Antropologi giver relationerne ekstra dybde

Jeg arbejder i dag i et projekt i Aarhus Kommune, der hedder Lillehammervej. Her får udsatte og kriminalitetstruede unge - ofte med minoritetsbaggrund - hver to kontaktpersoner, som arbejder tæt sammen med den unges netværk og familie for at støtte den unge i at forme et liv uden kriminalitet. Socialpædagog er min titel, og der er meget pædagogisk arbejde i det. Men jeg har så den force, at jeg gennem min uddannelse får nogle andre perspektiver også.

Arbejdet med unge med anden etnisk baggrund end dansk, der bor i det, man kalder ghettoområder, er dilemmafyldt. Både hos de unge, men også hos forældrene. Kandidatuddannelsen gav mig noget andet – noget mere viden end jeg havde selv i kraft af at være en kvinde med anden etnisk baggrund. Og det er kulturforståelsen.

Det danske samfund kan være svært at forstå for nogle forældre. Og det kan komme til udtryk i opdragelsen. Drengene skal typisk klare sig selv fra en vis alder, mens pigerne ofte bliver holdt i stram snor. Forældre er over pigerne, fordi der eksisterer en tanke om, at pigerne har et ry eller en ære, der skal værnes om, indtil de bliver gift. Drengene får mere friplads, fordi de forventes at klare sig på egen hånd. Men i Danmark betyder det, at de er overladt meget til sig selv – og til gaden. Og det skal vi som socialpædagoger tale med forældrene om. Men vi skal også forstå hvorfor. Og der hjælper kulturforståelsen. Vi må forstå, hvad forældrene kommer fra for at kunne bryde mønstrene og den sociale arv.

Niveauet på universitetet var anderledes end på pædagoguddannelsen. Det kom bag på mig. Det blev italesat meget, at det var en akademisk uddannelse, og at man skulle formulere sig skriftligt på en særlig akademisk måde. Jeg havde skrevet bacheloropgave, som jeg selv synes var på et højt niveau. Men den måde, jeg var vant til at skrive på, gik bare ikke på universitetet. Det var en omstilling, der tog lidt tid. Vi fik heldigvis meget hjælp til det i det første halve år. Der var mange eksempler på opgaver fra tidligere studerende og den slags.

Det tog tid at finde min plads som akademiker, da jeg skulle ud på arbejdsmarkedet. Hvordan skulle jeg bruge min kandidat i praksis? Jeg kunne godt bruge den til refleksion og de skriftlige kompetencer, men hvordan skulle den kobles til arbejdet med de unge? Ofte når vi laver handleplaner, har vi fokus på den unges hashmisbrug eller den kriminelle handling i stedet for at kigge på den bagvedliggende mistrivsel. De unge har ofte meget komplekse udfordringer og problemstillinger, som skyldes manglende familiekompetence og netværk, der svigter. Dér har jeg meget med fra kandidaten. Jeg kigger ikke kun her og nu på, hvad den unge gør, men ser bag om. Hvad der ligger til grund for deres handlinger. Men det var svært at nå der til i starten.

Kollegaerne og jeg sparrer meget. Jeg deler min viden med mine kollegaer, og de deler deres erfaring fra 20 år i felten. Alle skal have gavn af hinandens viden.

Alle pædagoger bør læse videre, hvis det passer med det felt, de gerne vil arbejde i. Men man skal selvfølgelig ikke tage uddannelsen bare for at have titlen, og det skal give mening at bruge to år på det. Det er en måde at optimere sin viden på og gøre den mere bred. Jeg synes, jeg har gode muligheder for at søge bredt i dag. Jeg skal have lidt mere i løn, men ikke så meget mere, at det har været noget problem, da jeg søgte job.