icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialtilsyn

Socialtilsynet kommer oftere på uanmeldt besøg

Fire ud af fem socialtilsyn dukker oftere uanmeldt op på sociale tilbud, viser nye tal. De uanmeldte tilsynsbesøg styrker tilsynenes samlede kvalitet, men kan ikke stå alene, siger tilsynschef

Når socialpædagoger på voksen- og børneområdet får besøg fra et af de fem socialtilsyn, har de typisk nogle uger til at finde den nødvendige dokumentation, forberede borgerne og selv gøre sig nogle faglige tanker, de kan videreformidle til tilsynskonsulenterne. For besøgene har oftest været varslet i forvejen.

Men siden 2016 er tilsynskonsulenterne begyndt at tage på flere uanmeldte besøg på arbejdspladserne. Den procentvise stigning i antallet af uanmeldte besøg varierer fra mindre til større fremgange tilsynene imellem.
På et enkelt år steg andelen kun med ét procentpoint i Socialtilsyn Midt, mens den gennemgik noget nær en fordobling hos Socialtilsyn Hovedstaden.

Hos sidstnævnte er der en god grund til den markante fremgang fra 2017 til 2018, fortæller tilsynschef Mie Andresen: – Vi er juridisk forpligtet til at gennemføre begge typer af tilsyn. Men det har været en bevidst strategi for os at opruste på de uanmeldte, for da vi opgjorde tallene fra ’17, kunne vi se, at andelen af  anmeldte besøg lå lidt lavt i forhold til nogle af de øvrige tilsyn.

Kan ikke stå alene
De uanmeldte besøg har ifølge Mie Andresen den fordel, at tilsynskonsulenterne får et mindre konstrueret billede af dagligdagen på de enkelte tilbud, som kan bidrage til det samlede indtryk af det faglige niveau og borgernes trivsel.
Men hun understreger, at uanmeldte besøg ikke kan stå alene. Det enkelte tilbud vil altså ikke udelukkende modtage uanmeldte besøg over en årrække.

– Den store fordel ved de anmeldte besøg er bl.a., at personalet har mulighed for at forberede sig på at redegøre fagligt for deres dagligdag, og det er der en god læring i. Derfor er de også vigtige at holde fast i, siger Mie Andresen

Lektor:
Derfor er uanmeldte tilsyn vigtige

Christine Hemme, lektor i socialt arbejde, Via University College:
Det er en glædelig udvikling, at tilsynene overordnet foretager flere uanmeldte besøg på sociale tilbud, for de giver et mere uredigeret blik på virkeligheden på de enkelte bo- og opholdssteder. Ved et anmeldt tilsyn kan man arrangere sig til, at det er de dygtigste medarbejdere, der er på arbejde den dag og nogle specifikke borgere, tilsynet kommer i kontakt med.

– Vi har desværre gennem årene set sager, hvor tilsynene har overset alvorlige problemer, de muligvis ville have registreret ved at dukke uanmeldt op. Derfor er de uanmeldte besøg vigtige, for den kritik, der evt. måtte opstå, kan være med til at løfte personalets kompetencer.

Zoom for at se tallene nærmere
Zoom for at se tallene nærmere

De fem socialtilsyn

Foretager både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg på kommunale, regionale og private tilbud. Tilsynene varetages af fem kommuner, en i hver sin region. Frederiksberg, Holbæk, Fåborg- Midtfyn, Silkeborg og Hjørring kommune driver hver sit tilsyn.

Socialtilsynene fører ikke tilsyn med tilbud i deres egen kommune. Derfor fører Socialtilsyn  Hovedstaden, under Frederiksberg Kommune, fx tilsyn med region Hovedstaden samt Holbæk Kommune, mens tilsynet af tilbuddene i Frederiksberg Kommune varetages af Socialtilsyn Syd.