icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
colourbox-mønter.jpg (1)
Sikkerhedsnet

Sådan dækker lønforsikringen familieplejere

Med Socialpædagogernes Lønforsikring kan du få dækket op til 80 pct. af din løn / vederlag, hvis du bliver arbejdsløs. Her gennemgår chefkonsulent og forsikringsfaglige ansvarlige, Elisabeth Svarrer, reglerne for familieplejere (satser med mere er som de er gældende i 2019).

Når du både er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse, er du automatisk omfattet af Socialpædagogernes Lønforsikring. Lønforsikringen betyder, at du som arbejdsløs kan få dækket op til 80 pct. af din løn i op til 6 måneder. Lønforsikringen kommer oven i dagpengene og kan kun udbetales, når du også er berettiget til dagpenge.

Optjening af dagpengeret

Helt grundlæggende er der krav om minimum ét års medlemskab af a-kassen, før du kan opnå ret til dagpenge. Hvis det er første gang, du bliver ledig, skal du desuden opfylde et indkomstkrav på mindst 233.376 kr. Vi kigger tilbage på din indkomst for de seneste 3 år – perioden kan dog være kortere, hvis du ikke har været medlem så længe. A-kassen må højst tælle 19.448 kr. med pr. måned (indkomstloft). Derfor kan du aldrig opfylde indkomstkravet på mindre end 1 år (19.448 X 12 = 233.376 kr.).

Har du været ledig tidligere, får du som udgangspunkt en ny dagpengeret, når du opfylder et beskæftigelseskrav på 1.924 timer. Også her kigger vi på dine timer inden for de seneste 3 år.

Har du været syg, på barsel eller fået tabt arbejdsfortjeneste, er det muligt at forlænge 3-års perioden.

Beregning af dagpengesats

Vi skal beregne din dagpengesats på baggrund af dine 12 bedste lønmåneder inden for de seneste 2 år. Du vil få udbetalt dagpenge med den højeste sats, hvis du har haft en lønindkomst på mindst 22.785 kr. pr. måned. Med andre ord vil du få udbetalt maksimale dagpenge, som udgør 18.866 kr. pr. måned, hvis du i mindst 12 måneder er blevet aflønnet med 6 vederlag eller mere.

Beregning af Lønforsikring

Du har ret til udbetaling af lønforsikring, hvis du har:

  • Været medlem af Socialpædagogerne og a-kassen mindst 1 år
  • Haft 12 måneders arbejde
  • Tjent en løn på mindst 23.504 kr.

Socialpædagogernes Lønforsikring sikrer dig sammen med dagpengene 80 % af din hidtidige løn. Hvis du har været aflønnet med fx 8 vederlag (34.456 kr.) får du alt i alt 25.360 kr. Nemlig dagpenge med 18.866 kr. og lønforsikring med 6.494 kr. Bemærk, at du ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag af hverken dagpenge eller lønforsikring. Derfor skal vi også modregne 8 % arbejdsmarkedsbidrag før, vi finder 80 % niveauet.

Det er dine samlede vederlag, vi tager med i beregningen. Du kan derfor godt have flere forskellige kontrakter, der fastsætter din aftale om fx plejevederlagets størrelse pr. plejebarn.

Har du været lønnet med mindre end 5 vederlag eller derunder – og ikke haft anden lønindkomst – kan du desværre ikke få udbetalt lønforsikring. Det skyldes, at dagpengene allerede dækker 90 % af din hidtidige løn, og reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven hindrer en højere dækning.

Generelt om muligheden for supplerende dagpenge

Både familieplejere og aflastningsfamilier har som altovervejende udgangspunkt et opsigelsesvarsel over for den anbringende myndighed. Det er jo helt naturligt. Og kommunerne vil sjældent udstede en såkaldt frigørelsesattest, som giver mulighed for, at du kan fratræde uden varsel.

Derfor kan du alene få supplerende dagpenge, hvis plejebarnet (eller barnet i aflastning) på ingen måde er til hinder for, at du kan påtage dig andet arbejde på fuld tid. Det vil jo ofte være tilfældet, hvis det anbragte barn på mange måder indgår som familiens evt. egne børn. Her tænkes på, at du har pasning til barnet fx i form af skole og fritidsordning eller børnehave. Det er også et krav, at der ikke er aftalt særlige vilkår i plejekontrakten om, at du fx kun må påtage dig deltidsarbejde ved siden af dit arbejde som familiepleje.

Hvis du har deltidsarbejde, skal vi modregne timerne i dine dagpenge.

Modregning af arbejde som familieplejer/aflastningsfamilie

Arbejdet som familieplejer/aflastningsfamilie kaldes ukontrollabelt arbejde i relation til dagpengereglerne. Det skyldes, at der jo ikke gælder en fast arbejdstid, når du har et barn i pleje.

Får du dagpenge, mens du får vederlag, skal vi derfor beregne fradraget i dagpengene på en helt særlig måde. Dine vederlag skal omregnes med en bestemt faktor på 241,73 kr. Får du fx 2 vederlag (8.614 kr. pr. måned) skal vi modregne 35,63 timer pr. måned i udbetalingen. I dette eksempel ville du få udbetalt dagpenge svarende til 124,70 timer. Har du ret til lønforsikring, får du tilsvarende en udbetaling svarende til 124,70 timer i lønforsikring.

Det kan være rigtigt svært med så mange tal. Så her følger et eksempel på supplerende dagpenge til en familieplejer, som forud for sin ledighed, blev aflønnet med 8 vederlag (34.456 kr. pr. måned). Undervejs i ledighedsperioden har medlemmet fortsat et plejebarn, hvortil der udbetales 2 vederlag (8.614 kr. pr. måned). Medlemmets indkomst ser sådan her ud:

Plejevederlag                              8.614 kr.

Dagpenge                                    14.673 kr.

Lønforsikring                               5.051 kr.

I alt                                                28.338 kr.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsløshed, Familiepleje, Forbund og a-kasse