icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Den-jeg-ser.jpg
Socialpædagogerne Maria Boline Boesen (tv) og Maria Hovmand Tomczyk (th) er kolleger i Guldborgsund Handicap
Det jeg ser

Vi er gode sammen

Gode kollegaer betyder alverden. Socialpædagogen har bedt Maria Boline Boesen reflektere over kollegaskab og socialpædagogisk faglighed.

Jeg arbejder i Guldborgsund Kommune som bostøtte for mennesker med handicap og psykiske udfordringer. Her er jeg så heldig at være i et rigtig godt team med kolleger, hvor vi komplimenterer hinanden fagligt.

Det gælder især min kollega Maria og jeg. Jeg er tillidsrepræsentant og har derfor en del viden om rammerne for vores arbejde. Men Maria er rigtig god til ikke at være firkantet, og sammen spiller vi hinanden gode.

En konkret situation, hvor denne vekselvirkning kom til udtryk, var et visitationsmøde med en borger og en pårørende. Forud for mødet havde den pårørende set sig sur på den ene af os, og vi havde derfor en forventning om, at der kunne opstå en konflikt under mødet.

Her var min kollega rigtig god til at tilbyde den pårørende en håndsrækning og bløde samtalen op ved at oversætte for både borgeren og den pårørende. Det betød, at vi undgik uro, som ellers kunne have fået borgeren til at lukke af og måske vælge støtten fra.

Sådan skaber du en faglig feedbackkultur

Brug udviklingskonsulent Anne Birgitte Lindholms tre værktøjer til at skabe og fastholde en sund feedbackkultur

1. Struktureret feedback:

Her handler det om at sætte faste aftaler for, hvornår man enten giver eller modtager feedback. Fordelen ved den strukturerede feedback er bl.a., at du som modtager kan være med til at sætte rammerne for, hvad for en form for feedback, du ønsker at få. Det kan være på et personalemøde, i specifikke situationer med borgere eller i en helt tredje situation. Med tiden kan I på arbejdspladsen indarbejde en systematik omkring, hvem der giver og modtager feedback hvornår. 

2. Ad Hoc Feedback:

Denne feedback foregår løbende. Måske har du lige oplevet en situation, som du ønsker at give feedback på, enten fordi en given situation forløb virkelig godt eller med fordel kunne forbedres. Når du anvender denne form for feedback skal du være tydelig om din egen intention med den. Derfor bør du helt lavpraktisk give din henvendelse en ’overskrift’ – a la ’Må jeg lige give dig noget feedback på det, der skete før’.

Hvis I som kollegagruppe er fælles indstillet på, at I kan give hinanden denne form for feedback, vil i samtidig kunne sikre jer en højere grad af tilgivelse, hvis nogen ’træder ved siden af’ fx ved at formulere sig for hårdt. 

3. Feedforward:

Feedback skal ikke kun forstås som sparring på hændelser, der er sket. Det skal i høj grad også tænkes fremadrettet, som ’Feedforward’. Når du og din kollega fx går ind til mødet med en borger, så vend på forhånd hvad I hver især forventer jer af den pågældende situation. Hvad skal der til for ,at den forløber bedst muligt? Hvordan kan vi lære af vores tidligere erfaringer?

Læs mere guide til feedbackkultur