Socialpædagog, leder og politiker: To ting jeg håber, I altid vil gøre

Men hvad svarer man til det spørgsmål som leder?

– Det ved jeg sørme ikke, var min første tanke. Men jeg mener, at vi som socialpædagoger har brug for et opgør med den nulfejlskultur, der gør, at man ikke tager chancer. Især når man arbejder med udsatte, skal man turde noget. Og når man tør noget, risikerer man at lave fejl. Ellers får vi kun mere ensartede, mindre individuelt tilpassede sociale tilbud. Middelmådighed og standardtilbud. Og det er en pest, siger Lise von Seelen, da fagbladet Socialpædagogen møder hende i hendes lejlighed på havnen i Fredericia til en status på et liv, der er blevet brugt på at ville gøre en forskel.

Når man arbejder med udsatte, skal man turde noget. Og når man tør noget, risikerer man at lave fejl. Ellers får vi kun mere ensartede, mindre individuelt tilpassede sociale tilbud.

Lise von Seelen, socialpædagog og tidligere MF og medlem af Det Etiske Råd

Vi skal turde fejle
Som leder tog Lise von Seelen derfor chancen. Efter grundige drøftelser og refleksioner over mulige konsekvenser for medarbejderen og relationen til både den konkrete borger og de andre borgere åbnede medarbejderen sit julehjem for borgeren. Og det gik fantastisk. Deres relation var noget særligt. Sund, ægte og god – og de er den dag i dag stadig venner, efter at medarbejderen har skiftet arbejde.

– Vi forsøgte at se risici hele vejen rundt og diskutere dilemmaerne. Vi stillede os nysgerrigt an og kiggede på lige præcis de her to mennesker. Vi kunne sagtens være blevet kritiseret, hvis det gik galt. Men det gjorde det ikke, og det kom der noget rigtig godt ud af for to mennesker, siger hun.

Og netop dét at stille sig nysgerrigt an – man kan vel nærmest kalde det en af grundstenene i den socialpædagogiske faglighed – er det, der kan gøre os og de sociale tilbud bedre, mener Lise von Seelen. Og det er altid en diskussion og et forsøg værd.

At udfolde mennesker
Det lå ellers ikke i kortene, at Lise von Seelen skulle bruge sit liv på socialpædagogik eller politik, da hun blev født i Esbjerg for 71 år siden. Hun voksede op i et konservativt hjem, hvor moren passede hjemmet og børnene, mens faren drev sin egen virksomhed. Der blev ikke diskuteret politik som sådan, men hun blev opmuntret til at tage stilling. Også i skolen blev opfordringen til at stille sig nysgerrigt an indprentet tydeligt.

Hun læste kemi – måske også for at gøre forældrene tilfredse – men erfaringen som frivillig i en idrætsforening med at få mennesker til at udfolde sig gav hende lysten til at gøre mere af den slags. Og på Esbjerg Seminarium, hvor Lise von Seelen startede på pædagoguddannelsen i 1970, blev hendes menneskesyn og værdier cementeret.

– Vi skal bestræbe os på at stille os nysgerrigt an over for alle mennesker, vi møder. Sådan kan vi medvirke til, at mennesker udnytter deres potentiale og opnår det, der netop er deres drøm. Uanset at drømmen er helt anderledes end din egen. For du skal have lov at være i verden på den måde, som er din, siger hun.

De værdier har hun også brugt som motor i sit politiske virke. Først som byrådsmedlem i knap 20 år i den tidligere Rødekro Kommune, hvor hun også var formand for socialudvalget i en dekade. Senere som medlem af Folketinget fra 2005 til 2011. Begge steder for Socialdemokratiet, hvor hun meldte sig ind som 18-årig.

At stå fast – og give op
Står man for noget, og tror man på noget, så skal man holde fast og forsvare de værdier for at være troværdig, mener Lise von Seelen. Men det kan man også slå sig på. Det mærkede hun selv tydeligt på egen krop, da hun kom i modvind i sit eget parti.

Socialdemokratiet med Helle Thorning-Schmidt i spidsen stemte i 2009 for den daværende VK-
regerings såkaldte tørklædelov, der forbød dommere at bære muslimsk hovedtørklæde. Lise von Seelen og en mindre gruppe trodsede partidisciplinen og stemte imod lovforslaget.

– Det var ikke spor let. Og jeg var bedrøvet over, at jeg ikke kunne påvirke partiet i en anden retning, siger Lise von Seelen, der indtil tørklædesagen havde siddet i ledelsen i folketingsgruppen.

– Men jeg ville ikke kunne forlige mig med, at især mine børn og mine børnebørn ikke skulle kunne sige, at mor eller farmor – hun stod for noget. Og at det gjorde hun også, når det var svært, siger hun.

Når sagen giver kræfter
Derfor traf Lise von Seelen en svær beslutning. Hun ville ikke genopstille, når hendes periode i Folketinget udløb.

Men når man nu tror på noget og gerne vil forandre verden ud fra de værdier, man har – hvordan ved man så, om og – måske vigtigere – hvornår man skal give op?

– Politik handler ikke om at få ret, men om at påvirke det, man kan, og om at opnå de mulige kompromiser. Og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne komme videre, og at der nok kun ville komme flere af den slags uenigheder i partiet, siger hun.

En forudsigelse, der viste sig at holde stik for hende, og som betød, at hun et par år efter meldte sig ud af partiet.

Læringen af den proces, lyder det fra Lise von Seelen, er, at det har en pris at mene noget. Men prisen for ikke at holde fast i sine holdninger er højere. En erfaring, hun også har gjort sig i andre sammenhænge i sit arbejdsliv, nemlig i arbejdet med traumatiserede flygtninge på Rehabiliteringscenter for Torturofre – uden nogen sammenligning med hendes egne oplevelser i øvrigt.

– Det er svært for mig at forstå, hvordan man kan hænge sammen som menneske og stadig finde en vis glæde i at se solen stå op efter at være blevet så brutalt behandlet. Men jeg har set det igen og igen. Især når torturofrene havde overlevet torturen for en sag, som de virkelig troede på. Jeg har selv set, hvor mange kræfter de fik, når de fandt trygheden i, at de havde gjort det for en sag og nogle værdier, der var vigtige for dem, siger hun.

Forstyrrende gave
Også i Det Etiske Råd oplevede Lise von Seelen gennem seks år, at hun fik mulighed for at bruge sine kræfter på at skabe forandringer, som hun tror på. Hun blev udpeget til rådet efter sin tid i Folketinget – og havde også her samme tilgang som inden for socialpædagogikken: nemlig at huske at stille sig nysgerrigt an.

Et konkret eksempel: Normalt bliver medlemmerne i Det Etiske Råd forelagt en konkret sag eller et dilemma, som de skal udtale sig om på baggrund af viden fra relevante fagprofessionelle. Men når man skal tage stilling til fx brugen af tvang i retspsykiatrien, hvorfor så ikke spørge patienterne, hvordan det opleves at være fastspændt og isoleret?

Den måde at være nysgerrig på førte til en udtalelse fra rådet, der måske kan ændre noget i retspsykiatrien. Fikserede patienter skal ikke isoleres, men gå omkring i afdelingen og være en del af fællesskabet
– uden mulighed for at skade sig selv eller andre.

I det tilfælde var Lise von Seelen glad for at være med til at trække Det Etiske Råd i retning af at lytte til de mennesker, der står i de konkrete livssituationer.

– Den vinkel har ikke altid været der. Og det er en øvelse i ikke at være bekymret for, at der nu kommer nogle patienter og borgere med alle mulige tanker og perspektiver og forstyrrer vores fine rapporter. For det gør de jo. Men det er jo det, der er gaven, siger hun.

Socialpædagoger har fortjent socialfaglig ledelse af en, der forstår pulsslaget i det pædagogiske arbejde og kan rådgive i de svære afvejninger. Og jeg ville ønske, at flere socialpædagoger efteruddanner sig og bliver ledere, der altid tager udgangspunkt i den pædagogiske samtale.

Lise von Seelen, socialpædagog og tidligere MF og medlem af Det Etiske Råd

Sæt fagligheden fri
Desværre er mulighederne for at stille sig nysgerrigt an – at bruge sin faglighed – trængte for både ledere og socialpædagoger, mener Lise von Seelen. Tidens åg er, at man konstant fokuserer på nytteværdien af sociale tilbud – og ikke får mulighed for at stole tilstrækkeligt på værdien af at arbejde for at styrke livsglæde og det meningsfulde liv.

Ifølge hende sker alt for meget styring i dag ud fra regneark og jura.

– Socialpædagoger har fortjent socialfaglig ledelse af en, der forstår pulsslaget i det pædagogiske arbejde og kan rådgive i de svære afvejninger. Og jeg ville ønske, at flere socialpædagoger efteruddanner sig og bliver ledere, der altid tager udgangspunkt i den pædagogiske samtale – og selvfølgelig også forholder sig til jura og økonomi samtidig, siger hun.

For det virker. Den socialpædagogiske faglighed kan gøre en forskel, slår hun fast og nævner forståelsen af vold som en kommunikationsform som eksempel.

– Vold sker jo i afmagt. Og den faglige tilgang skal være nysgerrigt at spørge: ’Hvad vil personen kommunikere?’ For der er selvfølgelig et sprog, vi har bare ikke aflæst det godt nok. Og det lærer man jo ikke på jurastudiet. Det er noget, man opøver og kan blive rigtig god til. På den måde kan vi komme foran et menneske og hjælpe med andre muligheder end at rive toiletter op med rode, siger hun.

Det gode faglige argument
Og den faglige forståelse – og det gode faglige argument – kan og bør den socialpædagogiske leder også altid fremme i forvaltningen eller andre organisatoriske toplag. Et regneark kan ikke se forskellen på et botilbud med seks psykisk sårbare beboere, hvor nattevagten skal lindre natlige dæmoner og uro – og et botilbud med seks beboere, der sover fra klokken 22 til 7, hvor der måske bare er behov for en tilkaldealarm.

Den forskel kan og skal en socialpædagogisk leder gøre tydelig for chefer og beslutningstagere, mener Lise von Seelen. For hun insisterer på at tro på, at det gode faglige argument er det bedste våben i bestræbelserne på at opnå bedre livsvilkår for mennesker i sårbare situationer.

– Nogle ting er velegnede at måle på. Men nogle ting kan udvikle sig helt anderledes, end vi havde forudset. Og det skal vi blive ved med at huske at være åbne for. Og jo mere fagligt velfunderet du er, jo bedre er du til at håndtere de situationer, hvor borgerne agerer anderledes, end der står i bøger eller regneark. Det kræver, at du er sikkert funderet i din faglighed at stille sig nysgerrigt an, siger Lise von Seelen.

Jo mere fagligt velfunderet du er, jo bedre er du til at håndtere de situationer, hvor borgerne agerer anderledes, end der står i bøger eller regneark. Det kræver, at du er sikkert funderet i din faglighed at stille sig nysgerrigt an.

Lise von Seelen, socialpædagog og tidligere MF og medlem af Det Etiske Råd