Mere ansvar giver bedre trivsel

Ud med diagnoserne
Baggrunden for, at personalegruppen på Bo Døgn blev enige om at arbejde i en ny retning var, at dagligdagen var præget af hyppige konflikter og megen uro. Især 2017 var et svært og turbulent år for medarbejderne, som oplevede mange voldsomme episoder med indberetninger om beboere, der enten forsøgte selvmord eller havde en adfærd, der var til fare for dem selv eller de ansatte. 

Siden er antallet af indlæggelsesdage faldet markant. I 2017 var fire borgere med selvskadende eller selvmordstruet adfærd indlagt 33 gange på psykiatrisk afdeling. Dette tal var sidste år faldet til 18. Samtidig faldt antal indlæggelsesdage i samme periode med 56 pct. fra 242 til 106 dage.

Kaja Iversen og hendes kollega, socialpædagog Dan Guldmann Dupont, kobler de gode resultater direkte til den nye tilgang, medarbejderne nu har til beboerne. Det handler i høj grad om den måde, man ser på beboerne på.

– Frem for at fokusere på sygdomme og diagnoser ser vi borgerne som mennesker med udfordringer i form af specielle belastningssymptomer. Vi skal være nysgerrige på det enkelte menneske, ellers kan vi som socialpædagoger nemt komme til at putte beboerne i bestemte kasser. En borger kan have tre forskellige diagnoser, men hvem siger, at de er rigtige? Diagnoserne er jo et resultat af observationer, som kan være farvet af dem, der giver dem. Det er lidt ’give and take’, mener Kaja Iversen.

Dan Guldmann Dupont er helt enig i, at diagnoserne ikke er medarbejderens primære fokus, men at det er det hele menneske, der bliver arbejdet med.

– Byggestenene er lagt tidligt i livet, og borgernes reaktioner er ofte normale reaktioner på unormale ting, som de har været udsat for, siger han.

Vi har tidligere været for berøringsangste i forhold til at give dem ansvar. Det er ændret. Nu siger vi til dem, at de selv har ansvar for deres handlinger

Kaja Iversen, socialpædagog og TR, Bo Døgn

Ha’ is i maven
Tilgangen med i højere grad at lade beboerne selv tage ansvar for deres handlinger er helt afgørende, mener Kaja Iversen.  I dag, når der fx er trusler i luften, lyder beskeden mere ’du kan gøre, hvad du vil’. I hvert fald når personalet skønner, at der næppe er alvorlig fare på færde.

– En borger truer fx med at springe i havnen. Tidligere ville vi være gået efter vedkommende, men det gør vi ikke så ofte nu. Når personen derimod kommer hjem igen efter et par timer, så tager vi snakken. Hvad tænkte du på, mens du stod og overvejede, om du skulle hoppe i? Det var jo ikke dit liv, du ville af med, men snarere noget i dit liv, som du er ked af. Hvad er det, du gerne vil af med, siger Kaja Iversen, som mener, at medarbejderne er blevet rigtig gode til at tage de svære samtaler.

– Vi taler også om konsekvenserne af et selvmord. Hvordan de pårørendes liv vil blive påvirket. Og hvordan en togførers liv vil blive smadret, hvis man vælger at springe ud foran toget.

Men det kræver, at man som ansat har is i maven ind imellem, tilføjer hun:

– Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket, der nemt vil kunne misforstås som ligegyldighed. Det er det bestemt ikke. Det handler om at give ansvaret for eget liv tilbage til borgerne. Men det er da et mega dilemma at stå i, når vi skal beslutte os for, om vi skal gribe ind ved trusler. En borger kan jo komme til at tage livet af sig selv ved et uheld fx i forbindelse med voldsom selvskade.

Men ingen lades alene, understreger hendes kollega.

– Vi opfordrer beboerne til at sige til i god tid, inden tingene bliver alt for svære. Så vi i fællesskab kan diskutere os frem til en mulig løsning på et problem, hvor vi også overvejer, om vi skal have inddraget samarbejdspartnere fra psykiatrien, forklarer Dan Guldmann Dupont.

Du kan godt selv
Idéen med at lade beboerne tage ansvar for eget liv gælder helt ned i detaljen. Tidligere kunne en borger flytte ind og blive sørget for døgnet rundt. De tre daglige hovedmåltider blev lavet og serveret - men i dag står borgerne i udgangspunktet selv for indkøb, madlavning og opvask i deres egne køkkener. Tre ældre borgere får dog maden leveret udefra, ligesom mange andre pensionister i deres aldersgruppe.

– Borgerne kan have dårlige perioder, hvor de har brug for kompenserende støtte. Så træder vi selvfølgelig til. Men de skal hurtigst muligt tilbage til en almindelig hverdag, så de ikke får et selvbillede af, at ’hold da op, du er blevet dårlig’, fortæller Kaja Iversen og giver et eksempel:

– En mand bad mig efter en indlæggelse om at hælde medicin op til ham. ’Det kan jeg ikke selv’, sagde han. Jeg insisterede på, at han kunne selv - og derfor også skulle selv, fortæller hun.

Dan Guldmann Dupont supplerer med, at såvel personalet som borgerne skal have troen på, at borgerne kan blive bedre.

– Du skal videre. Du kan udvikle dig. Det må vi hele tiden insistere på. Indirekte har vi tidligere været med til at gøre borgerne dårligere ved at gøre tingene for dem. Rydde op, når de har kastet rundt med ting - tørret blod op, når de har skåret i sig selv. Nu må de selv tage konsekvenserne af deres handlinger. Vi kan gå ved siden af dem, og vi kan være der ved behov. Men vi skal ikke gå foran dem og skærme dem mod virkeligheden, forklarer han.

Vi kan gå ved siden af dem, og vi kan være der ved behov. Men vi skal ikke gå foran dem og skærme dem mod virkeligheden

Dan Guldmann Dupont, socialpædagog, Bo Døgn

Skepsis overfor ny kurs
Ikke alle borgere er lige begejstrede for den nye kurs, som de to socialpædagoger betegner som et paradigmeskifte, der ikke bare vinder indpas på Bo Døgn i Horsens, men også breder sig inden for socialpsykiatrien både herhjemme og i udlandet.

– Fire af borgerne har været her i mellem 15 og 20 år. Det er svært for dem at vænne sig til, at de nu skal klare flere ting selv. Men som udgangspunkt er målet ikke, at de får vasket tøj, gjort rent og lavet mad. Det er derimod, at de godt kan, selv om de har det svært. At klare dagligdagens opgaver trods modgang giver øget selvtillid. Nogle vokser lynhurtigt i takt med, at de får mere ansvar, mens andre bliver frustrerede. Alligevel holder vi fast på, at alle skal behandles som de voksne mennesker, de er, siger Dan Guldmann Dupont.

Ansvaret for eget liv gælder i såvel gode som dårlige tider. Ligesom ude i det almindelige liv. Som eksempel herpå nævner socialpædagogerne en ung fyr, der blev indlagt midt i, at han var ved at flytte fra Døgn Bo til egen bolig. ’Du skal videre i processen, det skal nok gå’, forsikrede de ansatte den unge borger om.

– Han bor for sig selv nu. Det går. Han ville have det lige så skidt, hvis han boede her. Og via efterværn har han stadig en tilknytning til Bo Døgn, fortæller Kaja Iversen.

Trivselsplaner
Den nye tilgang til borgerne har udover færre indlæggelser også resulteret i færre selvmordsforsøg, færre konflikter og mere ro. En medvirkende årsag til forbedringerne er et nyt værktøj, trivselsplaner, som medarbejderne nu laver i tæt samarbejde med borgerne. Trivselsplanerne tager afsæt i den enkelte borgers hverdag og vedkommendes håb og drømme for fremtiden - og indeholder udførlige retningslinjer for henholdsvis beboernes og personalets opgaver.

– I en trivselsplan står der fx, hvordan en borger agerer, når han har det godt - og når han har det skidt. Det betyder, at vi som medarbejdere hurtigere kan agere på den mest hensigtsmæssige måde, hvis fx en borger begynder at trække sig fra fællesskabet eller udvise tegn på mistrivsel. Så fremgår det måske, at vi skal støtte borgeren i at få kontakt med andre - eller at det kan være godt for vedkommende at se en film eller høre lidt musik, fortæller Dan Guldmann Dupont.

Han påpeger, at det nye værktøj gør det lettere for medarbejderne at fokusere på borgernes ressourcer, mens det for borgerne er blevet nemmere at håndtere de ting, der spænder ben for dem i hverdagen.

– Med trivselsplanerne gør vi borgerne selv til eksperter, fordi de selv er med til at definere, hvad de har brug for, og hvad de ikke har brug for i hverdagen. Og det har uden tvivl en positiv effekt, at vi på den måde inddrager borgerne og giver dem ejerskab over deres liv, lyder det fra Dan Guldmann Dupont.