icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_2_farve_1128x600.jpg
kommentar

Ingen skal tjene penge på udsatte

Vi har længe – meget længe – arbejdet for, at det ganske enkelt ikke skal være lovligt, at spekulanter kan tjene penge på socialområdet. Vi har set rigtig mange private tilbud, hvor pengene cirkulerer rundt, og der bliver udbetalt millioner af kroner, der havner i lommen hos en koncern eller en privatperson.

Og lad mig slå fast med det samme: Vi har ikke noget imod private tilbud. Vi har bare noget imod, at man i dag helt lovligt kan skabe profit til egen vinding på dette område. De penge burde jo gå til at sikre højest mulig kvalitet for udsatte børn, unge og voksne. Hver gang der stikkes en mio. kr. ned i lommen hos en koncern eller et privat menneske, ja, så er der jo kun ét sted, pengene kan tages fra. Og det er fra de udsatte mennesker, der har så hårdt brug for fagligt kompetente tilbud.

Det er himmel-råbende indlysende, synes jeg. Vi skal have strammere lovgivning på området. Og meget tyder på, at politikerne nu også rent faktisk har tænkt sig at ændre på det. Vores årelange arbejde og påvirkning har givet resultater, tør jeg godt allerede sige. For regeringen og socialminister Astrid Krag har nemlig barslet med et initiativ til en lovændring, hvor jeg håber, at de har skelet til vores bud på løsninger.

Med den kommende lovændring får vi forhåbentligt én gang for alle sat en stopper for den form for spekulation. For, som statsminister Mette Frederiksen tidligere har sagt til dagbladet Politiken: ’Du kan tjene penge på at sælge gummistøvler – ikke på seksuelt misbrugte børn.