Eksperter: For få pædagoger læser videre på universitetet

Siden pædagoguddannelsen i 2001 fik status som en professionsbachelor, har det ellers været muligt for færdiguddannede pædagoger at søge om optagelse på en række forskellige kandidatuddannelser, der beskæftiger sig med pædagogik eller beslægtede fag. Men de sidste fire år har antallet af optagede pædagoger været let faldende.

Og det er fagligt set en skam for professionen, mener Kristian Larsen, der er professor ved institut for læring og filosofi ved Aalborg Universitet:

– Der ligger et enormt potentiale for pædagoger i at videreuddanne sig på universitetet, som kunne udnyttes langt bedre. Som uddannet pædagog består din teoretiske faglighed af en viden, andre har defineret for dig, og som du i større eller mindre grad agerer efter i dit arbejde. Med et akademisk lag på din uddannelse har du muligheden for selv at være vidensskabende inden for dit felt, og den slags praktikere har samfundet i høj grad brug for, siger han.  

Uddannelse giver selvbestemmelse
Samtidig opnår en profession typisk en højere grad af autonomi, respekt og selvbestemmelse, når den selv er medskaber af forskningsbaseret viden, siger Kristian Larsen. 

– Jo mere vidensbaseret ens praksis er, jo mere ejerskab kan man tage over den, og den bevægelse ville afgjort komme pædagogfaget til gode. Der har i mange år været en nedværdigende tendens til, at politikerne har udsat mellemprofessioner som fx pædagoger og sygeplejersker for stadigt mere styring gennem øgede dokumentationskrav, kontrolbesøg fra diverse styrelser og så videre. 

På Syddansk Universitet efterlyser Jakob Ditlev Bøje, der bl.a. forsker i pædagogers uddannelse og faglighed, også flere pædagoger på kandidatuddannelserne:

– Vi ved fra tidligere forskning om professionsbachelorer, at pædagoger er dem, som efter- og videreuddanner sig mindst sammenlignet med fx lærere og sygeplejersker, der har en meget stærkere tradition for at opkvalificere sig fagligt. Det er problematisk, da deres arbejdsområde kan være mindst ligeså komplekst og udfordrende, siger han. 

Savner sammenhæng
Den tendens kan ifølge Jakob Ditlev Bøje skyldes, at en højere andel af pædagogstuderende kommer fra uddannelsesfremmede hjem - dels at sammenhængen mellem fagets karriereveje og uddannelse ikke altid er til at få øje på.

For pædagogfaget har historisk set været præget af en horisontal arbejdsdeling, hvor der ikke altid var den store forskel på fx lederens og pædagogens arbejdsområder. Med andre ord har der ikke været de klare formaliserede roller, som nødvendiggjorde eller ansporede til en efteruddannelse.

Det har dog ændret sig med tiden, understreger lektoren og peger på, at fx ledere i dag tager særlige efteruddannelser.

– Men hvis den enkelte pædagog stadig ikke kan være sikker på, at to års ekstra studier fører til konkrete karrierefremmende afkast som løntillæg eller nye arbejdsområder, så kan vedkommende nok have svært ved at finde lysten til at bruge tid på det, vurderer Jakob Ditlev Bøje.

For verdensfjernt
På Københavns Professionshøjskole peger ph.d. og viceinstitutchef Martin Bayer også på den manglende sammenhæng som forklaringen på, hvorfor så få pædagoger vælger universitetsfagene til.

– Pædagogernes videreuddannelsesmuligheder på universiteterne er desværre ikke tilpasset de karriereforløb, pædagoger gennemgår. Filosofi, psykologi og antropologi er klassiske akademiske discipliner, men de er også fjerne fra den pædagogiske praksis. Det betyder, at mange af dem, der læser en kandidatoverbygning, uddanner sig ud af feltet og ind i et andet arbejdsområde i stedet for at vende tilbage til praksis med den nyerhvervede viden, siger han.

De danske universiteter kunne derfor med fordel lære lidt af både Norge og Tyskland, hvor man har universitetsfag i hhv. børnehavepædagogik og socialpædagogik, vurderer Martin Bayer.

Vælger os ikke fra
På Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) under Aarhus Universitet, hvor langt de fleste af landets pædagoger tager en kandidatuddannelse, afviser rektor Claus Holm kritikken:

– Folk med pædagogisk baggrund udgør - og har altid udgjort – størstedelen af vores kandidatstuderende, så der er ikke tale om, at pædagoger vælger os fra - tværtimod, siger han.

I 2014 udgjorde pædagoger 37 pct. af DPU’s kandidatstuderende, fire år senere udgjorde de 31 pct. Men det fald skyldes udelukkende, at det lykkedes færre pædagoger at blive optaget, selvom flere ansøgte, bemærker rektoren.

Han mener, at Martin Bayer taler mod bedre vidende, når han påstår, at universiteterne uddanner pædagoger væk fra faget: 

– De pædagogiske kandidater vender måske ikke tilbage til den samme stillingsbetegnelse, som de havde før kandidaten. Men det er forfejlet at påstå, at de ikke beskæftiger sig med praksis. Mange af dem bruger deres nyerhvervede viden til at kvalificere og vidensbasere pædagogisk praksis som sparringspartnere for pædagogisk personale i kommunerne, lyder det fra Claus Holm.

Han nævner som eksempel, at mange af DPU’s kandidater bliver ansat som pædagogiske vejledere, i lederstillinger på institutioner, som interne pædagogiske konsulenter i kommunerne eller som ressourcepersoner på højt specialiserede tilbud.

Mere end boglighed
Men er det overhovedet et tab for faget, at der ikke er flere pædagoger, der søger mod universiteterne?

Nej, mener Noona Elisabeth Jensen, der er lektor på Pædagoguddannelsen i København og forfatter til flere pædagogiske fagbøger.

– Jeg har svært ved at se, hvad motivationen skulle være for at få flere pædagoger ind på universitetet. For det første får pædagogstuderende gennem professionsbacheloren en undervisning, der er forskningsinformeret og lægger vægt på kritisk analyse og refleksion over praksis. For det andet bliver du ikke nødvendigvis en dygtigere pædagog af at tage en kandidatuddannelse, da den ikke orienterer sig mod praksis, siger hun.

For selvom teoretisk viden er betydningsfuld for pædagogers faglighed, bliver den først for alvor fagligt relevant, når den sættes i relation til pædagogisk arbejde, supplerer Noona Elisabeth Jensen.

– Den praktisk anvendelige viden er afgørende, for det er gennem praksis, den pædagogiske faglighed udspiller sig.  Gennem relationsarbejde, sociale kompetencer, kropslig kontakt - og hurtige præcise vurderinger af konkrete situationer, der kalder på handling osv. Den slags lærer man at beherske ved at udøve sin faglighed og reflektere over den – det kan man ikke udelukkende læse sig til.