Når hjerneskaden skygger for mennesket

• Email
• Print

Hvordan ser verden ud med den hjerneskadedes briller? Det har Chalotte Glintborg undersøgt. Hun er ph.d., adjunkt i rehabiliteringspsykologi ved AAU og forsker i, hvordan mødet med de fagprofessionelle opleves for personen med funktionsnedsættelsen og de pårørende. Indefra-perspektivet, kalder Chalotte Glintborg det, og i det er der meget vigtig viden at hente. Med de briller kan det for eksempel opleves som om, at de fagprofessionelle ser på en gennem en diagnoselup og definerer ens personlighedstræk som symptomer.

– Hjerneskaden eller funktionsnedsættelsen kan komme til at fylde så meget, at man ikke ser mennesket bag. Man ser ikke de naturlige reaktioner og de personlige karakteristika, men reducerer dem til symptomer, sagde Chalotte Glintborg.

Som eksempel refererer hun en af sine patienter, som sagde: ’Blikket på en bliver anderledes. Alt, hvad jeg gør, bliver registreret som symptomer – også når jeg siger, at sådan har jeg altid været.’

– De hjerneskadede oplever, at andre har dømmekraften over, hvad man er og hvorfor, sagde Charlotte Glintborg.

Hvem har definitionsretten?
Ændrede tiltaleformer i mødet med den hjerneskadede går også igen. De ramte mødes pludselig af mere overbærende kommunikationsformer - folk taler højere, lægger hovedet på skrå eller taler ned.

– Vi skal passe på ikke at falde i den grøft. Vores vigtigste opgave er at geninstallere mennesker i værdighed, sagde Charlotte Glintborg.

Derfor er det vigtigt at inddrage indefra-perspektivet, så det ikke kun er de fagprofessionelle, der har svaret, mener psykologen. Hun opfordrer til, at man undersøger de personlige karakteristika hos den enkelte: Hvem er du? Er du fx indadvendt eller udadvendt? Og at man lader det spille ind, så man ikke behandler alle over en kam.

Nøglebundtet en distancemarkør
Hvis samarbejdet mellem borger og professionel skal lykkes, skal der være menneske til menneske-kontakt. Et fælles vi og ikke et dem og os. Som fagprofessionel skal man finde en balance mellem at være personlig og ikke privat – man skal turde være menneskelig i relationen, mener Chalotte Glintborg.

Hun peger på, at det kan være detaljer som navneskilte og nøglebundter, som skaber ubalance - artefakter, der markerer skellet mellem borger og medarbejder. For nogle borgere er det meget ubehageligt, for andre ikke nødvendigvis. Så spørg den enkelte: Hvordan virker det egentligt for dig, at jeg har et navneskilt på?, opfordrer Chalotte Glintborg:

– Det er tit vores egen usikkerhed, der gør, at vi kan have brug for distancemarkører. De skaber et skjold for os som personale. Men mange borgere er smerteligt bevidste om, at du er medarbejderen.

Selvrefleksion
Hun minder om, at man som fagprofessionel skal være opmærksom på sin egen person. Reflektere over sit eget syn og sine forudindtagelser. For eksempel risikoen for at man ’konstruerer en besværlig borger’. Hun advarer mod generaliseringer og opfordrer til, at man spørger sig selv, om han eller hun virkelig er besværlig alle gange? Og at man undersøger, hvad der sker hos de kolleger, der lykkedes med at få det til at fungere. Det, der virker, skal vi tage ved lære af, mener Chalotte Glintborg.

– Vi kan ændre noget hos os selv. Spørge os selv: Hvad kan jeg altid selv gøre bedre i min egen praksis? Tage udgangspunkt i borgerens langsigtede drømme og sige: Hvad har jeg inden for mit regi, som i det store billede kan være med til det?