Hjemmebesøg: Er der en grænse?
Mødet med skadedyr, madrester og meterhøje faldefærdige stabler af skrald er en del af arbejdet for nogle socialpædagoger, der har borgernes hjem som arbejdsplads. Men er det i orden at sige nej, hvis besøgene overskrider ens personlige grænser? Eller er det et vilkår, man må acceptere for borgerens skyld?
JA! - Trine Audestad, hjemmevejleder og arbejdsmiljørepræsentant i Støtteteamet i Gladsaxe Kommune.
Som hjemmevejleder i socialpsykiatrien var jeg på et tidspunkt tilknyttet en kvinde, der samlede på alt. Selv boner og madpapir havde værdi for hende, og hendes kat havde så mange lopper, at man kunne se dem hoppe rundt. Jeg strækker mig meget langt for at udføre mit arbejde, og jeg er ikke sart. Men da jeg opdagede lopperne, sagde jeg til min leder, at jeg ikke ville komme der mere, hvis ikke dét problem blev løst. Selvom vores besøg kan have afgørende betydning for borgernes livsmuligheder, er det kun rimeligt, at vi også er tro mod vores egne grænser og trækker en streg i sandet, hvis det er nødvendigt. For det at blive syg eller få sine personlige grænser overskredet er ikke en pris, man skal betale for at gå på arbejde. Og hvis man vurderer, at man ikke kan udføre sit job i borgerens hjem, kan man jo mødes med vedkommende et andet sted – eller måske bytte borger med en kollega.
OK AT SIGE NEJ
- Tro mod egne grænser
- Man skal ikke blive syg af sit arbejde
NEJ! - Vivi Lauritsen, handicap og psykiatrichef i Ballerup Kommune
Jeg er overordnet leder af handicap og psykiatri, og i kommunen har vi tre teams af socialpædagogiske hjemmevejledere inden for de områder. De understøtter bl.a. nogle af vores mest sårbare borgere, og den opgave kan de kun løfte, hvis de kommer i borgernes hjem. Vi er simpelthen nødt til at vide, hvordan der ser ud i hjemmet. Det giver os et uundværligt indblik i den enkelte borgers livssituation, som vi ikke får, hvis vi kun møder borgeren på kommunen eller på offentlige locations. Vi har borgere, der er så syge, at de fx samler på døde dyr eller lader affaldet hobe sig op, og hvis vi ikke beskytter og hjælper dem med de vaner, er der ingen, som gør det. Får de derimod lov til at sande til i deres hjem, risikerer de i yderste konsekvens at blive sat på gaden af boligforeningen, og så taber vi for alvor den socialpædagogiske indsats på gulvet. Jeg kan godt leve med, hvis en medarbejder har behov for at bytte borger med en kollega for at undgå et hjemmebesøg eller tage en pause fra det. Men det går jo ikke, hvis en hel medarbejdergruppe siger nej til at komme i et specifikt hjem.
IKKE OK AT SIGE NEJ
- Det handler om de mest sårbare
- Vi er nødt til at vide, hvad der sker
Skriv til os
Står du i et fagligt dilemma?
Så skriv til: nyhedsrum@sl.dk