icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Godhavn-1-web.gif
På Godhavn har man pga. corona lukket den interne skole. I stedet er lærerne sluset ud i de enkelte afdelinger, hvor de underviser børnene lokalt
coronavirus

Corona har splittet Godhavn op i fem

Da store dele af Danmark blev lukket ned, besluttede forstander Søren Skjødt at afknoppe de fem døgnafdelinger fra resten af Godhavn. For her har socialpædagogerne en helt særlig opgave: At passe på andre menneskers børn

Forestil dig, at du på vej ned til din datters institution får at vide, at du ikke må hente hende. Og forestil dig at det sker samtidig med, at din datter, du selv og resten af samfundet står midt i en verdensomspændende pandemi.

Det er den forestilling, Søren Skjødt, der er forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn, i disse uger hele tiden holder op for sig selv og medarbejderne: At deres fornemmeste opgave midt i en coronakrise er at drage omsorg for andre menneskers børn.

– Vi gør lige nu alt, hvad vi kan, for at passe på dem uden at kvæle dem i for snævre rammer. Vi skal etablere en ny struktur, hvor vi fastholder skoledage, forskellen på dag og nat og hverdag og weekend, så vi ikke taber alt på gulvet. Men det skal samtidig være tåleligt for børnene, forklarer Søren Skjødt.

En kæmpe samarbejdsøvelse
Helt konkret har det betydet, at Godhavns fem døgnafdelinger lige nu er isoleret fra hinanden. Den interne skole er lukket. Og lærerne er i stedet sluset ud i de enkelte afdelinger, hvor de underviser børnene lokalt. På den måde sikrer man hverdagsrutiner, men samtidig er smitterisikoen holdt nede ved, at hverken børn eller personale krydser på tværs af afdelinger.

– Min opgave er at skabe ro og overblik hos personalet og et trygt arbejdsmiljø for dem. Jeg skal oversætte de mange nye tiltag, der kommer fra myndighederne. Og så har det været vigtigt at finde ind i en hverdag, der kan blive genkendelig for børnene, og som de kan finde tryghed i, efter at den, de kendte, er blevet brudt fuldstændig op, siger han og fortsætter:

– Det er en kæmpe samarbejdsøvelse for os alle. Vi skal arbejde på nye måder og med andre faggrupper. Vi kan på et tidspunkt risikere at skulle trække mennesker ind i vores behandlingsmiljøer for at kunne opretholde omsorg for de her børn. Det skal vi være klar på, siger han.

Personalet står klar
Det første, personalet gjorde, var at undervise børnene i grundig håndvask og tale med dem om corona uden at skabe en angst i dem: Forklare dem, at det handler om, at vi skal passe på vores hospitaler og sygehuse, for der bliver så meget brug for dem, så hvis vi ikke agerer ansvarligt i det her, så kan det vælte det system, vi kender.

Desuden gennemgik Søren Skjødt listen over børn og personale for at sikre sig, at de, der var i en særlig sundhedsrisiko, blev passet ekstra på. Ligesom der blev lavet en beredskabsplan i tilfælde af, at et barn bliver smittet med corona.

– Der var med det samme personale, der sagde: 'Jeg er sund og rask og stiller mig gerne til rådighed i forhold til at drage omsorg for det smittede barn, selvom der følger en smitterisiko med'. Så vi har tre isolerede boliger og et netværk af personale, der står klar, fortæller Søren Skjødt.

Børnene reagerer forskelligt
På Godhavn er der lige nu kun fire medarbejdere, der må gå på tværs af afdelingerne: pedellen, en IT-medarbejder, køkkenchefen og Søren Skjødt selv. Børnenes venner uden for institutionen må ikke komme på besøg. Til gengæld er de forskellige fritidstilbud – fx gymnastiksalen og biografen – åbne, så afdelingerne hver især kan bruge dem på forskellige tidspunkter. Hele tiden er det en afvejning af smittefare versus trivsel for børnene, forklarer Søren Skjødt.

– Jeg oplever en sammenhæng mellem angst og udadreagerende adfærd. Og der er børn, hvis behandlingsbehov bliver yderligere aktiveret af det her, som har rigtig svært ved at forstå nødvendigheden ved at begrænse sig, og som har vanskeligt ved at udsætte aktuelle behov for fx at se venner. Andre børn lukker ned og vil helst begrave sig ved en computer. Vi skal navigere i børnenes reaktioner og kravene fra myndighederne. Vi skal sørge for, at vi ikke i vores egen panik optrapper situationen og skaber for snævre rammer og dermed et vanvittigt konfliktniveau, men samtidig passer på børnene, siger han.

Vi savner hinanden
Kommunerne har i en del tilfælde vurderet, at børnene på Godhavn ikke kan komme hjem på samvær. Det har været rigtig svært for børnene, fortæller Søren Skjødt. For telefon og Facetime kan ikke erstatte det at give mor et knus eller at sidde med katten på trappen. Ligesom det er svært for børn såvel som kolleger, at de lige nu må undvære hinanden på tværs af afdelingerne.

– Min dagligdag på Godhavn de sidste 30 år har handlet rigtig meget om samvær med en masse mennesker. Sådan er det ikke nu. Og vi savner hinanden, siger han og holder til gengæld fast i andre lyspunkter:

– Det en helt særlig glæde at opleve, hvordan hele vores område stiller op for de her børn – medarbejdere, som jo er lige så udfordrede på hjemmefronten med skolelukninger osv. som alle andre danskere. Her skal de træde ind og levere en fleksibilitet i forhold til arbejdstider og opgaver og en udtalt omsorg. Og det gør de, siger han.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Børn og unge, Forbund og a-kasse