Træd ud af det trygge
Løsningen er ikke at gøre mere af det, vi gør i forvejen, men til gengæld at gøre det bedre. Landets første og eneste sundhedsinnovator Peter Thybo går nye veje for at fremme den mentale sundhed
Jeg vil godt lige vise dig det sted, hvor det hele startede’. Peter Thybo har fyldt bagsmækken med de lærebøger, han selv har forfattet, en sort læderkuffert med menneskehjernen i plastik, to rundstykker med smør og en kande termokaffe. Vi er på vej til det spritnye kulturhus i Ikast, ’Hjertet’, for at få et indblik i hans arbejde med at fremme den mentale sundhed og trivsel i befolkningen.
Men først svinger Peter Thybo bilen indenom sin gamle arbejdsplads, sundhedscentret Frisenborgparken, hvor han i 20 år arbejdede som fysioterapeut, inden han i 2007 blev ansat som landets første og hidtil eneste sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune. Sideløbende med sit arbejde med bl.a. at genoptræne mennesker, der var ramt af lammelser, specialiserede han sig i hjernen, pædagogik og læringsprocesser. Hans dybe nysgerrighed på det hele menneske gjorde det svært udelukkende at holde fokus på den dårlige skulder, hvis det i virkeligheden var en skilsmisse, der fyldte hos patienten.
– Hvis man er helhedsorienteret indstillet, så giver det slet ikke mening kun at kigge på en eller anden muskel. Nogen har det godt med at holde tingene opdelt. Men jeg vil jo gerne, at den borger, jeg arbejder med, har et godt liv, siger Peter Thybo.
Hvis man hele tiden skal have baglandet i orden, kommer man til at gøre det samme i alt for lang tid.
Peter Thybo, sundhedsinnovator
CV for Peter Thybo
- Sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune
siden 2007. - Uddannet fysioterapeut, har en diplomuddannelse i almen pædagogik og en
master i læreprocesser. - Er som den første fysioterapeut i landet specialistgodkendt inden for sundhedsfremme
og forebyggelse. - Forfatter til flere lærebøger, bl.a. ’Neuropædagogik – Hjerne, liv og læring’
fra 2013 og ’Det Dobbelte KRAM – et arbejdsgrundlag for mental sundhed, helbred
og trivsel’ fra 2016.
KRAM gange to
I kulturhuset Hjertet er hjernen kommet på bordet. Peter Thybo fortæller om den sundhedsmodel, han har udviklet for at gøre det lettere at italesætte mental sundhed på tværs af alle arbejdspladser og faggrupper i kommunen.
Det Dobbelte KRAM, som modellen kaldes, bygger videre på sundhedssystemets velkendte KRAM-faktorer for, hvad der definerer et sundt liv. Her står KRAM for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. I Det Dobbelte KRAM har Peter Thybo tilføjet faktorerne Kompetencer, Relationer, Accept og Mestring. Det er ifølge ham nogle af de vigtigste ingredienser til menneskers mentale sundhed, psykiske robusthed og modstandskraft.
– Helbred handler om kroppen - om man er syg eller rask. Sundhed handler derimod om psykisk modstandskraft, som uløseligt hænger sammen med graden af mening og sammenhæng i sit liv. Hvis du ikke kan se meningen med fx dig selv, dit ægteskab eller arbejde, så er livet tomt. Sammenhæng er lige så vigtigt og handler om, at du kan se en rød tråd i dit liv. At du på trods af livets gang på godt og ondt kan se, at det hænger sammen, siger han.
Samtale giver meningsfuldhed
Delagtighed – at tale sammen om vores oplevelser – er ifølge Peter Thybo noget af det, der skaber mest meningsfuldhed i vores liv.
– Når vi taler om det, vi oplever, sker der det, at vi kommer på afstand af oplevelsen. Hvis vi står og er helt rødglødende over en oplevelse, vi har haft, så hjælper det at fortælle andre om den. Gennem vores egen fortælling og tolkning og de kognitive processer, der ligger og spiller i baggrunden, bliver vi bedre til at skabe mening og sammenhæng i situationen, så vi bedre kan håndterer den, siger sundhedsinnovatoren, mens han vipper plastikhjernen op og ned i venstre hånd.
Det Dobbelte KRAM er ikke tænkt som en opskriftsbog for, hvordan socialpædagoger eller andre faggrupper kan hjælpe borgerne til at fremme mental sundhed – men mere som et baggrundstæppe for den socialpædagogiske værktøjskasse.
– Det Dobbelte KRAM er en metateori, som favner rigtig mange af alle de forskellige værktøjer, du har i forvejen. Du kan bruge modellen som pejlemærke for, hvilke faktorer der er i spil, og hvilke der ikke er. Arbejdet med mental sundhed og trivsel er enormt individuelt og er helt afhængig af både situationen og den relation, du har formået at skabe til den anden, siger han.
Flere lider mentalt
Omkring halvdelen af alle sygdomme i Danmark har idag rod i stress og psykiske lidelser. Fortsætter kurven med samme hastighed, vil stress og psykiske lidelser ifølge WHO være den største sygdomsbyrde i verden i 2030.
Kilde: Peter Thybo og Sund by netværkets publikation "Det Dobbelte Kram"
Hvad er det for et samfund, vi har fået skabt, der kan generere så mange mennesker, der bukker under med det ene og andet?
Peter Thybo, sundhedsinnovator
Mit bedste tip
’Jeg fremhæver ofte den tyske 1800-tals kemiker Justus von Liebigs minimumslov om planters vækst, som viser en tønde, der er sat sammen af stave i forskellige længder. Du kan hælde nok så meget vand i tønden, men et eller andet sted vil den laveste stav få vandet til at fosse ud. Tønden er en god metafor for et helhedsorienteret socialpædagogisk arbejde. Stavene symboliserer de mange parametre og faktorer, der har betydning for vores sundhed og trivsel. Alle KRAM-faktorerne kan fx få en stav hver, og vi kan supplere med andre vigtige faktorer som søvn, kærlighed, mening og sammenhæng i livet osv. Det er en kæmpe pædagogisk opgave at finde ud af, hvor den lave stav i borgerens liv er. Men hvis man kan blive skarpere til at finde ud af, hvad der i virkeligheden er galt, så har man fået væsentligt bedre forudsætninger for at hjælpe’.
Hvorfor trives vi så dårligt?
Én ting, der virkelig undrer Peter Thybo, er, at vi selv i dag ikke forstår i dybden, hvorfor stadig flere mennesker rammes af psykiske lidelser. Han og flere andre har i årevis forsøgt at sætte fokus på det. Men ingen har for alvor fået skovlen under problemet.
– Hvad er det for samfund, vi har fået skabt, der kan generere så mange mennesker, der bukker under med det ene og andet? Vi bliver nødt til at prøve at
forstå det her problem, og hvad der ligger bag. Ellers bliver vores indsatser for meget symptombehandling, siger han og lukker spænderne på hjernekassen med et klik.
Stod det til ham, skulle man allerede på pædagoguddannelsen gøre mere ud af at arbejde helhedsorienteret. For selvom der er behov for specialister, er der også brug for generalister, der kan gennemskue de store sammenhænge i et liv og et samfund, der bliver mere og mere komplekst.
– Hvis vi ønsker at arbejde med menneskers trivsel og livskvalitet i det helhedsorienterede perspektiv, skal vi allerede i grunduddannelserne lægge kimen til en faglig opmærksomhed på helheder og deres betydning for menneskers liv. Men vi skal også lægge kimen til en nysgerrighed på, hvad der kan være rundt om hjørnet. For det ser ud til, at løsningen ikke er at gøre mere af det vi gør i forvejen, men til gengæld at gøre det bedre.
Mød Peter Thybo:
'Empowerment: Få mennesker, du møder, til at vokse'.
Det emne holder Peter Thybo oplæg om, når der mandag den 21. oktober afholdes medlemskonference i Socialpædagogernes Faglige selskab om mennesker med sindslidelser.
Forstå Det Dobbelte KRAM
Kompetencer
Fx viden, uddannelse, læring og kundskaber.
Relationer
God og tillidsfuld kontakt til andre mennesker i inkluderende og anerkendende fællesskaber.
Accept
Erkendelsen af, at ’shit happens’, og at man ikke nødvendigvis har indflydelse herpå.
Mestring
Positive handlestrategier og kraftfulde fremgangsmåder til at tackle livets udfordringer.
Kilde: Det Dobbelte Kram