Vi lader som om, vi er på lejrskole
Pizza til alle, drageflyvning og masser af naturoplevelser er med til at sikre, at beboerne på Jonstrupvang oplever en lejrskoleagtig fællesskabsfølelse - på trods af corona, fortæller forstander Kim Norup Frederiksen
Normalt er der livlig trafik mellem de forskellige grupper på Jonstrupvang - et bo- og aktivitetstilbud under Region Hovedstaden, hvor der bor 46 voksne med cerebral parese eller lignende handicap. Og normalt er caféen det helt store fælles samlingssted.
Men med corona følger nye nødvendige restriktioner, hvor det først og fremmest handler om at skille folk mest muligt ad, fortæller forstander Kim Norup Frederiksen.
– Al fællesspisning i caféen er aflyst, så nu får hver gruppe deres mad på en vogn, som de så kan hente og spise lokalt i deres egen gruppe.
Og selvom beboerne godt må bevæge sig rundt inde på matriklen, så de kan opretholde deres netværk og ikke føle sig alt for isoleret, så er der en kollektiv forståelse for, at ingen må samles i store grupper.
– Dem, der har det sværest lige nu, er dem som plejer at have tæt kontakt til deres pårørende. Dem skal vi være lidt ekstra for. De savner jo - og det gør deres pårørende også. Men vi hjælper gerne de pårørende med teknisk at få tingene sat op til face time eller Skype, så de kan kommunikere med billede så ofte, de kan, siger Kim Norup Frederiksen.
Opfindsomheden er enorm
Udgangspunktet på Jonstrupvang er lige nu at give beboerne en oplevelse af at være på lejrskole.
– Vi har fundet både havemøbler og påskepynt frem, vi flyver med drager og bruger naturen mest muligt - og forleden donerede Jonstrupvang venner (vennegruppe bestående af pårørende og tidligere medarbejdere) pizza til alle, så samtlige 46 beboere kunne bestille deres egen pizza. Lidt af et logistisk helvede - men vi gør det igen med islagkage næste gang.
Ifølge forstanderen er opfindsomheden enorm - og det samme er følelsen af, at der i disse specielle tider opstår en helt unik fællesskabsfølelse.
– Det kan godt være, at verden ikke bliver sig selv lige foreløbig. Men på den positive side opnår vi noget på samarbejde og forståelse for hinanden, som kommer til at række langt ud over denne coronatid. Man kan godt sige, at vi rykker sammen i bussen, og det tror jeg på, der kommer noget godt ud af på lang sigt.