Vil du være Facebook-venner med borgerne?

På min arbejdsplads må vi ikke være Face­book-venner med beboerne, men jeg ville gerne være det – og er det med mange tidligere beboere. For mig er en relation en tovejs-ting, og jeg opbygger relation ved også at give noget af mig selv. Derfor er jeg ikke meget for at sætte et skel op mellem mig som privatperson og mig som professionel person – og alt, hvad jeg deler på min Facebook-profil, kan jeg også dele på jobbet. Beboerne må gerne vide, at jeg ikke er noget overmenneske, men fx kommer til at spise for meget kage og bliver ramt af sorg, når min mor skal på plejehjem. Og de må gerne se, hvordan jeg glæder mig over livet og fx lægger et billede op, hvor min kat slanger sig i solen. Når jeg er på arbejde, er jeg åben og ærlig omkring mig selv på godt og ondt, for nogle kan først åbne sig for mig, når jeg åbner mig for dem. Måske har den tilgang noget at gøre med, at jeg ud over min pædagoguddannelse også selv har brugerbaggrund. Jeg ønsker at give beboerne mulighed for at spejle sig i mig og vise, at jeg ligesom dem kan vælte – og rejse mig igen.

NEJ
Henrik Stevns Sørensen, hjemmevejleder i Bo og Støtte i Holbæk Kommune

På min arbejdsplads har vi en regel om ikke at være Facebook-venner med brugerne, og det er jeg helt enig i – af flere grunde. Målgruppen er bl.a. mennesker med udviklingshæmning, og nogle har svært ved at skelne mellem et Face­book-venskab og et rigtigt venskab. Hvis man får ja til en venneanmodning, kan næste naturlige skridt være at ringe på døren søndag formiddag. Så selvom vi opbygger en god og tillidsfuld relation, er det vigtigt at fastholde en grænse mellem privat og professionel. Især for min skyld, men også for brugernes. Ellers vil de få nogle forkerte forventninger og kan nemt blive skuffede. Derudover er det heller ikke særlig smart, hvis jeg den ene dag rådgiver en borger med misbrugsproblematikker og minder ham om antabussen, og han den næste dag ser et Facebook-billede, hvor jeg giver den gas med rødvin i weekenden.
For mig er det positivt med en regel, for så er det nemt at sige: ’Jeg har godt set, at du har sendt  mig en venneanmodning, men den må jeg ikke sige ja til.’ Og indtil nu har alle godtaget det.