’Jeg sad med svedpletter under armene og tænkte: Hvordan kommer jeg væk’

Jeg er uddannet socialpædagog, og på min arbejdsplads arbejder vi med rehabilitering af mennesker med psykiske vanskeligheder. I en periode var jeg udlånt til andet arbejde på botilbuddet, og en morgen sad jeg og læste dagbog på én af vores beboere fra min oprindelige afdeling. En mand sidst i 30’erne, der kan virke meget afvisende i sin adfærd og for det meste sidder alene på sit værelse og diskuterer med sine stemmer. Her kunne jeg se, at han efter en episode med en kollega var blevet psykotisk og nægtede at komme ud fra sit værelse. Han havde låst sig inde og havde ikke fået noget at spise og drikke et stykke tid.

Netop denne beboer har jeg brugt meget tid på at danne en relation til. Derfor åbnede han, da jeg bankede på hans dør den dag. Relationsarbejde drejer sig om tryghed, tillid, ordentlighed og anstændighed. Man skal have mod til at traske ind hos de mennesker, som mange andre måske synes er lidt skræmmende og skæve eksistenser. Nogle af dem kan også virke truende, og så kræver det, at man ved, at den adfærd, de mennesker har, er forsvarsmekanismer og mønstre, de har taget med sig fra barndommen.

Mange af de mennesker, jeg arbejder med, møder både mig og resten af omverdenen med mistillid. Når man skal arbejde professionelt med at nå ind til dem, skal man være tillidsskabende, åben, ærlig og altid overholde aftaler. Du kommer ikke 10 sekunder for sent til en aftale, du har indgået. Og du bliver heller ikke syg den dag, du har fx aftalt en ledsagelse til lægen. Det er lidt ligesom et lille barn, der har mistet tilliden til omverdenen, som skal lære at bygge den op igen. Man danner en relation, som nærmest bliver venskabelig, selvom det er en professionel relation. På den måde bliver det nemmere at tale om familiemønstre, og hvad der er sket i barndommen.

Det bliver naturligvis gjort på baggrund af bunkevis af teori bl.a. omkring mennesker, der er tidligt skadede. Men det kræver også, at man sætter sig ned og lærer hinanden at kende.
I dette tilfælde var der et fælles tredje – vi er begge interesserede i musik og spiller begge to. På den måde havde vi noget at tale om, der gav mening for os begge, og det gjorde, at vi ganske langsomt kunne begynde at tale om følelsesmæssige problemstillinger. Relationsarbejde var vejen til at kigge hinanden i øjnene og nå frem til at tale om den opståede episode, og hvad der havde ført til, at han var blevet psykotisk.

Det kræver meget benarbejde at nå dertil, og jeg har også nogle gange siddet på hans værelse med store svedpletter under armene og tænkt ’Wow, hvordan kommer jeg væk herfra, nu bliver det for ubehageligt.’ Man skal kunne være i det og rumme det, man bliver udsat for, for det kan blive meget intenst.

Den psykotiske beboer kom ud af sit værelse, og vi kunne se nogle af spøgelserne i øjnene sammen. Siden har vi bygget videre på den gode relation. Jeg har fx taget med ham til lægen, hvor han ikke har været i lange perioder, og vi har været på en indkøbstur for første gang i lang tid. Der er kommet mere åbenhed og luft ind i hans hverdag. Men det går op og ned. Jeg har også fået skældud, fordi jeg pressede for meget på. Så det er ikke kun lyserødt. Man skal hele tiden arbejde for at støtte relationen.