Vi ville bare have børn i vores liv
Marlene og Henning Hansen troede ikke, at de kunne få børn selv. Derfor blev de i stedet plejefamilie - og har lige nu fire teenagepiger, hvoraf den ene er deres biologiske datter
– Jeg er sådan en, der altid har haft børn omkring mig. Lige fra jeg var helt ung, passede jeg børn, og jeg var hele tre gange ude som au pair. To gange i USA og en gang på Gibraltar. Så det var en stor sorg for mig, da jeg fik at vide, at jeg ikke selv kunne få børn. Slut! Det kunne bare ikke lade sig gøre.
Sådan fortæller den nu 52-årige Marlene Hansen, der som 20-årig mødte den dengang 31-årige Henning Hansen til en forårsfest.
– Det var et kærestepar, der holdt festen. Jeg var venner med manden, og Marlene var veninde med kvinden, fortæller Henning Hansen.
Få måneder efter festen flyttede de to sammen, og snart efter forsøgte de at få børn – uden held.
– Vi var igennem hele møllen med fertilitetsbehandling, og jeg tror, at jeg har fået lagt æg op 16 gange. Til sidst sagde vi: Nå! Men vi skal have børn i vores liv på en eller anden måde. Så må vi gøre noget andet, fortæller Marlene Hansen.
I første omgang fik hun endnu en kold skulder. Hun kontaktede kommunen for at blive plejemor, men da hun kun var 24 år, lød meldingen: Du er for ung!
Som familieplejer skal du groft sagt være parat til at tørre bræk op efter en 10-årig, der ikke er din egen. Og du skal være indstillet på, at dit plejebarn kan ringe juleaften, fordi far eller mor er begyndt at drikke
Marlene Hansen, familieplejer
Frivillig hos Red Barnet
I stedet blev Marlene og Henning Hansen frivillig støtte gennem Red Barnet, så de hjalp en enlig mor og passede hendes to-årige datter Christina i weekender.
– Vi fik en meget tæt kontakt, og i dag kommer Christina stadig hos os, selv om hun snart fylder 30, fortæller Henning Hansen.
Senere blev Marlene Hansen gammel nok til at blive familieplejer. Først som aflastning - og så på fuld tid. Da plejebarnet var fire år gammel, fik Marlene Hansen det pludselig rigtig dårligt.
– Jeg troede, at den var helt gal, og at jeg var meget syg – men jeg var altså bare gravid. Så på den måde fik vi også vores eget barn, siger hun.
Marlene og Henning Hansen mener ikke, at det fik nogen betydning for plejebarnet, at de nu også fik et biologisk barn.
– Jeg hentede vores ældste plejebarn på fødegangen, så bortset fra at jeg ikke har haft hende inde i maven, er der ingen forskel. Det er bare storesøster og lillesøster, og så er det lidt sjovt, at 15-årige lillesøster i dag er 180 cm, mens 19-årige storesøster måske er 150 cm høj, siger Marlene Hansen.
Man er jo nødt til at have et arbejde for at kunne forsørge sig selv. Og når det arbejde så er noget, du nyder og kan lide, ja så er det jo dobbelt lykke
Henning Hansen, familieplejer
En udfordring – og en lykke
Efter nogle år blev Henning Hansen også fuldtids-familieplejer, og sammen har parret i dag tre børn i pleje. Derudover har de haft mange kortvarige anbringelser, fx akutanbragte spædbørn, som i en kort periode har boet hos familien, inden de blev bortadopteret.
Ægteparret slår fast, at arbejdet som familieplejer er mere krævende end nogle måske tror. Marlene Hansen siger:
– Som familieplejer skal du groft sagt være parat til at tørre bræk op efter en 10-årig, der ikke er din egen. Og du skal være indstillet på, at dit plejebarn kan ringe juleaften, fordi far eller mor er begyndt at drikke, og du så skal forlade din egen juleaften for at hente dit plejebarn, siger hun og tilføjer, at selve arbejdet med at passe børnene er den mindste del af det:
– Du skal også kunne samarbejde med forældre, der måske er misbrugere eller psykiske syge og med sagsbehandlere, der ikke altid er til at få fat i, og som måske siger, at ’i dag skal vi så tale om, hvordan det går med Maja.’ Selv om barnet altså hedder Esther.
Hungrer efter en baby
Marlene og Henning Hansen påpeger også, at man skal være villig til at arbejde, når andre holder fri – og give afkald på ting som fx at tage sammen til familiefest, fordi den ene kan være nødt til at blive hjemme hos plejebarnet.
Alligevel er de meget glade for at være plejefamilie og for at have så mange børn i deres liv.
– Det er fantastisk at kunne gøre en forskel i et andet menneskes liv, siger Marlene Hansen og Henning Hansen supplerer:
– Man er jo nødt til at have et arbejde for at kunne forsørge sig selv. Og når det arbejde så er noget, du nyder og kan lide, ja, så er det jo dobbelt lykke.
Marlene og Hennings ældste plejebarn er 19 år og i efterværn. På grund af deres alder kan de ikke tage et nyt plejebarn for hele barndommen, men de vil gerne tage imod et barn, der skal anbringes i en kortere periode.
– Vi hungrer lidt efter at få en baby igen. Vi elsker begge to det der med at dikke-dikke og gå med barnevogn og give sutteflaske, så når vi har en baby, er det lige før vi siger: ’I aften er det altså mig, der skal op. Du kan sove’, siger Marlene Hansen