Er madpakken i orden?

Ja! - Viola Rau Gram Jakobsen, socialpædagog i Bo-Vejle

Jeg arbejder i et bofællesskab for voksne mennesker med udviklingshæmning. Engang spiste personale og beboere den samme ret til aftensmad, men for syv år siden blev det lavet om. Nu skulle personalet selv tage deres egne madpakker med, og i begyndelsen var vi bekymrede for, at det ville ødelægge fællesskabsfølelsen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det faktisk ikke havde nogen betydning for samværet, hvad der lå på de enkeltes tallerkener.

Det vigtige er de små samtaler: Hvad har du lavet i dag? Hvad skal du i morgen? Ikke om jeg spiser en rugbrødsmad, mens du spiser kylling. Men selv om det i mine øjne ikke er vigtigt, at personalet spiser det samme som beboerne, er det vigtigt, at de spiser noget. Det giver en helt anden oplevelse af samvær og ligeværd, når man spiser sammen, end når den ene kigger på.

Nej! - Birgit Lillelund, hjemmevejleder i Bo- og Støtte i Holbæk

Jeg arbejder som hjemmevejleder for voksne mennesker med udviklingshæmning i egen bolig. To aftener om ugen har vi madklub, hvor borgerne på skift bestemmer menuen – og laver maden sammen med mig eller min kollega. Efter en hyggelig forberedelse ville det godt nok være mærkeligt, hvis jeg bagefter skulle hive min egen madpakke frem og spise den i stedet for det, vi har tilberedt sammen.

Det giver en fælles oplevelse, når i spiser det samme og fx kan tale om, at uhm, deter lækkert. Eller fx prøver mad fra andre lande og taler om landene. Jeg tror, borgerne ville undre sig, hvis jeg skulle spise noget andet end dem. Måske ville de tænke: Er vores mad ikke god nok til hende? Med min egen medbragte mad ville jeg også miste muligheden for at være en god rollemodel, der prøvesmager det hele.