Flere har behov for sociale indsatser - men der er færre penge

Sat på spidsen svarer det til, hvad nogle af de borgere, der har brug for social støtte, bliver spist af med. Det oplever mange socialpædagoger, der arbejder med socialt udsatte. Og en ny undersøgelse, som AE-rådet har udført for Socialpædagogerne, bekræfter nu, at kommunernes økonomiske prioritering af socialområdet langtfra afspejler det voksende antal borgere, der har brug for støtte. Tilsvarende viser statistikkerne på socialområdet, at kommunerne i højere grad griber til de billigere hylder, når de visiterer borgerne til støtte. 

En tendens, man genkender hos KFUM’s Sociale Arbejde, som driver en række tilbud til udsatte mennesker.

– Man omprioriterer i kommunerne bredt set, og vi ser i dag mennesker med mere komplekse problemstillinger som konsekvens af bl.a. utilstrækkelig psykiatri- og misbrugsbehandling. Tendensen er udtryk for, at støtten bør være mere massiv, end den er, siger generalsekretær Morten Skov Mogensen.

Et skred i paragraffer
Tendensen med, at omfanget af støtten til den enkelte bliver mindre, beskrives af flere som et paragrafskred, hvor de sociale indsatser udhules, så voksne udsatte ofte visiteres til billigere tilbud end tidligere. 

Fx visiterer kommunerne i dag i langt mindre grad borgere til længerevarende botilbud, § 108. Omvendt er antallet af borgere, der tilbydes midlertidige botilbud, § 107, og støtte i eget hjem efter § 85 steget markant, viser tal og undersøgelser fra bl.a. Danmarks Statistik og Social- og Indenrigsministeriet, som Socialpædagogerne har analyseret (se statistik på side 21).

Beregningerne fra AE-rådet viser et tilsvarende billede. For selvom udgifterne til sociale indsatser er steget, er de slet ikke fulgt med behovet. Kommunernes udgifter pr. borger, der modtager sociale indsatser, er nemlig faldet med over seks pct. i perioden fra 2014 til 2018. Det svarer til, at der i 2018 blev brugt 19.000 kr. mindre pr. borger end i 2014.

Og totalt, viser AE-rådets beregning, mangler der over to mia. kr. for, at regnskabet går op.

Spørger man socialpædagogernes egne medlemmer, passer de billigere tilbud langtfra altid til den enkelte borgers behov. I en rundspørge blandt medlemmer, der arbejder inden for bostøtteområdet, svarer de fagprofessionelle, at en tredjedel af deres borgere modtager for lidt støtte: Heraf vurderes 23 pct. at modtage for få støttetimer, mens hver tiende borger slet ikke burde bo i egen bolig, men i stedet visiteres til et botilbud.

 

Jeg oplever en stigning i antal borgere, der er fejlplaceret, men hvor vi er pålagt at tage dem. Fx flere med misbrug, som burde være i misbrugsbehandling, og personer med personlighedsforstyrrelse, som sjældent har gavn af at være på en stor boform med mange meget komplekse psykisk syge.

Kommentar fra medlem i Socialpædagogernes rundspørge blandt medlemmer, som arbejder på botilbud eller som bostøtte, § 85

Overgang med udfordringer
I Esbjerg Kommune genkender Anja Juhl Vodder tendensen fra sin hverdag som socialpædagog i Voksenstøtten, Udviklingscenter Vest. Frem til 2017 arbejdede hun på et § 108-botilbud med døgndækning for voksne med udviklingshæmning. Men da botilbuddet lukkede, flyttede størstedelen af borgerne i egen bolig og overgik til individuel §85-bostøtte.

– I deres nye lejligheder har de bedre fysiske rammer, men overgangen har ikke været uden udfordringer. Borgerne, der for fleres vedkommende havde levet hele deres liv med nogen omkring sig, overgik nu til kun at få besøg morgen og aften. Vores tid med dem antog kort sagt en mere struktureret form. Det var en stor omvæltning for flere. For selvom vi forberedte dem på livet i egen bolig, medførte skiftet, at flere glemte, hvad de havde lært. De kunne ikke overføre tidligere erfaringer til de nye omgivelser, fortæller Anja Juhl Vodder.

Hun oplevede bl.a., hvordan en ung kvinde, som på botilbuddet havde været velfungerende og selvhjulpen, lukkede helt ned, da hun flyttede for sig selv.

– Hun frasagde sig støtten, låste sin dør og ville ingenting, og vi erfarede hurtigt, at hendes døgnrytme skred, og lejligheden rodede til. Det tog mere end et år og en ekstrabevilling af støtte, før hun blev selvhjulpen igen.

Skal håndteres rigtigt
Ifølge seniorforsker i social­området fra VIVE Lars Benjaminsen kan det for nogle borgere være en god løsning at få bostøtte i eget hjem frem for at være på et botilbud. Det gælder fx unge mennesker, som gerne vil undgå den institutionalisering og stigmatisering, de kan opleve ved at skulle bo på et botilbud. Men, understreger han, det kræver i så fald, at borgeren får en intensiv og specialiseret støtte i eget hjem.

– Hvis det håndteres rigtigt, kan bostøtte i eget hjem understøtte en recoveryproces. Men er det et udtryk for en spareøvelse, er det til gengæld et problem. For det kræver et skræddersyet tilbud, hvor man tager udgangspunkt i den enkeltes behov og
kan skrue op og ned for støtten og fx gøre den mere intensiv, hvis der er behov for det, siger Lars Benjaminsen.

I mange kommuner er § 85-støtte dog ofte fastlåst i et præcist afgrænset timetal, eller det er afgrænset meget specifikt, hvad man må hjælpe borgeren med.

– Der er formentlig en del kommuner, hvor man ikke har den fleksible tilgang med mulighed for at yde støtte med høj intensitet. Og så risikerer man at erstatte et botilbud med noget, der ikke i samme grad opfylder borgerens støttebehov, siger Lars Benjaminsen.

Mindre spontanitet
Anja Juhl Vodder anerkender, at det for mange borgere er en stor drøm at flytte i egen lejlighed. Men det er ikke alle, der har lige let ved det, når en del af støtten samtidig forsvinder – herunder trygheden ved at have personale omkring sig døgnet rundt, fortæller hun.

– I mit eget arbejdsliv mærker jeg, at opgaverne er blevet mere indskærpede. På botilbuddet kunne jeg udskyde indkøbsturen og tage en spontan gåtur med en borger, der ønskede det. Med de fastsatte timer til den enkelte, vi har nu, er det ikke længere en mulighed. Der er i det hele taget mange ting, vi ikke kan tilbyde mere – som at følge borgerne til sociale arrangementer, i biografen eller arrangere overnatningsture. Der må borgerne søge om ledsagelse eller sætte deres lid til pårørende. 

Folk vælter igen
En anden udfordring omkring støtte i eget hjem er ifølge Morten Skov Mogensen fra KFUM’s Sociale Arbejde, at tålmodigheden i systemet ikke er så stor – og at borgerne derfor hurtigere får frataget støtten end tidligere.

– Vi ser eksempler på folk, som vælter igen, fordi de overlades til sig selv for tidligt. Når man ikke får den hjælp, man har brug for, fastholdes man længere i de problemstillinger, man har, siger han.

Udsatte borgere har i høj grad brug for ro og hjælp til at finde fodfæste i livet, og det kan man godt få i egen bolig, anerkender Morten Skov Mogensen.

Men det kræver både en bolig, man kan betale, samt massiv støtte. For uden den nødvendige støtte bliver det dyrt på både den menneskelige og den samfundsøkonomiske konto.

– Får man et tilbud, der ikke passer til den problemstilling, man har, får man jo ikke håndteret de udfordringer, man har i sit liv. Og så efterlader vi mennesker i et vakuum. Det er ikke det rigtige sted at spare. For det kan godt svare sig at investere i, at mennesker kommer på fode igen – både økonomisk og menneskeligt, siger Morten Skov Mogensen.

Han oplever, at kommunerne er tilbøjelige til at skære ned på de forebyggende tilbud som fx varme­stuer og rådgivning – de såkaldte kan-opgaver – for at prioritere skal-opgaver.

– Det bider sig selv i halen. For de steder, hvor man har en meget lav barriere for at hjælpe sårbare mennesker, kan man gøre et stykke forebyggende arbejde som fx gældsrådgivning, veje til misbrugsbehandling osv., som kan holde folk ude af hjemløshed.

Igennem de sidste fem år er borgerne, jeg beskæftiger mig med, blevet tiltagende dårligere, når de endelig får et tilbud om § 107. I min kommune har man nedlagt alle § 108 og lukket flere afdelinger med § 107.

Kommentar fra medlem i Socialpædagogernes rundspørge blandt medlemmer, som arbejder på botilbud eller som bostøtte, § 85

Flere mangler støtte
De lavere tilbud kommer i mange forskellige afskygninger. I Socialpædagogernes rundspørge beskriver flere medlemmer fx, hvordan nogle kommuner starter op med gruppebaseret støtte frem for individuel bostøtte, uden at borgerne er blevet spurgt.

Og selvom gruppebaseret støtte kan være fint som et supplement, kan det ikke erstatte individuel støtte, mener Lars Benjaminsen:

– Hvis det handler om at spare og lave en billigere model, så skal man være opmærksom på, at især den svageste gruppe kan have svært ved at gøre brug af et gruppetilbud.

Savner tid og ro
Mai-Britt Gade, socialpædagog i pædagogisk vejledning og bostøtte i Aabenraa Kommune, er en af de mange socialpædagoger, som oplever, at gruppetilbud i stigende grad erstatter individuel støtte.

– Kommunen oplevede en så stor tilgang af borgere i socialpsykiatrien, at de ikke længere kunne tilbyde den individuelle bostøtte bredt. Så nu har jeg i et lille år arbejdet med gruppeforløb sideløbende med de borgere, der fortsat er på § 85. For nogle af de nyvisiterede kan tilbuddet give god mening, da de kommer ud af hjemmet, arbejder med deres angst og sociale kompetencer og erfarer, ’at andre har det ligesom mig’. Men for dem, der har været i systemet i mange år med en fast kontaktperson, kan det være svært og grænseoverskridende, lyder det fra Mai-Britt Gade.

Hun har gennem hele sit arbejdsliv sat stor pris på det dybe kendskab til den enkelte borger, hvor man ofte ad omveje og tålmodighed når frem til de skjulte udfordringer, fortæller hun.

– I gruppeforløbene har jeg ikke den mulighed, og det er lidt en skam. Til gengæld får jeg nu målrettet min faglighed og samarbejdsevner. Men tiden og roen til den enkelte kan jeg godt savne
– og det er for nogle borgere stadig det bedste. For der vil altid være borgere, der ikke trives med gruppeindsatser. Og jeg kan godt frygte, at kommunen med tiden udvander den individuelle støtte helt og derfor taber nogle mennesker i systemet.  

Udsultet psykiatri
Hos KFUM’s Sociale Arbejde mærker man også tydeligt, hvordan antallet af mennesker med en psykiatrisk diagnose er steget markant de seneste år. Flere udsatte har fx både en psykiatrisk lidelse og et misbrug. Og det er et symptom på, at flowet igennem psykiatrien er for stort, mener Morten Skov Mogensen.

– Vi kan tydeligt mærke flere års besparelser på psykiatrien. Der er et stort efterslæb. Derfor ser vi også borgere med større kompleksitet, som for nogles vedkommende burde have været i behandlingspsykiatrien eller på et bosted, men som flyder over i væresteder og herberger.

Og det stiller større krav til personalet.

– Man har brug for en høj grad af faglighed og professionalisme i det her arbejde. Medarbejderne har brug for at blive klædt på til at håndtere opgaven. Man kan ikke bare læsse problemerne et andet sted hen – det kræver, at fagligheden følger med, siger Morten Skov Mogensen.

I VIVE peger seniorforsker Lars Benjaminsen ligeledes på, at der er en voksende gruppe med komplekse støttebehov som fx en kombination af psykiske eller somatiske lidelser samt misbrugsproblematikker, som har brug for et højt specialiseret og tværfagligt tilbud.

– Når kommunerne hjemtager borgerne, kan udfordringen være, at deres tilbud ikke er specialiserede nok. Hvis man vil støtte denne målgruppe i eget hjem, kræver det, at man udbygger med højt specialiserede støttemetoder, siger han.

I min kommune er man startet op med gruppe­baseret støtte, uden at borgerne er blevet spurgt. Mange borgere har allerede inden start tilkendegivet over for bostøttemedarbejderne, at de ikke kan/vil del­tage. Men det er det tilbud, de kan få.

Kommentar fra medlem i Socialpædagogernes rundspørge blandt medlemmer, som arbejder på botilbud eller som bostøtte, § 85