icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Michael_2_HIGH.JPG
KOMMENTAR

Husk ledige – også efter corona

Mange ting er ændret i disse tider på grund af corona. Også dagpengetælleren er midlertidigt sat på pause. Og når tingene vender tilbage til det, vi kender, vil Socialpædagogerne fortsat arbejde for, at vi ikke glemmer de ledige

Mens jeg skriver dette, er mange ting helt forandrede på grund af COVID-19. Store grupper af ansatte er sendt hjem. Skoler, fritidstilbud og grænser er lukket og arrangementer aflyst. Men for socialpædagoger fortsætter arbejdet med at sørge for vores udsatte medborgere. Den indsats kan ikke aflyses eller udsættes, og det fylder mig med stolthed at følge den ekstraordinære indsats, som socialpædagogerne bidrager med.

Andre grupper på arbejdsmarkedet er truet af virksomhedslukninger og fyringer. Det bringer varsel om hårde tider, der rækker ud over den umiddelbare epidemi. Derfor er det også fantastisk at se det danske samfunds styrke. Regeringen, Folketinget og arbejdsmarkedets parter har indgået aftaler om hjælpepakker til virksomheder og lønmodtagere. Eksempler på, hvordan parterne kan løfte sammen, når det gælder.

Det er også aftalt at sætte dagpengetælleren på pause i tre måneder. Det glæder mig, for med et arbejdsmarked, som også er markant forandret, er der brug for ekstra sikkerhed. Jeg håber samtidig, at hensynet til de ledige i denne særlige situation kan bæres videre ind i hverdagen, når den vender tilbage. For de ledige er blevet glemt længe – og dagpengenes værdi er gradvist blevet udhulet. I 2015 fik en socialpædagog i gennemsnit svarende til 56 pct. af sin løn udbetalt i dagpenge, hvis vedkommende mistede sit arbejde. I 2025 vil tallet kun være 51 pct. Vores lønforsikring medvirker til at dæmme op for problemet for vores medlemmer, men det truer den samlede tilslutning til forsikringssystemet, når den økonomiske sikkerhed forringes.

Når du læser dette, håber jeg, at vi er på vej mod hverdagen igen. Meget vil være forandret i lang tid, men i Socialpædagogerne vil vi arbejde for, at vi ikke glemmer de ledige.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse