icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
ok2oja.gif
OK20

Et klart ja fra medlemmerne til OK20

Stor opbakning til overenskomstresultatet på det private område: 87 pct. stemte ja

Et stort flertal af medlemmerne bakker op om overenskomstresultatet på det private område. Andelen af ja-stemmer endte på 87 pct., efter at forliget havde været til urafstemning blandt de stemmeberettigede medlemmer af Socialpædagogerne. Dermed er overenskomsten for private opholdssteder, botilbud og dagbehandlingstilbud og vikaroverenskomsten for de næste tre år faldet på plads.

Forbundsformand Benny Andersen glæder sig over opbakningen.

– Det er rigtig dejligt med den massive opbakning til den nye overenskomstaftale. Jeg synes jo også selv, at vi har lavet en aftale, der både er fremadrettet og tilpasset vores private område. Og det er jeg meget glad for, at medlemmerne i den grad kvitterer for, siger Benny Andersen.

Han peger på, at aftalen er med til at styrke området og tiltrække fagligt kompetent personale:

– Jeg er helt sikker på, at de private tilbud, der har valgt at tilslutte sig overenskomsten, vil stå langt stærkere med den nye aftale, når det handler om at få fagligt kompetent personale, i forhold til steder, der ikke har en overenskomst.

Samtidig skal der også lyde en stor tak til Dansk Erhverv som arbejdsgiver for en god aftale, som medlemmerne nu også kvitterer for i stort tal, siger Benny Andersen.

Det samlede resultat satte stemmerekord
Aftalen er en del af de samlede overenskomstforhandlinger mellem FH-organisationer og Dansk Erhverv, som omfatter over 600.000 lønmodtagere. Ser man på det samlede resultat stemte 79,8 pct. ja. Og med en stemmeprocent på 56,7 pct. blev der igen sat rekord.

Formand for FH Lizette Risgaard er rigtig godt tilfreds med resultatet og mener, at det giver et godt fundament at stå på, når vi kommer igennem coronakrisen.

– Stemmeprocenten er igen historisk høj. Det er utroligt positivt, at så mange lønmodtagere har valgt at bruge deres demokratiske ret til at stemme om deres løn- og arbejdsvilkår. Det er jo det, der er hele forudsætningen for, at den danske model fungerer. At ja-procenten samtidig blev så høj, gør jo bare glæden endnu større, siger Lizette Risgaard.

For Socialpædagogernes vedkommende omfatter aftalen ca. 1.000 medlemmer af forbundet. Stemmeprocenten blev på 26 pct.

Fakta: Aftalen indeholder bl.a.:

  • Fritvalgskontoen/den særlige opsparing øges i overenskomstperioden fra to til fem pct. Pengene kan udbetales som fx løn, pension, løn under barns sygdom eller ferie
  • Forbedret betaling for aften- og weekendarbejde
  • Mulighed for yderligere fridag ved barns sygdom
  • Mere forældreorlov: Mulighed for 8 ugers barsel med løn til en anden forælder end moderen
  • Forbedrede vilkår for tillidsrepræsentanter, så de kan deltage i møder og kurser med fuld løn

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Overenskomster og aftaler