4 gode råd til at sikre fagligheden
Ser du ikke din leder så ofte, og er derfor langt til faglig sparring? Så kan du og dine kolleger med fordel bruge jer selv og hinanden, lyder det fra lederkonsulent Sanina Kürstein. Her giver hun fire råd til, hvordan I sikrer den faglige udvikling
1. Lær dig selv at tænke som en leder
Lad os slå en ting fast. Det er ikke dit ansvar at tage lederopgaver på dig. Det er din leders. Men når det er sagt, kan du med fordel øve dig i at være din egen gode leder i
dagligdagen. For en leder tænker langstrakt og i strategier, der gerne skal løfte fagligheden hos jer alle. Spørg derfor dig selv og dine kolleger, hvad det samlede mål er for den organisation eller arbejdsplads, I er en del af. Hvordan passer dine og jeres daglige gøremål ind i arbejdspladsens visioner, og hvad kan I gøre for at løfte dem bedst muligt? Vend jeres tanker med lederen, så I sikrer jer, at I har den samme forståelse.
2. Mind hinanden om, at I er et team
Er der langt mellem de formelle personalemøder, hvor jeres leder sidder for enden af bordet, og savner I mere samling i hverdagen? Så kan I med fordel selv arrangere
nogle uformelle møder. Én socialpædagogisk arbejdsplads valgte fx at samles fem minutter hver formiddag, hvor de vendte dagen. Det mindede dem dagligt om styrken ved det fællesskab, de var en del af, og de fik mulighed for at vende udfordringer, før de voksede sig til problemer.
3. Styrk det faglige sprog og skab en større mening
De fleste socialpædagoger besidder en stærk faglighed. Men ikke alle har let ved at sætte ord på, hvad fagligheden præcis indebærer. Det kan I øve jer på i fællesskab ved at italesætte hinandens sejre, som ofte er udtryk for netop faglighed. Når du fx ser en kollega have en vellykket interaktion med en borger, så henvend dig til vedkommende
og forklar i et fagligt sprog, hvad det var, du fik øje på, der fungerede særligt godt. Fagligt funderet ros giver både selvtillid og mening i hverdagen, da den minder jer om,
hvorfor og hvordan I er dygtige socialpædagoger. Desuden er det ofte kollegaen og ikke lederen, der er dagligdagsvidner til de sejre.
4. Husk hverdagsfortællingerne
Hvis I bliver skarpe på at registrere hinandens faglige sejre og tale højt om dem, får I hen ad vejen et arsenal af hverdagsfortællinger, I kan overbringe jeres leder - og det er i sig selv en kvalitet. For mange pædagogiske ledere, der ikke er dagligt til stede på de arbejdspladser, de leder, efterlyser netop dette til at dokumentere den faglige kvalitet. Så hvis lederen ikke selv bevidner jeres gode indsats i dagligdagen, må I i fællesskab sørge for, at hverdagsfortællingerne bliver delt med vedkommende. Faglig anerkendelse skal nemlig ikke kun komme fra lederen - det kan i ligeså høj grad ske i en udveksling fra kollega til kollega.
Sanina Kürstein
Forfatter til bogen ’Ledelse af selvledelse
– skab visionært handlekraftigt følgeskab’. Hun rådgiver desuden socialpædagogiske arbejdspladser - og udbyder onlinekurser om selvledelse gennem sin virksomhed Sensio.