Når systemet fejler - og vi fejler med

Bygger bro til samfundet
I arbejdet som socialpædagog skal man varetage en omsorgsfunktion, være aktivt støttende og give borgerne den hjælp, som de har brug for. Der, hvor socialpædagoger har nøglen til Sankt Peters port, er i rollen som lærer og opdrager. Og her tænker jeg ikke på udenadslære som ABC eller kongerækken. Det handler tværtimod om systemforståelse og om at skabe bro til samfundet.

Broen går dog i stå midt i byggeriet, og borgeren lærer aldrig, hvordan man krydser broen. I stedet finder socialpædagogen en anden vej frem til destinationen. Det hjælper måske borgeren her og nu. Men den dag, hvor bevillingen forsvinder sammen med socialpædagogen, så ved borgeren stadigvæk ikke, hvordan vedkommende selv skal komme videre.

Løsninger skal give mening
Lad mig give et konkret eksempel: Når den voldsudsatte kvinde forsøger at få løst en konflikt med hendes tidligere partner med hjælp fra familieretshuset, får hun så mest ud af at vente på, at de to bliver indkaldt - eller skal socialpædagogen forsøge at mægle imellem parterne? På den korte bane får socialpædagogen måske løst konflikten. Men kvinden finder aldrig ud af, hvad hun skal gøre næste gang, konflikten opstår, og parret ikke har adgang til socialpædagogisk støtte.

Eller: Når kontanthjælpen ikke er gået igennem, som den burde, skal borgeren så tage op på Borgerservice og forsøge at få det løst selv? Eller skal socialpædagogen skrive en mail til ydelsesservice og løse problemet på vegne af borgeren? Det går væsentlig hurtigere, hvis en professionel overtager processen, men det er aldrig en løsning, borgeren selv kan gøre brug af.

Eksempler er der masser af fra de tusindvis af udsatte borgere i Danmark, hvor systemet ikke har fungeret, og hvor en socialarbejder har taget over. Nogle gange har vi brug for, at andre overtager styringen når bilen er ved at køre galt. Men det er stadig vigtigt, at chaufføren selv får hænderne på rattet, når kontrollen er genskabt.

Siloer uden forbindelse
Mange af de problemer, udsatte borgere møder i velfærds Danmark, er ikke altid deres egen skyld. Ofte udspringer problemerne af et tungt system skabt af bureaukrater med det formål at formindske udgifter til økonomisk tunge borgere. Et system skabt i siloer uden forbindelser med hinanden, hvor den socialt udsatte borger går forvirret rundt i bunden i forsøget på at opnå forbindelse til toppen.

Velfærd er noget, vi giver til hinanden. Dette gælder dog kun, hvis du har ressourcer selv eller kender en, der kan føre dig igennem hullerne og de skjulte systemer i labyrinten af dokumenter, hvor du jævnligt støder på minotauros’er (væsen fra græsk mytologi, der har tyrehoved og menneskekrop, red.), hvor tyrehovedet er erstattet af et af en sagsbehandlers, som sanktionerer, fordi du ikke har forstået, hvor du gik forkert i stisystemet.

Hvilken retning vil vi gå?
Et andet problem ved, at socialarbejderen overtager for borgeren, er, at velfærdssystemet aldrig finder ud af, hvor det reelt fejler. Det forbliver uklart for systemet, hvor mange ressourcer, der skal investeres i fx Borgerservice, SKAT eller andre instanser, når andre aktører konstant løser problemerne. Velfærds Danmark finder aldrig ud af hvilken indsats, der virkelig skal sættes ind med - og socialarbejderen når aldrig at arbejde med alle de andre problemstillinger, der er omkring udsatte borgere, når de konstant skal agere brandslukkere.

Det danske velfærdssystem har brug for et løft. Dette er man efterhånden nået til enighed omkring på begge fløje af det politiske system. Men før vi er klar til velfærdsrevolutionen, er socialarbejderne dog nødt til at kigge ind ad og finde ud af, hvilken rolle de vil have i fremtidens velfærdssamfund. Måske bør nogle af de millioner, som investeres de næste år, bruges på efteruddannelse?

Spørgsmålet, som socialpædagoger, socialrådgivere og andre, som arbejder med socialt udsatte, skal stille selv, er: vil de kompensere for fejlene i velfærdssystemet? Eller vil de lave pædagogisk arbejde, som udvikler mennesker i en retning, som de ikke selv troede var mulig? Jeg ved godt selv, hvilken retning jeg vil gå i.