Socialpædagogikkens klareste katalysator er død
Benny Lihme er død - 73 år gammel. Tidligere forbundsformand for Socialpædagogerne Jens Asger Hansen skriver her et mindeord
Det fælles tredje blev formuleret af Benny Lihme som det faglige fundament for socialpædagogik. Bruger og socialpædagog mødes i et fælles rum, hvor det fælles tredje dannes. Klienten bliver medspiller - og derved fritages han/hun for klientrollen og bliver aktiv part i socialt liv, idet det stigma, som klientrollen havde tildelt, forsvinder i den blå luft.
Hvad enten du var et udsat barn, en forvirret ung udviklingshæmmet, en misbrugt kvinde eller gal, fik du gennem det fælles tredje mulighed for at være medskaber af dit eget liv.
Ikke mindst de gale fik gennem Bennys aktionisme mulighed for bestemmelse over eget liv. Og de fik lov til at være gale, ligesom de også blev tilbudt deltagelse i andres liv på egne præmisser.
Jeg husker, hvordan en af Bennys særligt gode venner blandt de gale, Christian Bonde, efter 30 års fejlanbringelse på anstalten i Brejning og 20 år på Sct. Hans, fik en ret til eget liv uden at blive omklamret og bedt om at blive normal. Benny skrev en meget smuk bog om Christian, som i sin periode som aktivist i Galebevægelsen ofte var en meget synlig og kær gæst i Socialpædagogernes hus i Brolæggerstræde.
De vanskeligst stillede unge havde Bennys helt særlige opmærksomhed. Han skrev bogen ’Det er så fucking træls’, hvor de unge fra Solhaven, forladt og dømt af alle, blev hørt.
Bennys livsværk blev tidsskriftet ’Social Kritik’, som i 160 numre over en periode på 30 år har været samlingssted for al progressiv socialfaglig virksomhed i Danmark. Redaktøren dominerede ikke sit tidsskrift med mange artikler, men han havde i hvert nummer en leder, som præcist, morsomt og elegant spiddede en af det sociale væsens dikotomier: At lade alt være delt,- eller at hele det delte.
Benny var generøs, og jeg vil savne hans klare intellekt, stridbarhed og humør.
Æret være Benny Lihmes minde.
Fhv. forbundsformand Jens Asger Hansen