En skjult integrationssucces

Og det er et tankevækkende spørgsmål, mener Aydin Soei. Hans far kom til Danmark i 80'erne fra Iran – og fik Aydin i 1982. Og han har selv oplevet at have en far, som ikke har magtet at leve op til faderrollen, og som i høj grad har været fraværende som far enten mentalt eller fysisk. En far, man både frygtede, men samtidig anglede efter anerkendelse fra.

Men både Aydin Soei selv og bogens fem fortællere er i dag fædre på en noget anden måde. Derfor er det skifte i, hvad Aydin Soei selv betegner som den brune faderrolle, også desto mere markant:

– Nogle gange kan jeg ikke lade være med at grine, for skiftet er så stort. Min far har aldrig sagt, ’jeg elsker dig’ til mig. Og jeg siger det seks gange om dagen til min egen søn og må nærmest bremse mig selv, fordi han ikke reagerer længere, griner han.

Faderidealet påvirker
Skiftet i faderidealer – fra den emotionelt fraværende autoritære far med primær selvforståelse som forsørgeren til den bløde far, der tager del i hus- og omsorgsarbejdet i familien, og som lytter til og anerkender børnenes følelser – er en markant men skjult succes, argumenterer Aydin Soei.

– Den allerstørste målbare integrationssucces er, at så mange efterkommerkvinder er godt uddannet og overhaler jævnaldrende etnisk danske kvinder i andelen, der starter på en videregående uddannelse. Men en af de største skjulte integrationssucceser, vi har, er skiftet i faderidealer, siger han – og uddyber, hvorfor det nye brune fader­ideal er et symbol på integration, der lykkes:

– Man bliver påvirket af faderidealet i det land, man vokser op i. Nogle i den nye generation af fædre siger fx, at de ikke vil slå deres børn, fordi de selv har prøvet det og ved, hvor ondt det gør. Men den logik var også tilgængelig for deres fædre – og de valgte alligevel at bruge vold som opdragelses­metode. Så det har selvfølgelig en betydning, hvilke normer man møder i Danmark, hvor revselsesretten blev afskaffet i 1997.

En del af løsningen
Aydin Soei er selv vokset op i et udsat boligområde, hvor han var én af de drenge, der konstant var oppe at slås på den københavnske vestegn. Og han kender til udfordringerne i udsatte familier. Hans erfaring er, at en faggruppe som socialpædagoger kan være med til at støtte disse familier.

– Socialpædagoger er en del af løsningen, for de er ikke skræmmende, siger han og forklarer, at mange udsatte familier ser kommunen som en trussel – bl.a. fordi der findes sociale skrøner om, at sagsbehandlere altid vil tvangsfjerne børnene.

– Derfor rækker mange først ud efter hjælp, når det ikke længere er muligt at skjule, at man ikke kan styre sin teenager eller er i stand til at give nok omsorg og kærlighed til børnene. Og de udsatte familier har tendens til at lukke sig om sig selv, siger han.

Men hvordan når man så ud til disse udsatte familier? Ifølge Aydin Soei er én ting sikker: Sagsbehandleren skal ikke bare sidde og vente på, at Alis far selv henvender sig.

– Her skal civilsamfundet spille en rolle – fx i form af bydelsmødre og fædregrupper. For dem er de udsatte familier ikke lige så bange for. Og så er der jo også forskel på faggrupper. Man er mindre bange for lærere end sagsbehandlere. Så kommer pædagoger. Og man er mindre bange for socialpædagoger end pædagoger. Og gadeplansmedarbejdere er man ikke specielt bange for. Så der er et tillidshierarki i faggrupperne. En del af løsningen er derfor mere udadgående sagsbehandling og samarbejde med de faggrupper, som der er større tillid til.

Man er mindre bange for lærere end sagsbehandlere. Så kommer pædagoger. Og man er mindre bange for socialpædagoger end pædagoger. Og gadeplansmedarbejdere er man ikke specielt bange for.

Aydin Soei, sociolog og forfatter

Hvad er integration?
Når man ser på det skifte i faderidealer hos brune fædre, som Aydin Soei tager fat på i sin aktuelle bog, så er der også tale om en generationsrejse. Og der kan trækkes store paralleller til 70’ernes og 80’ernes hvide bløde fædre i Danmark, der selv tog et opgør med en barndom præget af deres fædres autoritære og måske endda voldelige opdragelse.

– Meget handler om en generationsrejse. Men de sidste 10 pct. handler om, at efterkommergenerationens fædre har rejst fra nogle af de lande i verden med de mest autoritære opdragelsesidealer til et af de lande med de mest eftergivende opdragelsesidealer, siger Aydin Soei.

Ifølge ham er et opdragelsesideal præget af forældrenes vurdering af, hvad der er vigtigt for, at barnet kan klare sig. Og hvordan man som forældre skal ruste børnene.

– Og her er det vigtigt at huske på, at det eftergivende opdragelsesideal, hvor man lytter, inddrager og anerkender, er et middelklassefænomen, lyder det fra Aydin Soei.

Så når middelklassens forældre kan anerkende og inddrage børnene, handler det om, at der er rigtig gode muligheder for gratis uddannelse i Danmark – og for at blive grebet af et sikkerhedsnet, hvis man falder igennem.

Men for nogle grupper er det en udfordring at praktisere et eftergivende opdragelsesideal, mener Aydin Soei. Det gælder fx kontanthjælpsmodtagere, for de har mest på spil og hører derfor også til de mest stressede. Netop denne gruppe har en tendens til at være mere autoritære i deres opdragelse, selvom det langtfra er sikkert, at det giver pote, siger han:

Mange fædre i udsatte familier forstår ikke, hvorfor de skal prioritere tid med børnene, fordi det i deres logik giver mening at arbejde rigtig meget for at tjene flere penge og dermed sikre børnene en god fremtid.

Aydin Soei, sociolog og forfatter

– Mange fædre i udsatte familier forstår ikke, hvorfor de skal prioritere tid med børnene, fordi det i deres logik giver mening at arbejde rigtig meget for at tjene flere penge og dermed sikre børnene en god fremtid. Men når jeg kan fortælle dem, at forskningen viser, at børnenes risiko for kriminalitet er lavere, og deres sandsynlighed for at gennemføre uddannelse er højere, hvis de tilbringer mere tid sammen med deres forældre, så kan de godt se meningen med det, forklarer han.

Sårbarhed og tvivl
Men. For der er et men. Der er trods alt rigtig mange fædre fra første generation af indvandrere i Danmark, som er gode fædre-forbilleder for deres børn. Og det handler bl.a. om at have netværk.

– Det hjælper, hvis man har nogen, som kan sige til, hvis de kan se, at du er i problemer – og at du har et maskulinitetsideal, der faktisk kan spænde ben, siger Aydin Soei, som selv har oplevet, hvordan hans syn på sin far har ændret sig, efter at han selv blev far.

– Nu kan jeg se, at han ikke var et enøjet monster, men at han var dybt usikker. Og når han fik et godt råd, var hans ører på stilke. Da min far fx fik et par timer med mig, efter min mor havde taget mig med på krisecenter, vidste han ikke, hvordan han skulle være sammen med sit barn. Men én fortalte ham, at børn godt kan lide at gå i biografen. Dér var jeg i biografen for første gang, og jeg tror, han fik en erkendelse af, at wauw – skal der ikke mere til, siger han og tilføjer:

– Vi mangler at bryde det tabu, så det i højere grad bliver muligt for mænd at give udtryk for sårbarhed og tvivl i livet. Særligt når det kommer til vores børn, for du bliver faktisk en bedre far af det.

Hvem er de udsatte?
Omvendt er der også udsatte fædre i efterkommer­generationerne, der ikke abonnerer på det eftergivende opdragelsesideal – hvor skiftet så at sige ikke er slået igennem. Det er typisk mænd, der ikke får en uddannelse, forklarer Aydin Soei. Han henviser bl.a. til medborgerskabsundersøgelser, der viser, at der også findes fædre, som har en tendens til at have mere konservative værdier omkring køn, ligestilling og børn end forældregenerationen.

– Hvis man ikke selv opnår status i samfundet ved at få en uddannelse, så klamrer man sig til den sidste skanse: at man alene i kraft af at være mand har en særlig status. Og så er ligestilling jo en trussel. Det kan let munde ud i social kontrol af kvinder, men også af børn, fordi man ser dem som en del af sin ejendom. Så er man mere tilbøjelig til at være en autoritær far, siger han og slutter:

– Hvis vi fremadrettet vil arbejde for bedre forældre­skab og for, at flere børn trives uden kontakt til socialpædagoger, så skal vi have fat i nogle af de fædre, der ikke føler, de har anden status i samfundet end det at være mand. Og som ikke er i stand til at give deres børn højt selvværd og lære dem de sociale koder, fordi de alene betragter sig selv som en autoritær far.

Hvis man ikke selv opnår status i samfundet ved at få en uddannelse, så klamrer man sig til den sidste skanse: at man alene i kraft af at være mand har en særlig status. Og så er ligestilling jo en trussel.

Aydin Soei, sociolog og forfatter