icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Seniorpension.jpg
Politik

Ny seniorpension skal hjælpe nedslidte

Flere nedslidte lønmodtagere imødekommes med den nye seniorpension. Ordningen kræver dog stadig en individuel vurdering af arbejdsevnen – en utilstrækkelig løsning, mener Socialpædagogerne

I starten af maj indgik regeringen, DF og Radikale Venstre en aftale om seniorpension. Ordningen er målrettet nedslidte mennesker på arbejdsmarkedet, og det forventes, at ca. 17.000 mennesker vil kunne gøre brug af den nye seniorpension.

Ifølge forligsparterne giver ordningen nedslidte en ret til at få seniorpension. Retten er dog betinget af en helbredsmæssig vurdering af ansøgers arbejdsevne. For at komme på ordningen skal ens erhvervsevne vurderes til at være maksimalt 15 timer om ugen. Det er endnu uklart, hvem der skal foretage vurderingen. Aftalen fastslår dog, at det skal sikres, at erhvervsevnen afdækkes uafhængigt af økonomiske hensyn.

Ikke en rigtig ret
Aftalen møder kritik fra både Socialdemokratiet og fagbevægelsen for netop ikke at være en regulær rettighed. Men trods det, vil Socialdemokratiet stemme for forslaget, for ’en lille forbedring er bedre end ingen forbedring’, siger S-formand Mette Frederiksen til DR.

Også Socialpædagogerne er utilfredse med, at det ikke er objektive kriterier, men en individuel vurdering, der skal afgøre, om man er berettiget til seniorpension.

– Det er misvisende at kalde det en ret. Ordningen giver sådan set kun ret til, at man kan stille sig op i køen med hatten i hånden, for at andre skal vurdere, om man er nedslidt nok, siger forbundskasserer Michael Madsen og fortsætter:

– Vi efterlyser en objektivt funderet ret til tidlig tilbagetrækning for dem, der er kommet tidligt ind på arbejdsmarkedet og har været der i mange år.

Det er misvisende at kalde det en ret. Ordningen giver sådan set kun ret til, at man kan stille sig op i køen med hatten i hånden, for at andre skal vurdere, om man er nedslidt nok

Michael Madsen, forbundskasserer

Forbedringer
Forslaget indeholder også flere forbedringer af den eksisterende seniorførtidspension. Hvor man før skulle have en arbejdsevne på maksimalt en dag om ugen (7,5 timer), kan man fremover få seniorpension, hvis man har en arbejdsevne på op til to dage om ugen (15 timer). Derudover kan man benytte ordningen 6 år før pensionsalderen frem for tidligere 5 år.

Seniorpensionen forventes i 2025 at omfatte cirka 17.000 personer. Det er omkring 10 gange flere personer, end der siden 2014 har fået seniorførtidspension.

Fakta

Udover en arbejdsevne på maksimalt 15 timer om ugen skal man have været på arbejdsmarkedet i 20-25 år for at komme i betragtning til seniorpension.

Det månedlige beløb svarer til førtidspensionen. Det er for enlige 18.875 kr. og samlevende 16.044 kr.

Ordningen træder i kraft 1. januar 2020. Ordningen vil med al sandsynlighed blive gennemført uanset udfaldet af det forestående folketingsvalg, da det er en politisk aftale, der er flertal for i folketinget.