Deltid tur-retur
Et sparekrav resulterede i, at en arbejdsplads i Rebild kommune varslede samtlige fuldtidsmedarbejdere ned i tid. For medarbejderne stod valget pludselig mellem at tage til takke med en deltidsstilling på 32 timer - eller vinke farvel til jobbet
En torsdag aften i november tikkede et brev ind i e-boksen hos 15 medarbejdere på Boformen Søparken i Rebild kommune. I brevet stod, at alle medarbejdere ansat på 37 timer fremover ville blive sat ned i tid på grund af besparelser.
Medarbejderne stod nu overfor følgende valg: De kunne takke ja til tilbuddet om en ny kontrakt på 32 timer - eller de kunne sige nej tak og i så fald betragte sig selv som opsagt.
En af dem, der pludselig stod i det dilemma, er socialpædagog Sabina Svendsen. For hende kom meldingen som lidt af et chok, for hun havde ingen ide om, hvad der var på vej og havde intet ønske om deltid.
– Jeg blev ærlig talt skide sur og frustreret. Jeg følte mig overhovedet ikke informeret. Jeg er ked af, at dette var måden det blev fortalt på - at man ikke havde valgt at formidle det på en anden måde, siger Sabina Svendsen.
For hende var det langt fra nogen nem beslutning. Skulle hun acceptere at gå ned i tid eller miste sit job helt? En fremtid på deltid var ikke det, Sabina Svendsen havde forestillet sig. For udover en markant lavere månedsløn betyder en stilling på 32 timer også mindre i pension, ligesom man er ringere stillet ved fx sygdom og barsel.
– For mig spillede de økonomiske konsekvenser en stor rolle. Vi står aktuelt og vil gerne ud og købe et hus, og så er det altså et problem, at jeg pludselig kun har 32 timer i stedet for 37, siger hun.
Samtidig var hun frustreret over den behandling hun fik.
– Jeg har altid været rigtig glad for mit arbejde, men jeg følte mig enormt uretfærdigt behandlet over måden, det foregik på. Og vi stod jo som personale tilbage med en masse spørgsmål, vi manglede svar på – for eksempel: hvorfor?
Sagen kort
I alt 15 medarbejdere blev varslet ned i tid på Boformen Søparken i Rebild kommune: 5 fra FOA’s område og 10 fra Socialpædagogerne.
Dog trak Rebild kommune tidligt i forløbet varslerne tilbage på tre af socialpædagogstillingerne – TR, AMR og MED-repræsentant. Det skete efter, at Socialpædagogerne Nordjylland gjorde opmærksom på, at disse tillidshverv har en udvidet beskyttelse. Den betyder, at det skal være tvingende omstændigheder før en opsigelse er saglig.
I slutningen af januar besluttede ledelsen, at de alligevel ville tilbyde samtlige medarbejdere at blive i deres fuldtidsstillinger.
En positiv kovending
Sabina Svendsen endte med at sige nej tak til en ny kontrakt på 32 timer og indstillede sig på at kigge sig om efter et nyt job. Det samme gjaldt for et par af hendes kolleger, som også tog konsekvensen af, at deres stilling nu blev nedgraderet til en deltidsansættelse.
Men bedst som Sabina Svendsen var gået i gang med at søge nyt job, tog sagen en drejning. Socialpædagogerne Nordjylland gik ind i sagen, og det samme gjorde FOA på vegne af deres medlemmer. Nedgraderingen til deltid er nemlig en omgåelse af overenskomsten, mener Socialpædagogerne. For udgangspunktet er fuld tid, altså 37 timer, forklarer Kathja Ryom, næstformand og faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland.
– Vi mener, det handler om dårlig planlægning, når man pludselig ikke længere kan få vagtplanen til at hænge sammen med fuldtidsstillinger på et døgntilbud. Især når man så samtidig har et massivt forbrug af vikarer. Der er jo ikke tale om, at der er færre opgaver, der skal løses, siger Kathja Ryom.
For mig spillede de økonomiske konsekvenser en stor rolle. Vi står aktuelt og vil gerne ud og købe et hus, og så er det altså et problem, at jeg pludselig kun har 32 timer i stedet for 37
Sabine Svendsen, socialpædagog Boformen Søparken
Et godt tip
Hvis du bliver varslet ned i tid så kontakt din kreds. Sådan lyder opfordringen fra Socialpædagogernes juridiske konsulent, Troels Petersen:
– Der er vores indtryk, at der er mange enkeltstående tilfælde, hvor et medlem bliver sat ned i tid mod sin vilje, eller hvor medlemmet bliver fastholdt på deltid. Men for at vi kan få kendskab til sagerne og få et overblik over omfanget, så vi kan handle på dem, er det vigtigt, at medlemmerne giver kredsen besked.
Fuldtid for ufleksibelt
For forstander på Søparken Vivi Olesen ser sagen dog anderledes ud. Da hun tiltrådte i sommer, overtog hun en institution med bl.a. et merforbrug på lønninger, som betød, at budgettet skulle tilpasses.
– Gennem længere tid havde der været et merforbrug, som ikke var forenelig med driften. Det betød, vi stod med underskud i økonomien, som vi skulle have bragt på plads. At sikre en stabil drift i et langsigtet perspektiv var en af tankerne bag tiltaget med at varsle medarbejdere ned i tid - fremfor at afskedige, forklarer Vivi Olesen.
Hun oplever samtidig, at fuldtidsstillingerne giver for lidt fleksibilitet, når arbejdsplanen skal tilrettelægges, så der er varme hænder nok, når der er brug for det - og tager højde for, at der er tidsrum, hvor borgerne ikke er på bostedet.
– Jeg mener, at ressourcerne skal følge borgerne. Når de ikke er hjemme, skal der som udgangspunkt ikke gå personale rundt uden borgerkontakt, siger Vivi Olsen.
Dialog med fagforbund
Over noget tid har ledelsen på Søparken været i dialog med Socialpædagogerne og FOA i Nordjylland i forsøg på at finde en løsning. Presset fra organisationerne har tilsyneladende virket. For i slutningen af januar besluttede ledelsen, at de alligevel ville tilbyde samtlige medarbejdere at blive i deres fuldtidsstillinger. Det tilbud har Sabina Svendsen taget imod.
– Jeg er glad for, at jeg nu kan blive i mit job. Og jeg er glad for, at vi alle har fået tilbuddet om at komme tilbage i fuld tid.
Når det er lykkedes at beholde medarbejderne på fuld tid, skyldes det bl.a., at fire andre medarbejdere på Søparken har sagt op. De stillinger bliver kun delvist genbesat. Samtidig har Søparken fået to borgere mere, en i botilbud og en i aktivitetscentet. Det er en del af det økonomiske grundlag for, at det kan lade sig gøre, forklarer Vivi Olesen.
Hun er glad for, at det er lykkedes at finde en løsning. Men den er ikke uden konsekvenser:
– For at opretholde fuldtidsstillingerne kræver det, at medarbejderne på skift skal være i vores dagbeskæftigelsestilbud i dagtimerne. Det får den konsekvens, at borgerne møder forskellige medarbejdere næsten hver dag alle ugens fem dage. På den måde er der nogle bløde værdier, som kolliderer med hensynet til fuldtid. Men det får vi også løst, siger Vivi Olesen.
Det hænger slet ikke sammen, når arbejdsgiverne på det offentlige område melder ud, at de gerne vil have flere op på fuld tid samtidig med, at det i praksis er det modsatte, der foregår ude i kommunerne
Kathja Ryom, næstformand og faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland
Kun ulemper ved deltid
Medarbejderne på Søparken er langt fra de eneste, der har oplevet at blive varslet ned i tid. For eksempel har botilbuddet Viften i Aalborg kommune for nylig på tilsvarendende vis varslet flere medarbejdere ned i tid.
Det gælder blandt andet socialpædagog Lasse Boye Munch, som pr. 1. maj kan se frem til en ufrivillig kortere arbejdsuge på 34 timer frem for hans oprindelige 37. Han har regnet ud, at det kommer til at koste ham, hvad der svarer til en månedsløn årligt. Samtidig gør han sig ingen forventninger om, at han til gengæld kan få glæde af den øgede frihed, som de færre timer måtte give.
– Tre timer mindre om ugen kunne jo i teorien give halvanden fridag om måneden. Men i praksis kommer vi til at få lidt kortere vagter, og vi skal stemple ind nøjagtig lige så mange gange som hidtil. Det har jo ikke den store betydning for mig, om jeg har fri kl. 22 eller 23. Det får jeg ikke mere fritid ud af. Og jeg vil gerne have en hel arbejdsdag, når jeg er på arbejde, siger Lasse Boye Munch.
Gennemføres varslingerne, er der kun deltidsansættelser tilbage på Viften – bortset fra en suppleant til Lokal-MED (LMU), som har særlig beskyttelse.
Socialpædagogerne Nordjylland kæmper i øjeblikket med næb og kløer for, at medlemmer kan fastholde deres timer. For deltidssagerne er af principiel karakter.
– Det hænger slet ikke sammen, når arbejdsgiverne på det offentlige område melder ud, at de gerne vil have flere op på fuld tid samtidig med, at det i praksis er det modsatte, der foregår ude i kommunerne, siger Kathja Ryom.