Plejebørn fjernet efter vederlagsstrid
Erik Mogensbæk mistede sine to plejebørn efter en strid om vederlag. Han vil kun sige ja til nye plejebørn, hvis der kan laves en langvarig aftale om vederlag.
Hjemme hos Erik Mogensbæk står to værelser tomme. Indtil for nylig var de beboet af et søskendepar, men efter en langvarig strid om vederlag besluttede kommunen, at børnene skulle hjem til deres forældre.
– Set med mine øjne var det kommunalt omsorgssvigt af værste skuffe og slet ikke i børnenes tarv, siger Erik Mogensbæk.
Efter at Erik Mogensbæk i en årrække havde fået 10 vederlag for at have begge børn i pleje, ville Frederikshavns Kommune pludselig sætte ham ned til 7 vederlag.
– Og de kom ikke med nogen begrundelse andet end, at ’nu kendte jeg jo opgaven.’ Men det er da ikke en begrundelse, jeg kan bruge til noget. De kunne ikke sige, hvordan jeg nu skulle arbejde mindre, siger Erik Mogensbæk.
Erik Mogensbæk fik hjælp af en faglig konsulent fra Socialpædagogerne, der tog med til møder med kommunen som bisidder. Det lykkedes at rokke kommunen en smule, så Erik Mogensbæk kunne nøjes med at gå ned på 8 vederlag, men der var stadig tale om en stor lønnedgang på næsten 9.000 kroner om måneden.
– Set med mine øjne virkede det som en spareøvelse, og det var meget svært at komme igennem med argumenter, siger Annelene Jensen, der er faglig konsulent for Socialpædagogerne og deltog i forhandlingerne som bisidder.
– Som familieplejer er man virkelig dårligt stillet. Andre kan jo ikke på den måde pludselig blive sat ned i løn, siger Erik Mogensbæk, der valgte at sige nej til kommunens udspil.
Går efter gennemsnitsmodellen
Der var mange forhandlinger frem og tilbage, men Erik Mogensbæk og ledelsen af Familieplejen i Frederikshavns Kommune nåede aldrig til enighed om, hvad der var et rimeligt vederlag. Efterfølgende vurderede Myndighedsafdelingen i Frederikshavns Kommune, at børnene kunne hjemgives til forældrene, og Erik Mogensbæk blev sagt op. Takket være Socialpædagogernes Lønforsikring ramte beslutningen ikke Erik Mogensbæk så hårdt økonomisk, da han de første 6 måneder som arbejdsløs er sikret 80 pct. af sin indtægt, men på det følelsesmæssige plan var det meget hårdt:
– Jeg mener bestemt ikke, at beslutningen er god for børnene. Især ikke fordi, det skulle ske med meget kort varsel, siger han.
Erik Mogensbæk og hans hustru har været plejefamilie i mere end 20 år, og grundlæggende er han glad for det.
– Jeg vil også meget gerne have nye børn i pleje, men jeg vil ikke risikere at stå i en lignende situation igen. Så jeg vil kun sige ja til kommuner, der tilbyder en form for gennemsnitsmodel, hvor vi laver en længerevarende aftale, der ikke bare sådan lige pludselig kan forhandles ned.
Erik Mogensbæks hustru har et plejebarn fra Aalborg Kommune, og Erik Mogensbæk og hans hustru er glade for den behandling, de får af Aalborg Kommune.
Frederikshavns Kommune udtaler sig ikke i enkeltsager og har derfor ikke ønsket at kommentere.
Jeg vil ikke risikere at stå i en lignende situation igen.
Erik Mogensbæk, familieplejer
Er du familieplejer - og vil du være del af et fagligt fællesskab?
Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.
Læs om tilbuddene til familieplejere, såsom krisehjælp, pensionsordning, fagligt fællesskab.
5 kontante fordele ved at være medlem
- Billige forsikringer gennem Alka.
- Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
- Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
- Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
- Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.