icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

PKA og uansvarlige investeringer

  • Vianne Seierø
  • 01-2019 /

Det var med forbavselse og forargelse, at vi læste Danwatch`s undersøgelse fra april 2018 af PKA`s investeringer i 4 israelske banker, som aktivt financierer ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det drejer sig om 102 mio. kr. af vores opsparing.

Vi har henvendt os til PKA, som ikke har overblik over, hvordan de investerer vores penge. De har lovet at undersøge sagen.

Vi er en gruppe, som har besøgt palæstinensiske byer og bosættelser. Er ikke klar over, om de pågældende banker er involverede i de steder, som vi besøgte - men generelt er billedet det samme med diskrimination og undertrykkelse af palæstinensere og særrettigheder til israelerne.

Vi besøgte bl.a. Hebron og blev vist rundt af en lokal guide. I de besatte områder var han som andre palæstinensere forment adgang eller skulle gennem en ydmygende visitation. Tungt bevæbnet militær er til stede over alt. Beboerne er blevet tvunget til at flytte, og alle butikker er lukkede. I disse områder er der kun adgang for israelere.

Vi har talt med mennesker, som ikke turde forlade deres hjem af frygt for, at bosættere flyttede ind. Over markedsgaden har palæstinenserne beskyttet sig med kraftigt metalnet for at forhindre, at bosættere kaster affald ned på dem.

Ifølge markedsfolkene har der været eksempler på, at der er blevet hældt syre ned fra bosættelserne. Der er restriktioner mht. el, og der kan blive lukket for vandet på ubestemt tid. Dette gælder kun for palæstinensere på hele Vestbredden.

Landsbyen Beit Skaria er omgivet af bosættelser, og her har beboerne ført sag ved den israelske højesteret og fået medhold i, at området er deres. På trods af dette er bosættelserne beskyttet af militæret.

Der er her som mange andre steder anlagt en asfalteret vej, som udelukkende må benyttes af bosættere. Beboerne må ikke modtage besøg udefra, og børnene kommer ikke i skole pga. lange omveje og chikane fra militæret.

Man har inddraget en bygning, der fungerer som skole og sundhedsklinik, med ringe forhold.

Jeg håber, at dette indlæg kan være med til at sikre, at PKA vil holde sig til ansvarlige investeringer.

Kære Vianne Seierø
Af Benny Andersen,
formand Socialpædagogerne og bestyrelsesmedlem i PKA

Det er en vigtig problemstilling, du rejser, og det er noget, vi tager alvorligt i PKA. Vi er helt enige i, at de ulovlige aktiviteter, der begrænser palæstinensernes frihed, er dybt kritisable. Når PKA ikke har udelukket investeringer i Israel generelt, er det fordi, at PKA ikke udelukker investeringer i enkelte lande, uden at der er en klar politisk tilkendegivelse, international sanktion eller embargo.

PKA har dog tidligere udelukket flere enkelte virksomheder, der opererer på Vestbredden og i Østjerusalem, og som bevidst bidrager til at overtrædelser af FN’s konventioner om menneskerettigheder.

Vi følger principperne i FN’s Global Compact. Det vil sige, at PKA ikke investerer i virksomheder, der konsekvent og vedvarende bryder med FN’s konventioner om menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljøforhold samt korruption. Det betyder, at hvis en virksomhed er direkte involveret i de aktiviteter, der begrænser palæstinensernes menneskerettigheder, så vil PKA ikke investere i den.

Det drejer sig blandt andet om virksomhederne Elbit og Magal Security Systems. Begge er leverandører af overvågningssystemer til den mur, som Israel har opført mellem Vestbredden og Israel. Overvågningssystemerne er specielt designet til muren, og leverandørerne er derfor særligt involveret.

Men at virksomhederne er til stede i et givent område eller land, er ikke nok til at udelukke dem fra PKA’s investeringsunivers, medmindre der er nationale/internationale sanktioner eller handelsembargoer mod at investere i det pågældende område/land.

Vi vil dog undersøge, om de banker, du nævner, direkte er involveret i aktiviteter, der begrænser palæstinensernes menneskerettigheder.