icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
MetteFrederiksen-BennyAndersen-til-artikel-2.jpg
Profit

S-formand: Forbyd profit på udsatte børn

Klart nej til profit på udsatte børn og unge, lyder det fra S-formand. Det skal være lovpligtigt at investere et eventuelt overskud fra et privat opholdssted i at øge kvaliteten på opholdsstedet.

I fremtiden skal det ikke være muligt for lederne af private opholdssteder at trække store overskud ud til sig selv. Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen er klar til at lovgive imod profit på det sociale område.

– Jeg vil ikke have, at man skal kunne tjene penge på udsatte børn. Der skal være en driftsoverenskomst - og så mener jeg, at der bør være et lovkrav om, at den kapital, der måtte indgå, skal reinvesteres i institutionen og i børnene. Du skal ikke kunne trække penge ud, siger hun.

Socialpædagogerne har længe arbejdet for en ændring af lovgivningen, og formand Benny Andersen er derfor glad for meldingen fra Mette Frederiksen.

– Der skal sættes en stopper at tjene mange penge på børn og unge, der virkelig har brug for vores hjælp. For når ejerne stopper mange penge i lommerne, så går det kun ét sted fra: De børn, der har brug for, at samfundet passer på dem, fordi deres forældre ikke magter det, siger han.

Tilsyn er ikke altid nok
Mette Frederiksen ønsker med kravet om en driftsoverenskomst også at hæve kvaliteten på opholdsstederne markant. Hun vil tage et opgør med, at ’et godt hjerte, en speedbåd og en stor gård’ er tilstrækkelig dokumentation for at kunne levere den rette indsats til en sårbar målgruppe.
Og her er tilsyn ikke nok.

– Du bliver nødt til at sikre dig, at din basisindsats er den rigtige. Og det er et spørgsmål om uddannelse og kompetence, når alt kommer til alt. For du kan ikke tilsyne dig til en bedre social indsats, siger hun.

Skal der være et krav om en vis procentdel uddannet personale?
– Det er en af måderne. Men hvis det er privat, er det jo selve godkendelsesproceduren, som er afgørende, siger hun og henviser netop til driftsoverenskomster som et redskab.

Også Benny Andersen mener, at det netop skal være i godkendelsen af opholdsstederne, at lederen skal godtgøre, at personalets sammensætning er den rette til netop deres målgruppe.

– For på den måde sikrer vi, at der er stærke faglige overvejelser bag og argumenter for ansættelsen af den del af personalet, der ikke socialpædagogisk uddannet, siger han.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbund og a-kasse