Kronik: Plejefamilien på ferie
Sommerferien venter lige rundt om hjørnet. Men er det egentlig ferie? Og hvordan sikrer man både nærvær og afslapning – og indfrier alles forventninger? Læs, hvad en plejemor har gjort sig af tanker om det
Ordet ferie indebærer et dilemma for plejefamilien. Er det ferie, når børnene har fri, er hjemme og hele tiden stiller krav og har behov, som vi plejeforældre skal møde og løse?
Sidste år var vores ferie hård for mig så med det nye feriescenarie i vente, tænkte jeg forløbet igennem, jeg ønsker ikke en gentagelse. Analysen af de seks dage i luksushuset ved Vesterhavet viste følgende fejl: For mange aktiviteter og for mange besøg. For lidt nærvær og for lidt afslapning, sådan lød de overordnede vurderinger. Men hvad handlede det i virkeligheden om? For selvom det var første gang i den del af Danmark og i et for os så luksuriøst sommerhus, så burde vi vel kunne kapere også det?
Besøgstid og faste rutiner
Vi måtte bo i to separate sommerhuse, fordi vi var så mange. Ovre i det andet hus var der helt stille – modsat vores med plejebørn og forskellige gæster fra det ’stille hus’. Det var en fejl, at vi ikke sikrede en vis ro i vores hus også. Det kunne være gjort ved at definere en besøgstid og en fast rutine.
Midt i ugen besøgte jeg min svigerinde, der mistede min kære bror et par år forud, og jeg var i huset første gang uden ham. Sorgen ramte mig som en hammer! Fordi mine plejebørn var med henne i min b rors hus, kunne jeg ikke vise mine følelser og bearbejde sorgen. Den måtte komme ud om aftenen, så jeg manglede en halv nattesøvn tidligt i ferieugen. Og så havde vi inviteret familie på besøg, som ankom med masser af kage og sad og snakkede i timer ude på den solbeskinnede terrasse, så resten af dagen var præget af en solsvimlende følelse i bøtten.
Endelig blev hjemturen rykket frem til aftenen før aftalt under påskud af at undgå varmen om dagen. Jeg sad ved rattet i alt for mange timer, indtil mørket faldt på og hørte et hjulleje stige i klagelyd. Uh, det var bare skønt at havne hjemme igen, og selvfølgelig brugte jeg de sene aftentimer på at læsse biler af i stedet for at gå til køjs.
Ude i sommerlige Danmark ses vi som en spøjs gruppe, som nogle gange tiltrækker andres opmærksomhed, fordi ham, der hedder morfar for det ene barn, kaldes Jim af et andet. Og kvinden på godt over halvtreds somre sidder med en nuttet tøs på skødet, som siger Merete, mens en teenager kalder Merete for Bedste.
'Merete', familieplejer
Det skal blive godt
I år skal vi besøge et nyt sted i Danmark sammen med de mennesker, vi holder allermest af. Målet er at fokusere på samvær og nærvær, det skal blive godt.
Vi går ikke ned på materiel i sommerlandet; bilerne proppes med legetøj og strandudstyr, cykler i udvalg samt klapvogn og løbehjul. Hjørnetelt til en hidsigprop, kugledyne og kuglesæde til rastløse. Bamser, Ipads, mini-tv med tilhørende børnefilm til en regnvejrsdag og hængekøjer samt telte til de unge, så de ikke vækkes tidligt af de små – oveni det kommer al den normale bagage med tøj, sengetøj og madvarer.
Skal vi putte børnene, som vi plejer? Gør vi det, står de op, som de plejer – klokken halv seks i værste fald, selvom vi har mørklægning med, så man på det fremmede sted famler rundt i mørket a la halloween. Eller skal vi lade dem være længere oppe, så vi ikke selv får fri om aftenen med vin og hyggesamvær? – Alligevel står tutten sikkert tidligt op. Skal vi lade alle de (for os) normale regler være sat ud af spil i feriedagene eller holde fast i reglerne og indimellem bruge lidt tid på at forklare de andre, der er med os på ferien, hvorfor vi har disse mange regler?
Familie og institution i ét
Ude i sommerlige Danmark ses vi som en spøjs gruppe, som nogle gange tiltrækker andres opmærksomhed, fordi ham, der hedder morfar for det ene barn, kaldes Jim af et andet. Og kvinden på godt over halvtreds somre sidder med en nuttet tøs på skødet, som siger Merete, mens en teenager kalder Merete for Bedste. Plejefamilien er på mange måder en sammensat kulturinstitution. Og det er netop min definition, når vi møder nye mennesker: Vi er en sammensat kulturinstitution. Gentager man de ord nogle gange, sidder de på rygraden, da jeg mener, vi både er familie og institution i ét.
Separatferie er no-go, for børnebørnene kræver på nogle områder samme aktive indsats som vores plejebarn – så hellere få det hele overstået på en gang.
Vi taler ferien op i månederne forud, om det er for børnenes skyld, eller for at vi voksne kan mestre udfordringen vides ej. ’Bare vent til vi skal til Bornholm, så kan vi stå på rulleskøjter, grille friske fisk og spille det lange spil, vi ikke når til hverdag.’
Glimt af lykke
Vi mener det godt, men hele tiden lurer den lille alarm i baghovedet. Åh, det bliver anstrengende – ligesom jul og børnefødselsdag.
Guud skal I til Bornholm og så med alle jeres børn og børnebørn. Det bliver skønt for jer! Jo, over for den rare nabo er der ingen grund til at se andet end lykkelig ud.
Undvære det vil vi ikke, så hellere se det som sommer-maraton, der lige skal klares. Inden den rigtige ferie – som ligger i hverdagen, ah! Vel overstået bliver ferien på Bornholm et suverænt narrativ, når vi mindes den skønne ø-ferie. Der vil være disse glimt, hvor den forsigtige pige griner og plasker løs i det lave vand. Og storebror fangede en fisk for første gang, åh en lykke. Så kom bare du sommerferie! Bagefter er der hele 358 dage til næste gang.
Forfatteren til denne kronik har af hensyn til plejebørnene valgt at fremstå anonymt, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.
Synspunkt
Vi bringer 'Synspunkt' / kronikker på vores hjemmeside samt i vores nyhedsbreve efter en redaktionel vurdering.
Et Synspunkt må højst fylde 8.000 anslag og skal sendes til nyhedsrum@sl.dk