Vi bygger bro mellem det sårbare liv og værdighed

Kirsten: Dokumentation tager overhånd
Siden jeg blev uddannet socialpædagog i 2017, har jeg arbejdet på samme bofællesskab for borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Og allerede nu kan jeg mærke en større forskel i mine arbejdsopgaver end for to år siden. Der er som sådan ikke noget i vejen for at få nye arbejdsopgaver, da det kan være med til at sikre, at et arbejdssted udvikler sig. Dog er det vigtigt at have for øje, hvad arbejdsopgaverne indeholder, om de er rimelige - samt om de giver mening for de borgere, vi arbejder med.

I den sammenhæng oplever jeg desværre, at både omfanget og indholdet af arbejdsopgaver har taget en drejning, der i min optik fjerner fokus fra kerneopgaven og det at være til stede for borgerne. Den overordnede kerneopgave, som jeg arbejder ud fra, er at skabe tryghed og nærvær for borgeren i eget hjem og give den enkelte borger mulighed for at udvikle sig ud fra egne forudsætninger.  

Et konkret eksempel på arbejdsopgaver, der kan tage fokus væk fra kerneopgaven, er bl.a., hvor meget vi skal dokumentere samt registrere i løbet af en arbejdsdag. Vi skal bruge mere tid end nogensinde før på at skrive ned, hvad vi har foretaget os med en eller flere borgere i løbet af dagen. Og selvfølgelig giver det god mening at dokumentere, når man i den sammenhæng kommer ind på hvilke pædagogiske værktøjer, der passer bedst til den enkelte borger. Eller når man med dokumentationen ser på den enkelte borgers mål for det kommende år - og hvor langt vi nået i samarbejde med borgeren. På den måde sikrer vi en løbende opfølgning på de tiltag, der er sat i gang for den enkelte borger.

Men dokumentationen bliver udfordrende, når den tager overhånd. Når vi skal dokumentere på viden, vi ikke har uddannelse og kompetence til at dokumentere indenfor. Jeg oplever en tendens til, at vi som socialpædagoger skal kunne det hele, fordi vi netop arbejder med det ’hele’ menneske. Her tænker jeg især på de 12 sundhedsfaglige punkter, sundhedsfagligt overblik samt sundhedsfaglig handleplan, som vi skal registrere ud fra den enkelte borger.

Relationsarbejdet er det vigtigste
Der er mange perspektiver i dette, der gør, at jeg finder det problematisk, at vi skal udfylde skemaer på ovenstående. Bl.a. mener jeg, det er med til at udvande vores socialpædagogiske rolle og funktion, når vi pludselig bliver betragtet som nogle, der skal kunne det hele. For som socialpædagoger er vi der jo først og fremmest for at lave et grundigt relationsarbejde, som gør, at vi kan skabe tryghed og nærvær - helt i forlængelse af kerneopgaven.

Derudover har jeg også nogle etiske overvejelser omkring dokumentation, idet vi skal gøre op med os selv, om det er forsvarligt at give så meget information om en borger på et fælles fagsystem. Selv kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvorvidt det er for vores egen sikkerheds skyld - eller om det rent faktisk er for borgerens eget bedste?

Forvirring omkring roller
De mange nye arbejdsopgaver er med til at skabe forvirring omkring vores rolle og vores faglighed. Derudover er det også med til at skabe uklare rammer, da arbejdsopgaverne pludselig bliver meget flydende, så man ikke altid ved, hvad man møder ind til. Det resulterer ofte i en følelse af utilstrækkelighed og dårligt selvværd, når man føler, at man ikke kan nå alle opgaver, og egentlig heller ikke føler sig godt nok rustet til dem. Så er det, man spørger sig selv, om hvorvidt man stadig arbejder ud fra den oprindelige kerneopgave - og om man stadigvæk får lov til at arbejde socialpædagogisk, som man jo i sin tid blev ansat til?

Netop den uklarhed og usikkerhed omkring vores funktion og rolle som socialpædagoger kan medføre store frustrationer - og i værste tilfælde arbejdsrelateret stress. Det så vi senest i en arbejdsmiljøundersøgelse, som kreds Storkøbenhavn lavede i 2019. Her lyder konklusionen bl.a.:

’Stigende pres på de ansatte medfører ikke alene stress, men også udbyttet af deres indsats falder. Dermed vokser de problemer, som såvel de ansatte som borgerne slås med. Man kan sige, at i takt med flere nedskæringer, bliver omkostningerne større.

Dette taler ind i min hverdag, hvor jeg også oplever, at meningen med mit arbejde som socialpædagog bliver mere og mere utydelig.

Thomas: Vores faglighed er under pres
I forlængelse af Kirstens oplevelser, som hun har beskrevet ovenfor, kan jeg sagtens genkende billedet af et arbejdsmiljø og en faglighed under pres. Det har jeg kunne konstatere gennem snart 20 år både som socialpædagog og FTR.

Ud over mængden af opgaver, tiden til at udføre dem i, arbejdstidstilrettelæggelsen og sammenhængen mellem arbejde og privatliv, ser jeg en faktor, der ikke er så omtalt eller har fået så meget opmærksomhed endnu, når der tales om arbejdsmiljø, stress og trivsel på arbejdspladserne. Nemlig sproget.

Over de sidste 20 år - og i særdeleshed i de godt ti år, der er gået siden finanskrisen, har vores sprog stille og roligt forandret sig på vores arbejdspladser. Sprog skaber virkelighed, og når sproget forandres, forandres virkeligheden og vores arbejdskultur. Og det er ikke altid til det bedre eller som følge af en naturlig udvikling.

New Public Management har i årtier været den foretrukne styreform i det offentlige Danmark, og alle kommuner er underlagt dette. Der har dog i min optik været en skelnen mellem overordnet styring på kommunalt niveau i rådhuset og den lokale styring på de enkelte tilbud/arbejdspladser.

Men med tiden har den stramme økonomiske styring og dens sprog bevæget sig fra rådhuset og ud på de socialpædagogiske arbejdspladser, hvor fagsproget med borgeren i fokus langsomt er blevet et økonomisprog - dog stadig med borgerne i centrum.

Der tales og tænkes i priser og en form for købmandshandel mellem de enkelte kommuner om varetagelsen af de specialiserede tilbud. Dette afstedkommer også, at nabotilbuddene, der for år tilbage var kollegaer, nu er begyndt at nærme sig nogen vi vel kan kalde ’konkullegaer’. Dvs. ikke nødvendigvis rene konkurrenter, men vi er på vej fra at være kollegaer til at blive konkurrenter om de specialiserede borgere og hvilke tilbud, vi hver især kan tilbyde, hvilke pladser vi kan dække - og hvilken profil vi skal tilpasse os.

Ja tak til øget gennemsigtighed
At have styr på økonomien er et must i en offentlig virksomhed, og vi bør sammen skabe rammerne for et transparent og gennemsigtigt system, hvor det er tydeligt, at økonomi og socialpædagogik begge er vigtige i driften af et specialiseret tilbud.

Men hvis den økonomiske tænkning fylder for meget, så det bliver det overvejende fokus på tilbuddene at få et budget til at balancere, hvad sker der så med vores socialpædagogiske virkelighed, vores tilgang, tænkning og ikke mindst vores sprog?

Flere og flere peger på, at vi som nation befinder os i en konkurrencestat. Jeg tror, at et vigtigt udløsende element omkring manglende arbejdsglæde, dårligt arbejdsmiljø og stress skal findes i det faktum, at vi flere steder er presset ind i en konkurrencetænkning, også som medarbejder.

De specialiserede tilbud er blevet en del af et marked, hvor kommunerne konkurrerer indbyrdes.

Det sætter spørgsmål i gang i forhold til, om det kan betale sig at investere pengene i selv at bygge tilbuddene - eller om man selv skal tilkøbe hos andre kommuner. Dette konkurrencefokus er langsomt sivet ind og helt ud på de enkelte arbejdspladser.

Hold fokus på det faglige sprog
Men uanset hvilken overordnet styreform, en kommune opererer med, er det af afgørende betydning, at de fagfolk, der er uddannet og oplært i et fag, benytter dette fags tænkning, dets sprog og deres faglige tilgang til de borgere, de støtter i hverdagen. Som faguddannede farer vi vild, hvis det sprog, vi skal benytte, ikke passer ind i vores profession eller vores tilgang til det arbejde, vi udfører.

I en tid, hvor styring af budgettet reelt er et afgørende målingsværktøj på, om et tilbud lykkes eller ej, skal vi insistere på at have fokus på socialpædagogikken, faget, den faglige dialog og det faglige sprog. Vi skal også insistere på, at fagets kerne kommer til at fylde i vores relationer med borgerne, vi arbejder med. Vi skal huske på som socialpædagoger, at bag tallene, budgetterne, målstyringen og økonomien, er vi brobyggerne mellem det sårbare liv og værdighed.

Vejen mod minimering af arbejdsrelateret stress, løft af arbejdsmiljøet og synlig stolthed over de indsatser, vi leverer landet over, kommer af et fokus på, hvem vi er, og hvad vi står for. Det er derfor vigtigt at insistere på at blive ved med at tale vores fag op og skabe en klar ramme i forhold til, hvor vores faggrænser går på de forskellige arbejdspladser.