'Her bliver du ikke mødt med krav'
I en villa i Rødovre kan man svinge forbi, når livet er for svært. Det oplevede forbundsformand Benny Andersen, da han besøgte Aktivitetshuset - Rødovre Kommunens aktivitetstilbud til psykisk sårbare borgere
Klokken lidt i 11 en fredag formiddag trasker en midaldrende kvinde med gråsort hår ind gennem hoveddøren på Rødovrevej 114. Hun hilser med et vink og et par ord på socialpædagog Dorthe Sørensen, sætter sig i sofaen i villaens stuerum og tager et magasin fra holderen på væggen. Kort efter tager en anden kvinde plads i stolen overfor og pakker sin madpakke ud. De snakker lavmælt om løst og fast.
Den hvidmalede villa ligger i udkanten af et parcelhuskvarter i Rødovre, og med sin grålige sofa-gruppe, fladskærmen på væggen og PH-lampen i loftet, ligner stuerummet i Aktivitetshuset et ganske almindeligt hjem.
– Man kan jo mærke en både hjemlig og uformel stemning, så snart man træder ind ad døren her, siger Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen, der denne fredag formiddag i januar, er blevet inviteret på arbejdspladsbesøg i Aktivitetshuset - Rødovre Kommunens aktivitetstilbud til psykisk sårbare borgere.
Og det er netop intentionen, forklarer Dorthe Sørensen:
– Vi vil gerne udstråle hygge, hjemlighed, tryghed og genkendelighed, for tilbuddet her er tænkt som et fristed til de psykisk sårbare borgere, der vil komme her af lyst.
-Og selvom vi er et kommunalt tilbud, behøver vi jo ikke at se kommunale ud, tilføjer hun med et grin.
Et fristed
Lysten til at komme her er en helt central del af Aktivitetshusets selvforståelse. For borgerne, der har psykisk sårbarhed som fællesnævner, har brug for et sted, hvor de kan virke på egne præmisser, og mødes på en anden måde, end systemet ofte møder dem. Derfor arbejder Aktivitetshuset fx heller ikke med registreringer, siger Dorthe Sørensen:
– Nogle af de borgere, der kommer her, har været en del af det psykiatriske system i flere år, andre har måske lige stiftet bekendtskab med det. Men ofte har de det til fælles, at de har en hverdag i et system, hvor de mødes med krav, registreringer og handleplaner fra flere sider. Det har vi taget ud af ligningen her, for vi tror på, at borgerne har brug for et fristed, hvor de bare kan være, møde et fællesskab - eller tale om det svære i livet, hvis dét er behovet.
Derfor bruger borgerne også huset vidt forskelligt. Nogen kommer forbi hver dag, fordi de har brug for en pause fra deres eget hjem, andre bruger det som en vej ud af ensomheden, andre igen møder trofast op til den faste keramik-dag.
Glæden ved det kreative
Hæver man blikket fra de hjemlige stueomgivelser og går på opdagelse i de øvrige lokaler, er det også helt tydeligt, at kreativt håndarbejde i den ene eller anden form er centralt for aktivitetstilbuddet. For kreativitet er, som den anden socialpædagog Maj-Britt Nielson udtrykker det, nerven i huset.
I en krog bag stuen er en blank væg indrammet med sort gaffa-tape, klar til at indtage rollen som fællesmaleri, hvor alle borgere kan sætte deres præg. I kælderetagen er en ung kvinde i gang med at lægge sidste hånd på en lerskål med svungne former, og langs væggen vidner en stribe af vaser, kopper og skåle om den glæde, borgerne her finder i at lave noget kreativt med deres hænder.
– Man skal ikke undervurdere, hvor gavnlig en effekt mange psykisk sårbare får ved at skabe noget, fortæller Maj-Britt Nielson, mens hun viser rundt.
– Det kan i sig selv være angstdæmpende at bruge hænderne fx til at lave keramik og glasskulpturer, som vi laver inde ved siden af. Det hjælper mange til at ’komme ud’ af deres eget hoved og rette deres opmærksomhed mod noget meget konkret.
Og det er vigtigt, at man værner om netop de elementer indenfor hele psykiatrien, siger Benny Andersen:
– For vi ser jo desværre, hvordan de kreative tilbud udvandes eller forsvinder helt mange steder i psykiatrien, fordi de spares væk, så der til sidst ikke er mere liv tilbage. Derfor er det fantastisk at se, hvordan I her giver plads til den kreative udfoldelse.
– Når jeg hører jer fortælle om jeres dagligdag her, bekræfter det mig bare i, at vi er en faggruppe, der altid er på borgerens side. Her er det tydeligvis ikke den systemiske, men den menneskelige tænkning, der dominerer. Og det er ufatteligt vigtigt, at vi bevarer netop det.