icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexels.com_parents_B.jpg
Udviklingsprojekter

Plejefamilier skal støttes af døgninstitutioner

Fem danske kommuner har tilsammen fået 14,5 mio. kr. til at udvikle et bedre samarbejde mellem plejefamilier og døgninstitutioner. Pengene skal bl.a. bruges til akuttelefoner, supervision, undervisning og bedre aflastning

Hvordan kan døgninstitutioner understøtte plejeforældres arbejde med behandlingskrævende anbragte børn og unge? Fx i form af bedre aflastningsmuligheder? Hvad skal der til for at undgå sammenbrud i plejefamilien? Hvilke problemstillinger oplever plejeforældre med behandlingskrævende børn ofte?

Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som Københavns Kommune vil finde svar på i projekt ’Særlig og specialiseret støtte til plejefamilier’ for mindst 30 plejefamilier.

København er en af de fem kommuner, der har fået del i Socialstyrelsens pulje på i alt 14,5 mio. kr., der skal gå til udvikling af samarbejdet mellem plejefamilier og døgninstitutioner. De andre kommuner er Vesthimmerland, Roskilde, Middelfart og Vejle.
Vejle Kommune har fået knap to mio. kr., og de skal bl.a. bruges, så højt specialiserede fagfolk fra døgninstitutionerne kan tilbyde supervision og undervisning til plejefamilierne. Der skal også åbnes en akuttelefon, så plejefamilierne altid kan få hjælp.
Chef for Familie og Forebyggelse, Annette Ravn Olsen, fortæller, at Familieplejen allerede sidste år blev koblet sammen med fire døgninstitutioner under det nye navn Center Døgn, og at det nye projekt er en videreudvikling af den tankegang.
– Målet er meget mere samarbejde og udveksling således, at kompetencerne altid bliver brugt der, hvor der er brug for dem – uanset hvor barnet eller den unge er anbragt, siger hun.

Aflastning ved sygdom
Roskilde Kommune har fået tildelt godt tre mio. kr. til projekt ’Sammen om den gode anbringelse.’ I ansøgningen skriver de bl.a., at 15-18 plejefamilier med behandlingskrævende børn skal tilknyttes tre forskellige døgninstitutioner, der skal udvikle en række tilbud til plejefamilierne. Fx gruppesupervision, døgnåben hotline, kompetenceudvikling og et akutberedskab med støtte i plejefamiliens eget hjem.

Kommunen vil også lave tilbud målrettet plejebørnene fx i form af psykoedukation og en fast kontaktperson fra døgninstitutionerne. Derudover skal projektet tilbyde bedre aflastningsmuligheder, herunder mulighed for at plejebørn i en periode kan flytte ind på en døgninstitution, hvis der fx opstår sygdom eller anden krise i plejefamilien.

I Vesthimmerland bliver der også fokus på supervision, aflastning og en hotline. Her vil kommunen lægge særlig vægt på at styrke plejebørnenes læring og skolegang, og der skal bl.a. laves udviklingsmål med handleanvisninger for plejeforældrenes arbejde, så der fx sættes et mål om at styrke læringsmiljøet i plejefamilien samt en handlingsanvisning om ’10 minutters dialogisk højtlæsning hver dag.’

Sådan fordeles millionerne

Vejle Kommune: 1,8 mio. kr.

Vesthimmerland Kommune: 3,1 mio. kr.

Roskilde Kommune: 3,1 mio. kr.

Københavns Kommune: 3,2 mio. kr.

Middelfart Kommune: 3,3 mio. kr.

Socialpædagogernes indsats
Forbundsnæstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen, er spændt på at følge projekterne.
– Det er oplagt at bruge alle de gode faglige kompetencer, kvalifikationer og viden, der er på døgninstitutionerne til at opkvalificere plejefamiliernes arbejde, og det har vi gjort en målrettet indsats for at gøre politikerne opmærksomme på. Bl.a. har vi inviteret socialminister Mai Mercado (K) på besøg på Bakkevej i Hedensted, hvor de har rigtig gode erfaringer med at tilknytte plejefamilier til en døgninstitution. Vi har også formidlet viden og resultater bredt til socialordførere i Folketinget, siger hun.  

I første omgang er det kun et mindre antal plejefamilier, der får glæde af projekterne. Men på sigt håber Verne Pedersen, at det vil sprede sig til mange flere.
I alt havde 13 kommuner ansøgt om at deltage med et projekt, og otte fik afslag.

Det er oplagt at bruge alle de gode faglige kompetencer, kvalifikationer og viden, der er på døgninstitutionerne

Verne Pedersen, næstformand for Socialpædagogerne

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Familiepleje, Børn og unge