En ufærdig løsning
Den nye seniorpension løser ikke problemet. Nedslidte skal stadig visiteres til ordningen. Vi efterlyser en objektivt funderet ret til tidlig tilbagetrækning.
Det er ganske enkelt misvisende, når regeringen, DF og R fremstiller den nye seniorpension som en ret. Der er ikke tale om en rettighed, men reelt blot en ret til at søge - og så skal en myndighed afgøre, om man er berettiget til seniorpension. Og hvem er det, der skal vurdere, om man er nedslidt? Det spørgsmål får vi ikke svar på.
Den nye seniorpension er baseret på en individuel vurdering af den enkeltes arbejdsevne, og derfor er det centralt at få afklaret, hvem der skal afgøre, om man er nedslidt, og hvad skal der lægges til grund for, at man vurderes at have en arbejdsevne på maksimum 15 timer om ugen. Det er meget ukonkret model, så længe svaret på det spørgsmål blæser i vinden.
Det er for så vidt udmærket, at der nu rettes op på en ordning – seniorførtidspensionen – som har spillet fallit. Den kom som et svar på efterlønsforringelserne, men kun omkring 1.500 mennesker har fået gavn af den - en brøkdel af det, som var hensigten, så den har på ingen måde kunne kompensere for de forringelser i efterlønsordningen, der blev stillet i udsigt. I stedet for at blive tildelt pensionen har mange nedslidte oplevet at blive kastet rundt i systemet i ressourceforløb og arbejdsprøvninger.
Vi savner svar på, hvad der gør denne ordning bedre. Der er stadig en risiko for, at den nedslidte efterlades med følelsen af at stå med hatten i hånden overfor en myndighed, som har retten til at afgøre, om man nu også er nedslidt nok.
Forslaget indeholder dog også en række forbedringer af den eksisterende førtidspensionsordning, som vi naturligvis hilser velkommen. Først og fremmest at man kan få seniorpension, hvis man har en arbejdsevne på maksimalt 15 timer om ugen, mod i dag 7,5 timer om ugen. Derudover kan man benytte ordningen 6 år før pensionsalderen, frem for tidligere 5 år.
Men at rette op på seniorførtidspensionen er ikke nok. Vi efterlyser en objektivt funderet ret til tidlig tilbagetrækning for dem, der er kommet tidligt ind på arbejdsmarkedet og har været der i mange år. Man skal ikke være så syg, at man helt har mistet sin arbejdsevne, før man får mulighed for at trække sig tilbage efter mange års slid.