Coronakrisen gav os et fagligt skub
Corona tvang socialpædagogiske arbejdspladser til at vende hverdagen på hovedet. På botilbuddene Sydtoften og Kildehaven er det lykkedes at vende en svær tid til vigtig læring – og medarbejderne er blevet endnu skarpere på deres faglighed
Shit, hvordan får jeg vagtplanen til at hænge sammen? Kan vi holde smitten fra døren? Og hvad med de borgere, der har brug for en genkendelig hverdag?
Bekymringerne stod i kø i socialpædagog Jette Thomsens hoved den 11. marts. Som teamkoordinator på botilbuddet Sydtoften i Grindsted for borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser lignede det åbningsscenen i hendes værste mareridt, da nedlukkede dag- og aktivitetstilbud og så vidt muligt skærmning af borgerne med ét stod øverst på dagsordenen.
Men til sin store overraskelse kan hun nu se tilbage på en coronakrise, hvor savnet af pårørende ganske vist har fyldt, og hvor kommunikation mellem afdelinger og medarbejdere har været sværere – men også en tid, hvor ro, en-til-en kontakt og øget selvbestemmelse har bragt medarbejderne endnu tættere på kerneopgaven.
– Socialpædagogerne har været virkelig dygtige til at bruge deres faglighed til at skabe ro, struktur og motivation. Det har faktisk været supergodt, fortæller hun.
Der skulle en krise til
Før corona ramte, skulle beboerne hver dag transporteres til og fra dagtilbud og spise sammen i fællesrummene på helt bestemte tidspunkter. Under corona har borgere og medarbejdere i botilbuddet tilbragt langt flere timer sammen, hvor de ikke har skullet nå noget, og medarbejderne har bragt maden ud i hver enkelt borgers lejlighed.
– Der har været en helt anden ro til at snakke med hver enkelt. Der har ikke været noget stress. Det har i virkeligheden været i stor respekt for borgerens selvbestemmelse, som ligger i vores kerneopgave, siger hun og fortsætter:
– Vores tanke har hele tiden været at arbejde endnu mere individuelt med den enkelte borger, men det var åbenbart en coronakrise, der skulle til for, at vi fik det sidste skub.
Det unikke i den her periode har været, at alt er foregået i borgernes tempo, og det er interessant at se, hvad den ro gør. Og vigtigst af alt kan jeg mærke, at det har givet mening for medarbejderne at arbejde på den måde
Jette Thomsen, socialpædagog og teamkoordinator
I borgerens tempo
Frem for faste spisetider i fællesrummet kunne Jette Thomsen nu godt tænke sig at arbejde med, at borgerne selv henter deres mad ind i lejlighederne og muligvis inden for et større tidsrum – når de har lyst. Og for at skabe mere ro for den enkelte vil de også på Sydtoften opfordre de pårørende til at bruge borgernes egne indgange og opholde sig i lejligheden frem for at gå gennem fællesarealerne og opholde sig der.
– Borgerne er blevet trygge i deres egne boliger, og det styrker deres identitet. Selvfølgelig bliver det godt, når de fx skal tilbage til svømning og ridning. Men det unikke i den her periode har været, at alt er foregået i deres tempo, og det er interessant at se, hvad den ro gør. Og vigtigst af alt kan jeg mærke, at det har givet mening for medarbejderne at arbejde på den måde, siger hun.
Samtidig har det været en kæmpe gevinst for det tværfaglige samarbejde, at medarbejderne fra dagtilbuddene er rykket ind på bostedet.
– Vi har virkelig fået øjnene op for, hvad vi hver især kan, siger hun.
Nu kender vi hinanden
Samme oplevelse har TR og socialpædagog Mie Louise Pedersen. Hun arbejder normalt som aktivitetspædagog ved aktivitets- og samværstilbuddet Gården i Svinninge. Da coronapandemien lukkede Gården ned, blev hun og kollegerne sluset ind på det tilstødende botilbud Kildehaven for at lave aktiviteter og tage del i den daglige støtte og pleje.
Og én ting er, at medarbejderne har fået større kendskab til og dermed forståelse for hinandens arbejdsopgaver. Noget andet er, at de har kunnet lære hinanden en masse fagligt, fortæller hun.
– Vi håndterer fx forflytninger forskelligt, og det sundhedsfaglige personale har lært en masse om vores pædagogiske arbejde med fokus på borgernes selvbestemmelse. Når man nu kender hinanden, kan vi nemmere spørge undrende ind. Jeg er sikker på, at samarbejdet vil blive bedre i fremtiden, siger hun.
Vi har bygget bro
Samtidig har hun og kollegerne fra dagtilbuddet lært nye sider af borgerne at kende ved at være tæt på dem i deres hjem.
– En borger havde fx et staffeli stående. Så kunne vi i fællesskab planlægge nogle aktiviteter såsom at male, når nu jeg havde lært, at det er en aktivitet, borgeren holder rigtig meget af. En anden borger er glad for at få en dans i løbet af dagen. Det vidste jeg allerede fra Gården, og den viden kunne jeg tage med ind på bostedet for at skabe struktur og genkendelighed i den nye hverdag. Så vi fik bygget bro mellem Kildehaven og Gården og har også fået indsigt i, at derhjemme kan nogle af borgerne mere eller mindre, end når de er hos os, siger hun.
Selvom det er gået overraskende godt, hvis man spørger Mie Louise Pedersen, har hun glædet sig til at komme tilbage og genoptage sine pædagogiske handleplaner på Gården.
– Men det er lærerigt at prøve en anden hverdag. Hvis personalet på bostedet kunne have lyst og mulighed for at komme ud til os og prøve vores hverdag og arbejdsopgaver, kunne det bidrage yderligere til et godt samarbejde.