icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Flere bliver psykisk overbelastet

Det går den forkerte vej med at mindske psykisk overbelastning på arbejdspladserne, og døgninstitutioner er særlig hårdt ramt. Det viser ny evaluering fra Arbejdstilsynet

Flere bliver psykisk overbelastet på arbejdet, og det ser særlig slemt ud på bl.a. døgninstitutioner. Det viser en ny evaluering fra Arbejdstilsynet, der bl.a. definerer psykisk overbelastning som en kombination af tidspres, store følelsesmæssige krav og oplevelsen af stress.

I 2011 besluttede den daværende regering (Venstre og Konservative) sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, at arbejdsmiljøet skulle have et ordentligt løft frem mod år 2020. Bl.a. skulle antallet af beskæftigede, der var udsat for psykisk overbelastning på jobbet reduceres med 20 pct.

Nu har Arbejdstilsynet gennemført en evaluering, der viser, at det går den forkerte vej. I stedet for færre psykisk overbelastede, er der blevet flere. Og belastningen er særlig hård i branchegruppen ’døgninstitutioner og hjemmepleje’, som mange socialpædagoger arbejder i.

Bekymrer Socialpædagogerne
Statistikken vækker bekymring hos Socialpædagogerne.

– Tallene bør få advarselslamperne til at blinke. Der skal gøres mere for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, siger forbundsnæstformand, Marie Sonne.

Arbejdstilsynet måler den psykiske overbelastning ved hjælp af en stor spørgeskemaundersøgelse, og det defineres fx også som psykisk overbelastning, hvis man er udsat for vold eller trusler om vold og samtidig har en relativt høj grad af symptomer på depression. 

I 2012 var 14,5 pct. af lønmodtagerne psykisk overbelastede. I 2018 var det steget til 15,4 pct.

– Det eneste gode, man kan sige om den statistik, er, at det er godt, at den bliver lavet. For så bliver det tydeligt, at der skal rykkes på at nedbringe den psykiske overbelastning, siger Marie Sonne.

Tallene bør få advarselslamperne til at blinke. Der skal gøres mere for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø

Marie Sonne, forbundsnæstformand

Slemt på døgninstitutioner
Når man ser på branchegrupperne, ser det værst ud på slagterierne, men branchegruppen ’døgninstitutioner og hjemmepleje’ kommer ind på en kedelig andenplads. Her er lidt mindre end hver fjerde ansatte psykisk overbelastet. I den modsatte ende ligger branchegruppen ’færdiggørelse af byggeri’.

Ud over den indtil videre mislykkede målsætning om at reducere psykisk overbelastning, blev der i 2011 også sat to andre mål: At reducere omfanget af alvorlige arbejdsulykker og omfanget af overbelastning i muskler og skelet. Her er der også lang vej til opfyldelsen af målet.

Når det gælder overbelastning i muskler og skelet, var målsætningen en reduktion på 20 pct. Resultatet er, at det hverken går værre eller bedre end i 2012.

I forhold til alvorlige arbejdsulykker lød målet på en reduktion på 25 pct. inden 2020. Her går det den rigtige vej, idet en foreløbig prognose peger på et fald på 12 pct. fra 2011 til 2016.

– Men tempoet skal op, hvis målet skal nås, påpeger Marie Sonne.