icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Familieplejere

Til kamp mod lønnedgang

Flere steder i landet vil kommunerne spare ved at sætte plejefamilierne ned i vederlag. "Dybt urimeligt," siger Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen. Lokalt kæmpes der imod – blandt andet i Ringsted, Herning og Brønderslev

Skal vi spare? Jamen, så kan vi da spare på familieplejernes vederlag. Sådan tænker kommunalpolitikere tilsyneladende flere steder i landet. I blandt andet Ringsted, Herning og Brønderslev bliver der for øjeblikket blæst til kamp mod vederlagsforringelser.

– Der er en ubehagelig tendens til, at kommunalpolitikere tror de bare lige kan skære i familieplejernes vederlag, når der skal spares penge, og det er noget, vi som forbund tager meget seriøst. Det er dybt urimeligt overfor vores medlemmer, og i sidste ende rammer det børnene, siger Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen (billedet).

I Ringsted Kommune er der netop blevet vedtaget en budgetaftale, der indebærer en besparelse på området for udsatte børn og unge. En besparelse, der ifølge TV2 Øst helt konkret betyder, at kommunen vil spare fem millioner kroner over de næste fire år ved at give mindre i vederlag til plejefamilier og i takster til opholdssteder og døgninstitutioner.

– Det er en meget alvorlig situation, siger formanden for Socialpædagogerne Midtsjælland, Lene Kümpel.

Ude på et skråplan
Torsdag den 7. november 2019 har Lene Kümpel inviteret alle kredsens familieplejere med børn fra Ringsted Kommune til møde (se faktaboks).

– Her vil vi blandt andet tale om, hvordan vi som forbund kan bistå, hvis en plejefamilie bliver indkaldt til individuelle vederlagsforhandlinger, siger Lene Kümpel, der tilføjer, at mødet også er åbent for familieplejere med børn fra andre kommuner.
Lene Kümpel vil prøve at lægge pres på kommunalpolitikerne gennem medieomtale og har allerede haft et debatindlæg i Ringsted Dagblad. Her henvender hun sig direkte til Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten (V) og skriver:

– I er altså ude på et skråplan. I og andre kommuner har brug for plejefamilier. Der anvendes i dag plejefamilieanbringelser i langt større grad end nogensinde før. Det betyder også, at I og andre kommuner står overfor voksende rekrutteringsproblemer. Gennemsnitsalderen for plejefamilier er fortsat voksende, og der kommer ikke mange nye plejefamilier ind i den anden ende. Om ganske få år står I overfor store problemer med at finde egnede plejefamilier. Gør nu ikke situationen værre for jer selv. Og for kommunens børn og unge.
(Læs hele debatindlægget i facebook-gruppen: Familieplejer medlem af SL.) 

Møde i Ringsted 7. november

Kreds Midtsjælland inviterer til medlemsmøde om Ringsted Kommunes varslede spareplan med deraf følgende vederlagsnedsættelser.

Mødet finder sted torsdag den 7. november 2019 fra klokken 18.30 til 20.30 på Kredskontoret, Jættevej 50, 4100 Ringsted.
Fra Socialpædagogerne deltager juridisk konsulent Cathrine de Voss, faglig konsulent Conny Eriksen og kredsformand Lene Kümpel.

Du er velkommen til at invitere andre plejefamilier, der har børn anbragt fra Ringsted Kommune og som endnu ikke er medlem af Socialpædagogernes Kreds Midtsjælland. Mødet er ligeledes åbent for familieplejere med børn fra andre kommuner.

Kredsformand Lene Kümpel håber på et stort fremmøde: ’Sammen er vi stærkest.’

Spareplaner i Herning
Også i Herning Kommune er der forslag om at spare på plejefamilierne, så der kan lukkes et hul i budgettet for børne- og familieudvalget. Spareforslaget fik med det samme kredsformanden for Socialpædagogerne Midt- og Vest, Peter Sandkvist, til at fare i blækhuset:

– I udvalgets jagt efter balance på budgettet foreslår de at finde en stor del af besparelserne ved at reducere familieplejernes løn. Herning kommune arbejder derfor på at sætte familieplejerne 40 procent ned i løn. Man kan spørge sig selv om, hvilken anden faggruppe kunne dette forekomme ved, spørger han i et debatindlæg i Herning Folkeblad. (Læs hele debatindlægget: '40 procents lønnedgang i Herning'). 

Peter Sandkvist forklarer, at debatindlægget kun skal ses som første skridt i kampen mod vederlagsforringelser.

– Slaget er på ingen måde tabt endnu. Der er tale om et forslag, som skal andenbehandles i byrådet i november, og vi gør alt, hvad vi kan for, at det ikke skal blive vedtaget, siger han.

Møde på vej i Kreds Midt og Vest

Peter Sandkvist har inviteret såvel forvaltningsdirektør som formand og næstformand i børne- og familieudvalget til møde, hvor han vil forklare dem om familieplejernes vilkår.

– Herning Kommune har for nogle år siden selv implementeret en gennemsnitsmodel for familieplejere, og så er det jo helt hen i vejret at tænke, at man pludselig kan spare en masse penge på området. Hele ideen med gennemsnitsmodellen er jo, at vederlagene skal ligge fast, siger han.

Kreds Midt- og Vest vil også invitere familieplejerne til et møde, hvor de kan drøfte situationen – og det skal både være for familieplejere med og uden børn i Herning Kommune.

– Det er vigtigt, at man ikke står så alene med sin egen kontrakt, siger han.

Det er helt uforståeligt, at kommunerne på den ene side taler for, at børn der har behov for en anbringelse skal anbringes i familiepleje i stedet for på døgntilbud, og at de på den anden side håndterer området på denne måde.

Verne Pedersen, forbundsnæstformand

Varslede nedsættelser i Brønderslev
I Brønderslev er flere familieplejere allerede blevet varslet en vederlagsnedsættelse.
– I mine øjne er der tale om en ren spareøvelse med en kollektiv nedsættelse, og det er noget vi giver høj prioritet i kredsen, siger faglige sekretær Charlotte Enevoldsen.

I slutningen af oktober blev der holdt et møde for familieplejere med børn fra Brønderslev Kommune med deltagelse af 35 familieplejere og repræsentanter fra såvel kredsen som Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen, og juridisk konsulent Cathrine de Voss.

– Det er utrolig vigtigt, at familieplejerne står sammen, siger Charlotte Enevoldsen, der efter mødet har kontaktet formanden for børne- og ungeudvalget i Brønderslev for at få et møde og tale familieplejernes sag.
Familieplejere med børn fra Brønderslev har også allerede haft foretræde i Folketinget. (Læs mere i artiklen ’Familieplejere fik taletid på Christiansborg.’)

Om det samlede billede siger forbundsnæstformand Verne Pedersen:

– Det er helt uforståeligt, at kommunerne på den ene side taler for, at de børn, der har behov for en anbringelse, skal anbringes i familiepleje i stedet for på døgntilbud, og at de på den anden side håndterer området på denne måde. Hvis det fortsætter, bliver det helt sikkert yderst vanskeligt at rekruttere fagligt dygtige familieplejere.

I mine øjne er der tale om en ren spareøvelse.

Charlotte Enevoldsen, faglig sekretær i Kreds Nordjylland

Er du familieplejer - og vil du gerne være en del af et fagligt fællesskab?

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

Læs om tilbudene til familieplejere, såsom krisehjælp, pensionsordning, fagligt fællesskab.

5 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Familiepleje, Forbund og a-kasse