Else er vores brandslukker
Følelserne kan let komme kog, når man har sit barn anbragt. For Maria og Bo gør det en stor forskel, at de har socialpædagog Else Karlsson som støtteperson.
’Engang imellem bliver jeg rasende på systemet. Jeg tænker: Nu! Nu gør jeg det. Nu ringer jeg til Ekstra Bladet og BT og Se og Hør og fortæller dem det hele. Men så ringer jeg i stedet til Else. Og hun lytter og lytter og giver mig lov til at sige alle de grimme ord, jeg kender. Og så spørger hun: ’Og hvad tænker du så, du kan få ud af at ringe til Ekstra Bladet?’ Og så… ja, så falder jeg lidt ned igen. Og tænker, at det i hvert fald ikke er i dag, jeg skal gøre det’.
Sådan fortæller Maria, der i snart fire år har haft socialpædagog Else Karlsson (i midten på billedet) som paragraf 54 støtteperson (se faktaboks).
– Else gør i hvert fald, at vi samarbejder bedre med systemet. Hun er vores brandslukker, supplerer Marias eks-mand Bo.
– Ja, for det er lidt ligesom, hvis en bankrådgiver ikke vil låne dig penge. Så hjælper det jo ikke, at du siger: ’Jeg kommer krafteddeme og skyder dig.’ Du skal tale ordentligt og med respekt, siger Maria.
Fandt ordningen på nettet
For øjeblikket har Else Karlsson fire timer om måneden til Maria og fire timer til Bo. Hun blev deres støtteperson, da Maria for fire år siden var helt desperat. Deres dengang 8-årige søn var frivilligt anbragt i en plejefamilie. Samarbejdet var rigtig dårligt, og Maria og Bo følte sig under mistanke for selv at have begået seksuelle overgreb mod deres barn.
– Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi havde ikke råd til en advokat, og jeg sad bare og googlede for at finde hjælp. Og først da fandt jeg ud af, at man faktisk har ret til en støtteperson, når man har fået sit barn anbragt. Også når det er frivilligt, siger Maria.
Mistanken om overgreb faldt hurtigt væk. Men på mange andre punkter har Maria og Bo haft stor glæde af en støtteperson. Især i forhold til det, Maria kalder ’systemet.’
– Jeg er på Bo og Marias side. Det skal jeg være. Jeg er ikke kommunens mand – eller kvinde, og jeg skal for eksempel ikke referere noget til nogen. Jeg skal kun gå videre med det, Bo og Maria beder mig gå videre med: Med én undtagelse: Jeg har skærpet underretningspligt, så hvis jeg bliver bekendt med børn i mistrivsel, skal jeg indberette det, fortæller Else Karlsson.
Hjælp til at klage
I dag vil Maria gerne tale med Else Karlsson om en ekstra regning, hun har fået på grund af sønnens anbringelse. Maria er selv førtidspensionist på grund af en psykiatrisk diagnose, og tidligere har hun kun betalt 150 kroner i egenbetaling for sønnens anbringelse på et opholdssted for behandlingskrævende børn. Men nu har hun fået en opkrævning på næsten tusind kroner, fordi hun er begyndt at gøre rent i op til fire timer om ugen og derfor tjener lidt mere.
– Men det er jo godt nok ikke fordi, jeg bliver millionær af det. Jeg skal også selv betale benzin, når jeg skal have samvær. Og de siger, at jeg helst skal lave nogle ting sammen med ham, og det koster jo også penge. Men jeg kan jo ikke bruge alle pengene på ham for så at sige til min datter (der ikke er anbragt, red.), at nu skal vi spise havregrød resten af måneden, nu kan jeg ingenting med hende.
Else Karlsson lytter roligt, mens Maria fortæller.
– Kommunen kan godt give et tilskud til transport, men de skal ikke… Men vi kan prøve at spørge, siger hun og gør et notat i lommebogen.
– Skal jeg kontakte kommunen, eller vil du?, spørger hun.
– Du skal, siger Maria, og så gør Else Karlsson endnu et notat i lommebogen.
En usynlig kamphund
Når der er møder med sagsbehandlere og andre myndigheder, er Else Karlsson tit med på sidelinjen.
– Else siger ikke så meget, men det er lidt som at have en usynlig kamphund med sig. Vi snakker om dagsordenen inden, og Else gør mig stærkere. For eksempel er der noget, jeg godt må sige nej til. Else kan også hjælpe mig til ikke at se spøgelser. Fx kan jeg godt blive bange for, at de også tager min datter, og så siger Else: ’Maria. Det hørte jeg dem slet ikke tale om’, siger Maria.
Hun oplever, at Else Karlsson hjælper med meget andet end regler og paragraffer, og tårerne løber ned af hendes kinder, når hun fortæller om det:
– Engang imellem føler jeg, at jeg er verdens dårligste mor. Det er for eksempel, hvis der er nogen, der siger til mig: ’Jeg kan ikke forstå, at du kan sende dit barn væk. Jeg kunne aldrig sende mig barn væk.’ Men jeg har ikke sendt min søn væk, fordi jeg ikke kunne magte ham. Jeg har gjort det, fordi jeg ønsker, at han får den rigtige behandling. At han får de bedste muligheder. Og der kan Else hjælpe mig. Hun kan sige: ’Maria! Du ER en god mor.
Fakta om støttepersoner
Servicelovens paragraf 54 giver forældre til anbragte børn ret til en støtteperson gennem hele anbringelsen. Der stilles ikke krav om, at støtten skal varetages af bestemte fagpersoner eller have et bestemt omfang, men det kan fx være socialpædagoger, der udfører opgaven.
Det er kommunen, der ansætter støttepersonen, og ordningen er gratis for forældrene. Støttepersonen skal varetage forældrenes interesser uden at referere til resten af det kommunale system. Støttepersonen har dog en skærpet underretningspligt i forhold til børn i mistrivsel.
Læs mere på hjemmesiden for Foreningen af Professionelle Støttepersoner
De usynlige bånd
Bo og Maria har begge en vis modvilje mod at lukke ansatte i kommunen ind i deres hjem.
– Generelt handler det om, at de vil finde fejl. Og det er altså ikke: Find fem fejl ved familien. Det er: Find så mange fejl, du overhovedet kan ved familien, siger Maria.
Derfor har de fx sagt nej tak til at få en familiebehandler og hjemmebesøg med socialpædagoger fra det opholdssted, hvor sønnen bor.
Men Else Karlsson siger de ikke nej tak til.
– Else er bare god til at skabe de usynlige bånd mellem mennesker. Hun er rigtig god til at lytte, siger Maria.
– Og så betyder det utrolig meget, at hun ikke skal melde tilbage til kommunen. Det gør, at vi kan stole på hende, supplerer Bo.
– Else er en rigtig stor hjælp, fastslår Maria og fortsætter:
– Jeg er bare ked af, at vi ikke fik tilbudt en støtteperson noget før. Vi kunne godt have brugt en lige fra starten.
Else er en rigtig stor hjælp. Jeg er bare ked af, at vi ikke fik tilbudt en støtteperson noget før. Vi kunne godt have brugt en lige fra starten
Maria, mor til et anbragt barn
Forældrenes udgangspunkt
Når Else Karlsson skal beskrive sin egen rolle, lægger hun vægt på, at hun støtter forældrene i deres egne ønsker.
– Når Maria fx ringer til mig og siger, at hun vil kontakte Ekstra Bladet, er det hverken min opgave at sige, at hun skal gøre det, eller at hun skal lade være. Min opgave er at hjælpe hende til at reflektere og træffe sine egne valg, siger hun.
Else Karlsson oplever tit, at forældrene får et bedre samarbejde med fx sagsbehandler eller plejefamilie, når hun er inde over.
– Det handler meget ofte om kommunikation. I forhold til plejefamilien kan forældrene være meget vrede, og så er det jo egentlig ikke fordi, de er vrede på plejefamilien, men fordi de er kede af, at de ikke kan have deres barn hjemme. Her kan jeg tit hjælpe med kommunikationen. Når jeg får lov at være med til møder med plejefamilien, spørger jeg forældrene, hvad de gerne vil vide – og så sørger jeg for at spørge om det, hvis forældrene ikke får det gjort. Tit er det nogle meget enkle spørgsmål om, hvordan barnet har det i dagligdagen, og når forældrene får svar, føler de sig anerkendt - og alene det kan være med til at dæmpe konfliktniveauet, fortæller Else Karlsson.
Andre gange forbereder hun forældrene, så de bedre kan udtrykke deres tanker og ønsker på møderne.
– Fx gør jeg tit meget ud af at fortælle forældrene, at de ikke behøver at svare lige med det samme. Det er okay, hvis der er en pause, hvor de lige tænker sig om.
Mange arbejdsgivere
Else Karlsson er pensioneret og arbejdet som støtteperson er et bierhverv. Hun er ansat af flere forskellige kommuner, der honorerer hende med vederlag eller på timebasis.
I nogle tilfælde henvender kommunerne sig selv til Else Karlsson og spørger, om hun vil tage en bestemt opgave som støtteperson.
I andre tilfælde kommer Else Karlsson i kontakt med forældre gennem Forældrelandsforeningen FBU, der er en forening for forældre med anbragte børn. Her arbejder Else Karlsson frivilligt, og her kan hun også få supervision og kurser.
Læs mere om Forældrelandsforeningen
5 gode råd til at opbygge relationer
For at lykkes som støtteperson for forældre med anbragte børn skal socialpædagog Else Karlsson skabe en god relation forældrene, på trods af at de ofte lægger ud med en ret høj mistillid. Her giver hun 5 gode råd til andre socialpædagoger, der også skal opbygge vanskelige relationer.
- Afstem forventningerne og vær tydelig omkring spillereglerne
Jeg gør meget ud af at forventningsafstemningen: Hvad kan jeg hjælpe med? Og hvad kan jeg absolut ikke hjælpe med? Jeg kan ikke sørge for, at forældrene får deres barn hjem igen, men jeg kan i bedste fald hjælpe dem til på en god måde at leve med, at deres barn er anbragt. Forventningsafstemningen er meget vigtig. Uden den opbygges falske forhåbninger, og når de ikke indfries, kan det let opleves som et svigt. På samme måde gør jeg klart, at de ikke kan forvente at kunne få fat i mig 24 timer i døgnet. Endvidere gør jeg meget ud af på forhånd at informere om, at vi har et helt fortroligt rum med én undtagelse: Jeg har skærpet underretningspligt og skal underrette om eventuelle børn i mistrivsel. - Vær dig selv
Det er vigtigt, at du står ved, hvem du selv er, og hvor dine egne grænser går. Fx har jeg det meget svært med støj, og derfor bliver jeg generet af noget, som andre måske godt kan rumme. Derfor kan jeg godt sige til en forælder: ’Ved du hvad, jeg har noget med støj, så jeg kan ikke rumme det, hvis du råber så højt. Jeg kan simpelt hen ikke tænke’. I første omgang kan forældrene blive forbavsede, men bagefter får vi en god kommunikation. Og det skaber tillid, at du er tydelig. - Spørg ind til den andens tanker og følelser
Den anerkendende tilgang er nok den grundfaglighed, jeg bruger mest i mit arbejde. Jeg gør meget ud af at stille spørgsmål med henblik på at forstå den andens tanker og følelser. - Signaler god tid
Planlæg dagen, så du så vidt muligt undgår tidspres ved fx at lave løse aftaler: Jeg kommer mellem 10 og 11. Brug aldrig kropssproget til at signalere, at du har travlt, men sig det om nødvendigt helt direkte: ’I dag er jeg senest nødt til at gå klokken 10’. - Følg op på samtalen
Det er vigtigt at kunne genoptage samtalen og spørge ind til det, I talte om sidst. Derfor tager jeg altid noter fra samtalen, selv om de kun er til mig selv.