icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
deldinloen2.jpg
Ligeløn

Der måtte godt stå 20.000 kr. udbetalt på min lønseddel

Her er Eva Borrings lønseddel. Hun har ikke noget imod at fortælle andre, hvad hun tjener, og ser gerne, at vi taler mere åbent om løn. I den kommende uge sætter Socialpædagogerne fokus på løn og åbenhed om lønninger som led i kampagnen #DelDinLøn.

For mange er tallet på lønsedlen ligeså privat som det på kjolestørrelsen eller dåbsattesten. Men lukketheden omkring løn er med til at spænde ben for ligelønnen. Derfor skal vi tale om, hvad vi tjener. Sådan lyder opfordringen fra 38 faglige organisationer op til Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

En af dem, som har taget imod opfordringen, er socialpædagog Eva Borring. Hun ser ingen grund til hemmelighedskræmmeri omkring løn.  Selv tjener hun 27.271 kr. om måneden før skat i en deltidsstilling på 34 timer om ugen.

Eva Borring arbejder på en aflastningsinstitution for børn og unge med handicap og har arbejdet som socialpædagog i ca. 6 år.
Eva Borring arbejder på en aflastningsinstitution for børn og unge med handicap og har arbejdet som socialpædagog i ca. 6 år.

Mange mener, at løn er en privat sag – du vil gerne fortælle hvad du tjener – hvordan kan det være?

– Fordi jeg er uforstående overfor, hvorfor det skal være hemmeligt. Jeg tror, at det vil være nemmere at få forhandlet en bedre løn, hvis vi spiller med åbne kort. Så undgår vi at blive spillet ud mod hinanden. Åbenhed kan kun gavne os.

Taler I om løn på din arbejdsplads?  

– Ikke så meget. Jeg ved faktisk ikke, hvad mine kolleger tjener.

Ville du ønske, at folk var mere åbne omkring deres løn?

– Ja, jeg synes ikke det skal være tabu eller noget man skal være bange for at spørge til. Vi ved jo godt, at der er en forskel. Det handler ikke om misundelse - mit liv er for kort til at have ondt i rumpetten over, at jeg får mindre i løn end andre. Men hvis vi godt vil have mere i løn, er vi nødt til at vide, hvad de andre tjener.

Hvad er en retfærdig løn for dig?
For mig at se ville det være retfærdigt, at være på niveau med andre faggrupper indenfor samme område og med samme uddannelseslængde, som for eksempel skolelærere, ergoterapeuter og andre professionsbachelorer. Vi har det samme uddannelsesniveau og vi har et lige stort ansvar bare indenfor forskellige områder.

Jeg synes ikke helt vores lønniveau står mål med det arbejde vi laver. Også når jeg sammenligner med, hvad man får på dagpenge. Der synes jeg ikke forskellen er særligt stor i betragtning af hvor stort et ansvar jeg har.

Er du tilfreds med din løn?

Jeg ville da godt have, at der stod 20.000 kr. på min lønseddel til udbetaling. Men det vigtigste for mig er at få anerkendelse for mit arbejde. Jeg kunne godt ønske mig, at nogen viser os: ”det arbejde fortjener I at få mere for”. For det er et vigtigt og ansvarsfuldt job, vi har.

Du er på deltid - er det dit eget valg?

Nej, jeg vil rigtig gerne op på 37 timer. Selvom det kun er tre timer mindre, så ændrer det en del på lønsedlen og det forringer også min pension. Men det er en generel problematik, at der er mange stillinger på deltid indenfor det her fag.

Åbenhed er vejen til ligeløn
Frem mod Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts opfordrer Socialpædagogerne sammen med en række andre forbund medlemmer til at tale åbent om i løn i kampagnen #DelDinLøn. Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen er overbevist om, at lønåbenhed er en forudsætning for ligeløn. For kun ved åbenhed kan man udvikle en fælles lønpolitk og en kultur på arbejdspladsen, hvor løn er en fælles dagsorden:

– Det er meget svært at udvikle noget, der er usynligt. Så længe løn er en privatsag, sker der ingenting. Hvis vi skal arbejde målrettet for at få ændret på uligelønnen, så skal vi starte med at have forskellene frem i lyset, siger hun.

En åben lønpolitik giver tillidsrepræsentanten et bedre afsæt for at repræsentere sine kolleger under  lønforhandlingen. Gennemsigtigheden giver anledning til at diskutere, hvordan man kan skab én lønudvikling som udvikler sig i en mere retfærdig retning, mener næstformanden. Hun opfordrer socialpædagoger til at deltage i kampagnen Del din løn i anledning af Kvindernes internationale kampdag. Men understreger at det er det ikke kun er den 8. marts uligeløn skal på dagsordenen.

– Vi skal tale om vores løn året rundt.  Vi skal ikke acceptere, at løn skal være hemmeligt, det kommer hverken dig eller dine kolleger til gode. Tværtimod. Så nu sætter vi debatten i gang, så der ikke skal gå 50 år før vi har ligeløn i Danmark, siger Verne Pedersen.

Deltag i kampagnen på facebook/#deldinloen

Eller læs mere på www.deldinloen.dk 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ligestilling