Vi må slås for medlemmerne
Da statsministeren lukkede store dele af landet ned og annoncerede, at socialpædagoger og andet kritisk personale skulle blive på frontlinjen, gik beredskabet i forbundet op i højeste gear – fra TR over lokale kredse til formandskab
Det er onsdag eftermiddag i begyndelsen af april. Forbundsformand Benny Andersen er på vej hjem til Aalborg, da han får besked om, at besøgsforbuddet på bosteder måske bliver ophævet.
Han vender om og sender en sms til socialministeren om, at de må tale sammen. Sekretariatets politiske medarbejdere er i kontakt med embedsmænd i ministeriets departement og KL. Og Twitter bliver taget i brug i skarpe vendinger.
– De lytter heldigvis til os og anerkender vores bekymring. Og det ender med, at dispensationen for besøgsforbuddet skal være en konkret faglig vurdering ude på arbejdspladsen, siger Benny Andersen.
Eksemplet på, hvordan forbundet arbejder under coronakrisen, er ét blandt mange: Bekymringer om fx adgang til test og værnemidler bliver båret frem af medlemmer via TR til ledere og lokale kredse og videre ind i forbundshuset, som kan tage dem op med politikere og myndigheder.
Ugentlige statusmøder
Kredsene forhandler lokale aftaler på plads, der får hverdagen til at hænge sammen. Forbundsformanden holder ugentlige statusmøder med socialministeren. Og for at sikre fleksibilitet i en krisetid indgås aftaler med arbejdsmarkedets parter om fx at kunne flytte arbejdskraft efter behov og om pålagt ferie og afspadsering.
– Det er afgørende at sikre vilkår og rammer og løbende finde løsninger, så medlemmerne kan fokusere på at få hverdagen til at fungere ude i de kritiske funktioner. Vi er blevet taget med på råd som eksperter og har selv slået de nødvendige døre ind undervejs, siger Benny Andersen og fortsætter:
– De personlige relationer betyder vanvittigt meget i sådan en periode: at jeg har god kontakt til både socialministeren og KL’s top, at sekretariatet har tætte forbindelser i ministerier og styrelser, at kredsene tilsvarende har gode relationer i kommunalforvaltningen – og at TR ligesådan har den gode kontakt til sin leder. Alle de relationer bliver brugt til at skabe resultater for medlemmerne.
En kamp for forståelse
Den 3. april holdt flere forbund fælles pressemøde om deres bekymringer for medlemmerne. Hvor var du?
– Jeg talte i telefon med socialministeren, mens pressemødet kørte i baggrunden. Og det siger egentlig det hele. Socialområdet har aldrig været så meget på dagsordenen som nu, og socialpædagoger bliver igen og igen nævnt på pressemøder, også med statsministeren. Jeg stiller gerne op. Men det vigtigste er at skabe ro og sikkerhed for medlemmerne, og det mener jeg ikke altid, man gør bedst ved at være synlig på tv, men derimod ved at påvirke politikere og myndigheder.
Der er blevet talt meget om sundhedspersonalets vigtige indsats. Hvad har du gjort for at få fokus på socialpædagoger?
– Der er ingen tvivl om, at sundhedsmyndighederne som udgangspunkt ikke havde forståelse for socialområdet. Det har fx været en kamp at få dem til at forstå, at borgerne ikke er patienter, og at socialpædagoger ikke altid kan arbejde på afstand. Og vi har måttet slås for fx adgang til værnemidler og test. Den kamp har vi taget.
Hvordan har medlemmerne kunnet mærke det?
– Uden den kamp ville socialpædagoger stå bagerst i køen til fx værnemidler og test.
Og så har politikere og myndigheder virkelig fået øjnene op for, at det ikke er nok at have et godt hjerte, når man arbejder med udsatte borgere – det beror på en stærk faglighed. Når jeg bliver ringet op af KL fredag aften, og ministeren også tager direkte kontakt, så er det, fordi vores medlemmer og området betyder noget.