Familieplejer: Det er nu vi har chancen
Yes, nu er den der. Sådan lyder reaktionen fra familieplejer Gitte Jensen på, at regeringen i den grad har sat udsatte børn på dagsordenen. Hun tror på bedre vilkår for plejefamilier og plejebørn – og har selv fået mod på at skabe endnu mere synlighed
En januar morgen gik Gitte Jensens plejebarn i skole med ordene: ’Kig på dit skrivebord. Der ligger noget til dig.’
Inde på kontoret fandt Gitte Jensen et håndskrevet ark med hjerter, glimmer og stor barneskrift:
’Er glad for at bo hos dig. Elsker dig,’ stod der bl.a.
Tidligere ville hun være gået stille med en sådan oplevelse. Men denne gang valgte hun at dele den ved at lægge et billede af brevet på Facebook i anonymiseret form. Og så kan det ellers nok være, at reaktionerne tikkede ind.
– Jeg fik så meget ros og anerkendelse. Bl.a. fra venner og bekendte, der skrev sådan noget som: ’Det er fandeme sejt det, du gør!’
Et fag i vælten
Som familieplejer har 59-årige Gitte Jensen ellers ofte følt, at hendes arbejde var lidt usynligt, og at hun og kollegerne ikke fik nok anerkendelse. Men med statsministerens nytårstale og efterfølgende udmeldinger om at ville forbedre forholdene for udsatte børn er det blevet anderledes.
– Mit fag er virkelig kommet i vælten. Det er blevet noget, man taler om i medierne, og det ligefrem syder på Facebook. Og jeg tror, at mange familieplejere ligesom jeg selv har tænkt, at yes! Nu er den der. Nu er vi på bølgen, hvor vi er synlige, og så skal vi sørge for at blive endnu mere synlige, siger hun.
En følelse, der giver mod på at stå frem og fortælle, hvordan man som familieplejer er med til at gøre en forskel.
– Jeg har fx også lagt mærke til, at mange af de kolleger, der ellers har været stille, pludselig er blevet meget aktive i Facebook-debatter på profiler for Mette (Frederiksen, red.) og Astrid (Krag, red.).
Vigtigt med tryghed
Gitte Jensen har som formand for forbundets landsudvalg for familieplejere længe arbejdet for bedre vilkår for plejefamilierne. Men nu har hun en forhåbning om, at der rent faktisk kommer til at ske noget.
Det bygger hun bl.a. på, at de foreløbige forslag fra regeringen lægger op til, at man skal lytte markant mere til anbragte børns egne ønsker, så de fx får bedre muligheder for at sige nej til samvær med forældre. Og at der skal sikres tidligere og bedre anbringelser samt bedre efterværn.
– Det virker i hvert fald, som om vi har en regering, der vil de udsatte børn noget godt. Og hvis det skal lykkes at give plejebørnene bedre vilkår, tænker jeg også, at plejefamilierne – inklusive netværksplejefamilierne – skal have bedre vilkår. Man skal selv have tryghed for at kunne give tryghed, siger hun.
Drevet af retfærdighedssans
Behovet for tryghed og ordentlige vilkår i opvæksten er på mange måder også det, der driver Gitte Jensen som familieplejer. Som barn oplevede hun ofte selv at føle sig magtesløs, når hun blev urimeligt behandlet af sin psykisk syge mor. Og er der noget, der kan gøre Gitte Jensen gal, så er det oplevelsen af uretfærdighed.
– Jeg kan slet ikke have det! Og så er det lige meget, om det drejer sig om et barn, der bliver drillet i skolen, eller om de urimelige forhold, vi plejefamilier ofte bliver udsat for. Uretfærdighed giver mig altid en lyst til at gøre noget. At handle og prøve at lave det om, siger hun.
Det var retfærdighedssansen, der for 20 år siden motiverede hende til at blive familieplejer. Og det er retfærdighedssansen, der i dag driver hende til at yde en stor, frivillig indsats for at forbedre plejefamiliernes forhold.
Men det var også retfærdighedssansen, der for halvandet år siden gjorde det ekstra svært at tage beslutningen om at blive skilt med fire børn i pleje.
– En skilsmisse går jo altid ud over børnene, så det er ikke fair. Men det kan være nødvendigt. Vi var simpelthen vokset fra hinanden. Der var ikke mere kærlighed tilbage, siger hun.
I dag bor to af plejebørnene hos hende, mens de to andre bor hos eksmanden.
Få baggrunden: Det vil regeringen med barnets lov
Fra SFO til familieplejer
Før hun tog hul på de foreløbig 20 år som familieplejer, arbejdede Gitte Jensen bl.a. som SFO-pædagog i et socialt belastet kvarter.
– Jeg har den grundholdning, at alle børn har ret til en god barndom. Men jeg kunne bare se, at det ikke var tilfældet. Vi havde børn, der så helt forhutlede og forpjuskede ud og fx kom i skole i en tynd jakke på en isnende vinterdag, hvor vi andre gik og klapperfrøs i store vinterfrakker. Nogle af dem fortalte om druk og vold i hjemmet, og når vi skrev underretninger om det, så skete der bare ingenting.
Hun husker tydeligt, hvor frustrerende det var at se på.
– Så fik jeg den tanke, at hvis jeg ikke kan gøre noget for 20 børn, så kan jeg måske gøre noget for to. Og efter en afstikker som bl.a. AKT-pædagog (Adfærd, Kontakt, Trivsel, red.) blev jeg i første omgang aflaster og hurtigt derefter familieplejer, fortæller hun.
Gitte Jensens daværende mand blev også familieplejer, og sammen har de to i alt haft seks plejebørn – de fleste i meget lange forløb.
– Jeg er stolt af mit arbejde. Det er jeg! Der er ikke noget, der kan måle sig med, at mit plejebarn lægger armene om mig og siger: ’Jeg er så glad for at være hos dig. Uden dig havde jeg fået et helt andet liv.’
Så fik jeg den tanke, at hvis jeg ikke kan gøre noget for 20 børn, så kan jeg måske gøre noget for to.
Gitte Jensen, familieplejer
Barsk barndom
Som barn fik Gitte Jensen også selv en svær start på livet.
– Når jeg er ude til konferencer, hvor tidligere anbragte fortæller om deres forældre, har jeg nogle gange tænkt: ’Nå ja, det er jo min mor, hun beskriver. Sådan var det også for mig.’
Hendes mor var psykisk syg og pillemisbruger, og Gitte Jensen husker det som, at hun altid bare lå i sin seng.
– Jeg blev den lille husmor derhjemme, men det var altid galt, hvad jeg gjorde. Og hvis vi fx havde en aftale om, at jeg skulle komme hjem klokken otte, fik jeg skældud, hvis jeg kom et kvarter i otte: ’Du skulle jo have været hjemme klokken halv otte,’ sagde min mor.
Gitte Jensen husker en dag, hvor hun havde lavet en klar aftale med sin mor: Først skulle hun gøre rent, og så måtte hun gå i byen.
– Men da jeg efter rengøringen stod med tøjet på og skulle til at gå, så min mor bare på mig. ’Hvor skal du hen? Du har da ikke fået lov til at gå ud.’ Og da jeg prøvede at forklare om vores aftale, blev min stedfar så vred, at han bankede mig: ’Jeg skulle i hvert fald ikke stå der og lyve.’ På den måde blev jeg igen og igen uretfærdigt behandlet, men på det tidspunkt havde jeg svært ved at sige fra. Jeg følte mig bare magtesløs. Måske er det derfor, at jeg i dag er meget følsom over for uretfærdighed.
Lærte at sige fra
I dag har Gitte Jensen svært ved at forklare, hvordan hun ændrede sig fra at være en lidt vag pige, der ikke kunne sige fra over for sin mor, til at være en stærk kvinde, der engagerede sig i fagbevægelsen. Først i Kvindeligt Arbejderforbund. Så som tillidsrepræsentant i BUPL. Og nu som aktiv i Socialpædagogerne.
Men det havde i hvert fald noget at gøre med, at hun fik lagt afstand til sin mor.
– For mig var det stort, da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og fik min egen, lille fine lejlighed. Her kunne jeg endelig være mig selv, og jeg fik ikke længere hele tiden at vide, at jeg var forkert, siger hun.
Men det har også betydet rigtig meget for Gitte Jensen, at hun gennem hele sin opvækst havde Olga.
– Olga var min mormors moster. Hun bakkede mig altid op, og jeg kom meget i hendes hjem. Det var ikke Olga, der lærte mig at sige fra og kæmpe imod uretfærdighed, men det var Olga, der gav mig omsorg. Det fik stor betydning for, at jeg alligevel fik et selvværd. Og at jeg kunne blive mønsterbryder og give mine egne børn og plejebørn en helt anden opvækst end den, jeg selv fik.
Jeg tror, vi har et momentum lige nu. En chance, vi skal gribe.
Gitte Jensen, familieplejer
Høj faglighed
Som familieplejer trækker Gitte Jensen ikke kun på egne erfaringer – men også på sin socialpædagogiske værktøjskasse, fortæller hun.
– Det handler meget om at forstå børnene og deres handlemåde – og se bag om handlingerne, så man fx ikke bliver vred og skælder ud, men forstår, hvad der ligger bag. Og så man hele tiden reflekterer over, hvad man selv gør – og om man måske kan gøre noget bedre.
Indlæring er et godt eksempel på, hvor Gitte Jensen bruger socialpædagogik, og hun vægter plejebørnenes skolegang meget højt.
– Mit ene plejebarn har svært ved tallene, og jeg ved, at det kan hjælpe indlæringen, når kroppen er med. Derfor har jeg lamineret nogle tal, som vi lægger ud på gulvet, så barnet kan hoppe eller hinke fra det ene tal til det andet, og det har givet bonus. På den og mange andre måder prøver jeg at give plejebørnene faglig selvtillid, siger hun.
Den selvtillid oplevede Gitte Jensen sjældent selv som barn, hvor hun altid fik at vide, at hun ikke duede til noget.
– Fx sagde min mor tit, at jeg i hvert fald ikke kunne tage en uddannelse. Så da jeg i en ret høj alder begyndte på pædagogseminariet, ville jeg slet ikke fortælle det til min mor. For jeg vidste, at hun bare ville pille mig ned. I det hele taget har jeg i lange perioder af mit liv været nødt til ikke at se min mor. Jeg klarede mig bedre uden at have kontakt.
For 18 år siden døde Gitte Jensens mor.
– Og efter hendes død er jeg begyndt at se anderledes på hende. Engang var jeg meget vred, men nu kan jeg se, at hun var en stakkel. Hun var psykisk syg, men hun fik ikke den hjælp, hun havde behov for. Og på den måde var det også hende, der blev uretfærdigt behandlet.
Tror på bedre vilkår
Som formand for landsudvalget er Gitte Jensen i dialog med mange familieplejere, som føler, de har dårlige vilkår. Og selvom hun selv har et godt samarbejde med den kommune, der har børn anbragt hos hende, så mærker hun utilfredsheden på andre familieplejeres vegne.
– Jeg synes, det er så forkert, at der ikke er ordnede vilkår for os plejefamilier, og at kommunerne bare kan skalte og valte og sætte plejefamilien ned i løn – eller vederlag, som det hedder – uden nogen overenskomst til at beskytte os. Og jeg synes, det er groft, at plejefamilierne langtfra altid får den supervision og anden faglige støtte, som der er behov for, siger hun.
I de næste måneder vil Gitte Jensen gøre sit for, at plejefamilierne bliver på dagsordenen. Blandt andet ved fortsat at være aktiv på sociale medier og fortælle om arbejdet i det omfang, hun kan – uden at bryde tavshedspligten.
For de aktuelle politiske udmeldinger får hende til at tro og håbe på konkrete forbedringer.
– Jeg tror, vi har et momentum lige nu. En chance, vi skal gribe. Når det gælder os plejefamilier, håber jeg både på mere tryghed i ansættelsen og højere faglighed. Jeg ser mange kolleger, der gør et aldeles glimrende stykke arbejde uden at være socialpædagoger. Men jeg siger gerne, at man skal have en høj faglighed. Og at den faglighed fx også kan opnås gennem kurser, efteruddannelse og supervision.
Når det gælder os plejefamilier, håber jeg både på mere tryghed i ansættelsen og højere faglighed.
Gitte Jensen, familieplejer