icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpædagogernes pris_1128x600.png
Socialpædagogernes Pris

8 ledere indstillet til pris

Mange dygtige kandidater er blevet indstillet til Socialpædagogernes Pris – herunder otte socialpædagogiske ledere. Glædeligt, at så mange har brugt anledningen til at synliggøre den store arbejdsindsats, understreger forbundsnæstformand

’Marlene er et empatisk menneske med en høj arbejdsmoral og stort engagement. Hun har hjertet på rette sted, hvad angår både beboere og personalegruppen, og det er hendes største interesse, at alle trives og har det godt’.   
Sådan skriver et medlem i sin indstilling af en leder. Og dermed er lederen - ligesom 120* andre socialpædagoger og arbejdspladser - kandidat til Socialpædagogernes pris på 30.000 kroner.

Hjertet er med
Den pågældende leder er langt fra den eneste. I alt er otte ledere indstillet til prisen, ligesom at tillidsvalgte, familieplejere, studerende og arbejdspladser fra forskellige dele af faget også er repræsenteret blandt de indstillede.

Blandt de otte ledere, som er indstillet til prisen, går kvalifikationer som engagement og faglighed ofte igen. Om en leder lyder det fx i indstillingen:

’Morten er en fantastisk mentor for mange udsatte børn og unge. Han har hjertet og etikken på det helt rette sted, og han formår at skabe det bedste arbejdsmiljø for os ansatte og tryghed for børnene/de unge.

Og endnu en af de indstillede ledere fremhæves også for at have hjerte med i sit arbejde:

’Mette er innovativ, anerkendende og nærværende i sin omgang med medarbejderne. Mette har hjertet med, når hun går forrest i at skabe trivsel for borgerne. 

Indsatsen skal synliggøres
Socialpædagogernes Pris går til en arbejdsplads eller person, der leverer høj kvalitet i arbejdet eller styrker socialpædagogerne og familieplejerne som faggruppe. I år har medlemmerne som noget helt nyt haft mulighed for at indstille kandidater til prisen. Og den mulighed har rigtig mange grebet. Socialpædagogernes forbundsnæstformand Marie Sonne glæder sig over det store engagement:

– Både ledere og socialpædagoger gør et fantastisk stykke arbejde rundt omkring i landet. Jeg er glad for, at så mange medlemmer har brugt anledningen til at anerkende og synliggøre det ved at indstille kandidater til prisen, siger Marie Sonne.

Og vinderen er…
Blandt alle indstillinger vælger et underudvalg under Socialpædagogernes Hovedbestyrelse op til fem personer eller arbejdspladser, som går videre til afstemning i Hovedbestyrelsen, der træffer den endelige beslutning.

Vinderen af prisen bliver offentliggjort på Socialpædagogernes kongres den 10.-12. november i år. Socialpædagogernes hovedbestyrelse vælger, om prisen gives til én person, eller om den skal deles mellem flere prismodtagere.

*Vi har tidligere ved en fejl i bl.a. fagbladet Socialpædagogen skrevet 146 nomineringer til Socialpædagogenes Pris - men det rigtige tal er 121 nomineringer.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Ledere og mellemledere