icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
SJL.Sofa.Odense-1128x600.jpg (1)
Mette H.P. Reffstrup (til venstre), 41 år, socialpædagog og rehabiliteringsmedarbejder i Odense Kommunes Bostøtte – Forløb Sindslidende i 14 år. Får stor inspiration fra ergoterapeutkollegas strukturerede og målrettede forløb med borgerne. Berit Holmfred Pedersen (til højre), 49 år, ergoterapeut og rehabiliteringsmedarbejder i Odense Kommunes Bostøtte – Forløb Sindslidende i tre år. Får nye indsigter i de psykologiske og sociale aspekter af arbejdet fra sin socialpædagogkollega.
SOFA

Vi inspireres af hinandens faglighed

Vi er gode til at sætte pris på hinanden - og inspirerer hinanden fagligt, lyder det fra Mette og Berit, som er hhv. socialpædagog og ergoterapeut

Mette: Jeg er benovet over din tydelighed, Berit.

Berit: Det er en stor anerkendelse at få fra dig. For jeg har faktisk arbejdet meget med mig selv for at blive mere tydelig.

Mette: Jeg oplevede din tydelighed første gang, vi havde et forløb sammen. Det var et vanskeligt forløb. Vi skulle støtte en borger, som ikke ville samarbejde. Efter første gang sammen derude sagde du meget klart: ’Det vil jeg ikke være med til’. Og efter supervision endte vi med at stoppe forløbet. Det var det bedste for borgeren, men vi havde ikke selv tænkt det. Du kunne mærke, at det ikke var godt, og du sagde tydeligt fra.

Berit: Mette giver mig meget gennem sparring og refleksion. Vi kan sammen få hinanden til et højt niveau, og vi bygger hinanden op. Det er helt trygt, og jeg føler mig altid mødt. Et helt nysgerrigt og åbent rum.

Mette: Ja, det er lidt hjemligt, tænker jeg.

Berit: Det giver mig stor arbejdsglæde. Jeg kommer virkelig i flow, når vi sparrer sammen.

Mette: Og det bliver ved med at udvikle sig til noget nyt, selvom vi har kendt hinanden i mange år. Du giver mig lyst til at lave positive forandringer i mit liv både privat og professionelt. Jeg bliver ikke misundelig, men jeg tænker: ’Hvor er det fedt, hvad Berit kan – det vil jeg også kunne’.

Berit: Vi har nogle fælles borgere. Én siger, at han med os har to esser på hånden.

Mette: Det handler om at kunne stå godt i sine sko. Vi kan bygge videre på vores relation til denne borger, selvom vi kommer hver for sig, fordi vi ved, vi deler værdier. Og fagligheden bliver flydende, når vi lærer af hinanden. Jeg bestilte bevilling af en kugledyne, fordi jeg kunne se, det var relevant for en borger.

Berit: Ja, det er jo ellers mit område … Men der er ingen tvivl om, at dét, vi kan sammen, gør noget godt for borgerne.

Mette: Jeg snakker meget om dig derhjemme. Min mand spurgte i sjov, om hende Berit overhovedet findes, fordi det næsten er for godt til at være sandt. Nu har han heldigvis mødt dig.

Berit: Vi er gode til at sætte pris på hinanden og anerkende hinanden. Vi har et godt samarbejde i hele teamet, men vi to har noget særligt sammen. Vi har en kæmpe force i vores reflek­sionsrum.

Har du en særlig relation til en borger, kollega, din leder eller en anden i dit arbejdsliv, som du gerne vil fortælle om, så skriv til: nyhedsrum@sl.dk