Kandidaten blev helbredende for Mona

Det faglige niveau er højt. Men når man kommer ind i det, lærer man hurtigt gængen at kende. Man bliver bedre og bedre for hver teoretiske artikel, man har læst - og for hver opgave, man har skrevet. Jeg følte mig godt klædt på til specialet.

Praksiserfaring var et plus for mig. Det sætter tingene i kontekst. Der var en del, der kom direkte fra en professionsbacheloruddannelse og ikke havde erhvervserfaring, og for mig forekom dét at være sværere. Jeg blev færdig som pædagog i 2004, og jeg gik ned med stress i 2015. Jeg arbejdede i en SFO og havde lige færdiggjort en diplomuddannelse. Men så ramte skolereformen i 2014, og min verden ændrede sig. Jeg kunne ikke komme til at bruge mine nye kompetencer og blev enormt frustreret. Samtidig fik vi ny leder, og både hans ledelsesform og reformen gjorde mit arbejde meget uvist.

Da jeg var syg af stress, følte jeg mig utilstrækkelig hele tiden. Og rent fysisk sagde kroppen fra. Jeg havde ikke den klarhed i hovedet, som jeg plejede. Jeg mistede hukommelsen og kunne ikke finde mine ting. Også i dag har jeg det, man kalder hjernetræthed. Det kan også komme efter gode oplevelser som fx besøg fra venner.

Fyringen kom i 2016 på grund af stresssygdommen. Efter det søgte jeg alle former for pædagogstillinger uden held. Jeg besluttede mig for at forlade SFO- og skoleområdet, for det stemte ikke længere overens med mine idealer rent professionelt. Diplomuddannelsen havde givet mig interessen for at læse videre og modet til at søge ind.

Udfordringerne i privatlivet om økonomi og pendling faldt på plads. Jeg var alene med mit barn, der stadig boede hjemme. Jeg skruede på alle knapper i min økonomi og fik et studiejob ved siden af. Alle mine ting er slidte i dag, og jeg har en studiegæld på 80.000 kr. Jeg har givet afkald på en masse ting. Men jeg har gjort det for min egen skyld. Som en form for helbredelse. I Danmark hedder det ’livslang læring’. Det er fantastisk med den mulighed. Problemet er, at kandidatuddannelsen er for kort. Jeg kunne godt have fortsat længere tid.

I dag arbejder jeg med marginaliserede kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund i et projekt i samarbejde mellem kommunen og Dansk Flygtningehjælps sprogskole ’Lærdansk’. Jeg er mentor for 17 kvinder, som skal bringes tættere på arbejdsmarkedet. Jeg italesætter ansvar hver dag på mit arbejde. For hvad er ansvar? Det er ansvar for sig selv. For et fællesskab - og for børnene. Men også samfundsansvar, demokratisk ansvar og ansvaret for egen læring.

Min oplevelse er, at kvinderne ikke har oplevet at tage ansvar, fordi de har været andres ansvar. Så de skal lære den danske kvindekultur at kende. Jeg vil gerne være deres rollemodel. Jeg er single, fraskilt, enlig mor og har taget en kandidatuddannelse. Og de skal være rollemodeller for deres børn, så de får et lettere liv i Danmark.

Pædagogikken fylder selvfølgelig i arbejdet. Men jeg bruger også en del tid på dokumentation. Og det er nok den nemmeste del af arbejdet nu. Jeg har lært meget om at skrive, og mit ordforråd er eksploderet. Med min målgruppe skal man være i stand til at forklare den samme ting på mange måder, og der bruger jeg både mine akademiske og pædagogiske kompetencer. Det er nemmere nu at omsætte ny viden til praksis.