Må man sige udviklingshæmmet?

De mennesker, jeg arbejder med, har gennemgribende udviklingsforstyrrelser. De har ingen forståelse af ’udviklingshæmmet’ eller ’normal’. Jeg og kollegaerne er deres advokater, og vi skal italesætte deres udfordringer præcist over for fx lægen eller sagsbehandleren, så vi undgår misforståelser, og de rigtige hensyn bliver taget. Vi skal ikke blive berøringsangste, for de er jo udviklingshæmmede – og det er der ikke noget dårligt i. Jeg har stor respekt for de mennesker, jeg arbejder med og for den opgave, det er at guide og støtte dem til at leve deres bedste liv. Og jeg ved godt, at de er hele mennesker og meget mere end udviklingshæmmede. Det kan dog se anderledes ud, hvis man arbejder med mennesker med et højere funktionsniveau. Man bør altid tage hensyn til folks egen selvopfattelse og tiltale dem, som de ønsker.

NEJ

Gitte Kjær, har arbejdet som socialpædagog i social­psykiatrien i 16 år, søger nu fleksjob

Jeg mener generelt, at det er uheldigt, at man omtaler personer ved deres diagnose. Det er min erfaring fra arbejdet med fx mennesker med spiseforstyrrelser, at diagnosen nemt bliver en del af ens identitet og dermed en begrænsning. Det kan være mere ok at sige udviklingshæmmet, fordi det jo ikke er noget, man kureres fra. Men personligt ville jeg aldrig gøre det. Man skal ikke gøre det til en del af sin identitet – man kan jo blive bedre til at leve med de udfordringer, man har. Omtaler en person fx sig selv som autist, er der ikke noget i vejen med at sige: ’Du er Peter, og du har en autismediagnose, men du er så meget mere end det’. Det vigtige er at få adskilt udfordringer og diagnoser fra personlighed og identitet. I arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser gjorde jeg en dyd ud af at sige: ’Det er ikke din sunde fornuft, der ikke vil spise. Det er anoreksien, der lige nu fylder for meget’.