Vi er ikke i mål endnu
60 år efter normaliseringen er vi stadig langt fra i mål, når det handler om forholdene for mennesker med udviklingshæmning, lyder det fra såvel LEV som Socialpædagogerne
Selvom centralinstitutionerne for længst er nedlagt, og mennesker med udviklingshæmning i dag har flere rettigheder end nogensinde før, peger både Socialpædagogerne og LEV på, at der stadig er langt igen, når det kommer til at give dem betingelserne for at leve et liv så nær det normale som muligt.
Anni Sørensen, formand i Landsforeningen LEV
– Sammenligner du med de groteske forhold for udviklingshæmmede op gennem en stor del af 1900-tallet, er vi nået rigtig, rigtig langt i dag. Men det kan jeg ikke sige uden forbehold. For udmøntningen af handicappolitikken i kommunerne har gennemgået flere tilbageskridt. Fx fratages mange udviklingshæmmede en del af deres beskæftigelse. Tidligere lagde man stor vægt på retten til et dagligt miljøskifte – altså at en borger kunne arbejde mandag til fredag i et beskæftigelses- eller aktivitetstilbud. I dag har mange kommuner skåret det ned til tre dage om ugen, fordi de vil spare penge.
– Samtidig skyder flere store institutionsbyggerier op i de her år, selvom institutionstanken på papiret har været fortid i over 20 år. Borgere, der tidligere har boet i mindre bofællesskaber, placeres i dag på botilbud med plads til 60, 80 eller 100 borgere, der ufrivilligt bliver naboer med hinanden. Med byggeriernes lange gange, centralvaskerier og afsondrede gårdhaver får jeg ubehagelige associationer til fortiden.
– Argumentet for de store byggerier er typisk, at det skaber rammer for en højere specialisering, når man samler fagligheden. Men jeg frygter, at de fysiske rammer påvirker netop fagligheden og indstillingen til borgerne negativt. For den slags miljøer risikerer at lukke sig om sig selv – og med fratagelsen af beskæftigelsestilbuddet kan borgerne i princippet leve deres liv iført sutsko.
Marie Sonne, forbundsnæstformand Socialpædagogerne
– Bank Mikkelsens idéer har bragt os langt. Men i vores iver efter at integrere de velfungerende borgere på det ordinære arbejdsmarked eller i beskyttet beskæftigelse, er samfundet ved at glemme den gruppe, der ikke kan varetage et arbejde. Men som skal tilbydes noget andet.
– De borgere, der i stedet for beskæftigelse visiteres til samværs- og aktivitetstilbud, får på papiret et dagligt miljøskifte. Men i alt for mange tilfælde består dette ’skifte’ i at blive kørt fra den ene ende af huset til den anden, fordi man samler tilbud og beboelse i samme bygning. Det er der ikke meget miljøskifte over.
– Vi bliver nødt til at tænke endnu bredere. Vi skal sikre alle mennesker med udviklingshæmning mulighederne for at leve et helt og fuldt liv, hvor de bliver anerkendt som en del af fællesskabet med muligheder for venskaber og livsoplevelser
– Samtidig må vi erkende, at vi også tidligere begik fejl. For det individuelle fokus på borgerne blev ofte glemt under normaliseringsbølgen, da man nedlagde centralinstitutionerne. Man var til tider så idealistisk og ivrig efter at inkludere borgerne i samfundet, at man placerede mennesker i egne lejligheder, hvilket medførte, at mange blev ensomme og følte sig svigtet. Så inklusion er vigtig, men den skal give mening for det enkelte menneske. Det er den sikreste vej til et meningsfuldt medborgerskab.
