Jeg er en del af familien

En tryg rede
Det var Bjørn, der havde plejetilladelsen, mens Susanne, der var uddannet sygeplejerske, arbejdede som leder af en boform for yngre psykisk syge mennesker.

– Og det arbejde gjorde, at hun havde noget ekspertviden, som vi kunne gøre brug af overfor Martin. Fx lagde hun vægt på, at han skulle føle sig tryg, og at hans seng skulle være en form for rede. Derfor byggede jeg selv en seng med en høj kant, han skulle kravle ind over.

– Ja! Der kunne jeg godt lide at være, supplerer Martin Holmgaard.

Selv har Bjørn Skaarup ikke nogen socialfaglig eller pædagogisk uddannelse, men han har taget mange forskellige kurser som familieplejer, ligesom han har fået supervision undervejs.

– Selv om det faglige kan være vigtigt, er det allervigtigste den sunde fornuft og menneskesynet: At man tror på sit plejebarn og vil det, siger Bjørn Skaarup.

Tro på det gode
Martin Holmgaard husker det som om, han ret hurtigt faldt til hos Bjørn og Susanne – selv om han savnede sin far og mor. I den forbindelse var det afgørende, at der ikke var noget modsætningsforhold mellem hans forældre og plejefamilien.

– Jeg kunne mærke, at Bjørn godt kunne lide mine forældre, og det betød meget for mig. Der var altid en god stemning, når jeg skulle på weekend hos mine forældre, siger han.

Bjørn Skaarup nikker.
– Jeg har den holdning, at man også skal tro på det gode i forældrene. De vil det bedste for deres børn, de er bare ikke lykkedes med det, siger han og fortæller, at Martin blev konfirmeret året efter ankomsten i plejefamilien, og da var både plejefamilie og biologisk familie samlet til fest.

Styr på skolen
Bjørn Skaarup lagde helt fra start vægt på at fortælle Martin, at der bestemt ikke var noget galt med hans hoved.

– Jeg havde fået at vide, at du havde svært ved at lære, og du kunne fx ikke tabellerne. Men du kunne huske alle mulige nummerplader på biler. Og så tænkte jeg: Når han kan huske alle de tal, kan det ikke passe, at han ikke kan lære tabellerne. Så vi fik fat i et computerspil, der gik ud på at lære tabellerne på en sjov måde, så du kæmpede mod dig selv.

– Ja! Det spil brugte jeg lang tid på, indskyder Martin Holmgaard.

– Så lærte du tabellerne, og så fulgte det andet også med. Men hvis man ikke kan det basale, er det svært at bygge oven på, siger Bjørn Skaarup.

Stemplet som voldelig
Da Martin Holmgaard kom i pleje, var det egentlig meningen, at han skulle gå i skole på børnepsykiatrisk afdeling. Men Bjørn Skaarup mente, at Martin var helt fejlanbragt og fik derfor lov til at forsøge på den lokale skole.

– Først var de godt nok ikke meget for at tage imod dig, for der stod i dine papirer, at du var voldelig. Men var der noget, du ikke var, så var det voldelig. Der var sket et uheld, hvor du var kommet til at vælte en stol og et bord, og så troede læreren, at du med vilje gik efter ham – og du blev stemplet. Men jeg fik overtalt en fra den lokale skole til at følge dig en hel skoledag, så hun kunne lære dig at kende – og så sagde de ja til at tage imod dig.

Og så kom det til at gå rigtig godt.

Martin Holmgaard nikker.
– Jeg prøver at skubbe alt det, der skete før, jeg kom i pleje væk, for det var ikke de bedste år i mit liv. I stedet prøver jeg på at huske på alt det, der skete efter, at jeg kom i pleje.

En fantastisk person
Martin Holmgaard har lidt svært ved at sætte ord på, hvorfor han faldt så godt til hos Bjørn og Susanne.
– Men det er noget med, at Bjørn var en fantastisk person – at han er en fantastisk person. Stille og rolig. Han tager bare tingene, som de kommer. Jeg blev aldrig skældt ud, selv om de holdt mig lidt i ørerne og fx sagde, at jeg skulle huske at slukke lyset.

– Og hvis det virkede som om, du var ked af det, prøvede jeg altid at finde ud af hvorfor – og så gøre noget ved det, siger Bjørn Skaarup.

Tidligere havde Martin Holmgaard været udsat for grov mobning, og på et tidspunkt fortalte han, at nogle børn på den nye skole spærrede vejen for ham, så han ikke kunne komme hen til sin cykel.

– Så kørte jeg hen til skolen og holdt i min bil, så jeg kunne observere, hvad der egentlig skete. Og det viste sig, at det var nogle tøser, der stod og snakkede foran hans cykel. Det så ikke ud som om, de spærrede vejen – de stod der bare og havde åbenbart for vane at mødes der. Men fordi Martin tidligere havde haft så mange dårlige oplevelser, blev han bange for dem. Så talte jeg med ham om, at han bare kunne stille cyklen et andet sted, og så løste det sig, fortæller Bjørn Skaarup.

I efterværn
Da Martin Holmgaard gik ud af folkeskolen, fik han mulighed for at komme i en form for praktik på et autoværksted, hvor han senere kom i lære på særlige vilkår – og til sidst fik en fuld mekanikeruddannelse. Samtidig fik han efterværn, så han blev boende hos Bjørn og Susanne, indtil han blev 23 år.

– Det var rigtig godt, at vi på den måde fik mulighed for at støtte Martin. Han fik lov til at blive færdig, så han kan klare sig selv, siger Bjørn Skaarup.

– Jeg kan takke dig for, at jeg er blevet til noget, siger Martin Holmgaard.

– Nej, Martin. Det kan du ikke. Det kan du takke dig selv for.

– Men jeg kan takke dig for, at jeg fik muligheden.
Selvom Bjørn Skaarup og Martin Holmgaard ikke føler sig som far og søn, har de et meget nært forhold.

– Det er ikke 100 pct. som med mine egne børn, for det kan det aldrig blive. Men jeg gør ikke forskel. Hvis Martin har brug for hjælp, hjælper jeg ham, ligesom jeg hjælper mine egne børn. Fx har jeg skaffet ham det job, han har i dag, fordi jeg kender dem, der har firmaet. Og omvendt er Martin der også altid for mig - fx hvis jeg har noget, der skal køres, siger Bjørn Skaarup.

Og Martin Holmgaard supplerer:
– Jeg føler ikke, at Bjørn er min far, for jeg har min egen far og mor. Men jeg føler, at jeg er en del af familien.