Få penge til pædagoguddannelsen
Er du medhjælper og arbejder på Socialpædagogernes kommunale overenskomst, kan du søge økonomisk støtte til meritpædagoguddannelsen via Den Kommunale Kompetencefond
Det behøver ikke at være så dyrt at tage meritpædagoguddannelsen. Hvis du er ufaglært og har lyst til at tage pædagoguddannelsen, har du mulighed for at få økonomisk støtte fra Den Kommunale Kompetencefond.
Du kan få betalt hele uddannelsesafgiften - også kaldet deltagerbetalingen – samt udgifter til materialer og transport.
Kravene er, at du skal være minimum 25 år og have 5 års erhvervserfaring inden for området. Og så skal du være ansat på Socialpædagogernes overenskomst for omsorgs- og pædagogmedhjælpere i kommunerne.
Snak med din TR og din leder
Hvis du er interesseret i at uddanne dig til meritpædagog, så tag en snak med din tillidsrepræsentant og din leder. Det er jer, der i samarbejde aftaler, hvordan forløbet tilrettelægges. Det er også din arbejdsgiver, der får udbetalt tilskuddet.
Læs mere om støtte til merituddannelse på Den Kommunale Kompetencefond/Ufaglært til faglært
Du kan læse til meritpædagog flere steder i landet. Læs mere om optagelseskrav og selve uddannelsen på din lokale UCC.