Børnene taber, når døgninstitutioner lukker

Men lørdag den 16. april 2016 var anderledes. For den dag var det den sidste medarbejder, der trykkede hornet i bund og forlod matriklen.

100 år som akut døgninstitution for anbragte børn og unge var endegyldigt slut.

– Vi syntes, at vi var vigtige på indsatstrappen. Hvor pokker skulle dem, der havde brug for netop vores indsats, nu være henne? Jeg var virkelig bekymret for, at børnene skulle opleve flere sammenbrud og flere svigt, når Sabroegaarden ikke var der længere. Man blev jo ikke anbragt dér uden grund, siger Tanja Grønbæk Nielsen.

På Sabroegaarden blev børn og unge – nogle gange sammen med deres forældre – akutanbragt og i løbet af tre-seks måneder observeret og udredt af et team af socialpædagoger og en psykolog. Ud fra den udredning fandt kommunens sagsbehandler og anbringelseskonsulenter frem til den rette indsats til familien, så barnet kunne komme hjem igen eller kunne komme i den plejefamilie, på den behandlingsinstitution eller det opholdssted, der matchede barnets behov.

Ender i sammenbrud
Da Sabroegaarden lukkede, blev institutionen en del af en  kedelig statistik. Ifølge nye tal fra FADD (Foreningen af Døgn- og Dagtilbud) er 47 ud af 165 døgninstitutioner for udsatte børn og  unge lukket siden 2010 – det svarer til 28 pct. 

Ingen har et nøjagtigt overblik over hele  døgnanbringelsesområdet. Men spørger man professor Inge Bryderup, der i årevis har forsket i anbragte børn og familiepleje ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg  Universitet, vurderer hun, at ca. en tredjedel af alle  døgninstitutioner er lukket de sidste ti år.

Og konsekvenserne er til at tage og føle på. For det første har lukningen af døgninstitutioner betydet, at børn og unge, som har omfattende behandlingsbehov, oftere anbringes i  familiepleje. For det andet viser undersøgelser, at en tredjedel af alle anbringelser i familiepleje bryder sammen.

– Det er vel den største indikator, du kan få på, at familieplejere får børn, der har så store problemer, at de ikke kan magte dem, siger Inge Bryderup. 

Faglighed går tabt
Udviklingen blev først og fremmest skudt i gang med strukturreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, fortæller Inge Bryderup. For i takt med at kommunerne bestræbte sig på at visitere til egne tilbud, havde mange problemer med selv at fylde døgninstitutionerne op – og så stod der pludselig røde tal tilbage på bundlinjen.

Siden blev det politisk besluttet, at kommunerne skal arbejde for tidlige indsatser, og at børn skal vokse op i et miljø så tæt som muligt på et normalt børneliv. Inspirationen kommer fra den såkaldte Herningmodel, der skal sikre en helhedsorienteret indsats for udsatte børn og unge med afsæt i indsatstrappens seks trin. Jo højere op ad trappen – jo mere indgribende er indsatsen. Men i praksis er tendensen, at flere børn anbringes i familiepleje, mens en række tilbud på indsatstrappen helt forsvinder – fx døgninstitutioner.

– Familieplejeanbringelser koster ca. det halve af, hvad institutionerne koster, så der kan også være noget økonomisk tænkning der, siger Inge Bryderup.

Hun ærgrer sig over udviklingen. For set med hendes øjne bliver stor faglighed begravet, når døgninstitutionerne lukker.

– Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal sige det kraftigt nok. De danske døgninstitutioner er jo karakteriseret ved at være 100 år gamle mange af dem, hvor stor faglig ekspertise er gået i arv i generationer af socialpædagoger. De institutioner har haft omfattende kulturelle rødder og traditioner, samtidig med at de har formået at foretage en løbende udvikling af hele området gennem tiden, siger hun.

Vi så os som børnenes primære omsorgsgivere. Det var enormt vigtigt, at vores arbejde blev gjort ordentligt, fordi det lagde stien for resten af de her børn og unges liv.

Tanja Grønbæk Nielsen, tidligere socialpædagog på Familiecenter Sabroegaarden

Holdt op med at ringe
Sabroegaarden var netop en af de gamle institutioner. Medarbejderne havde ud over deres socialpædagogiske faglighed også uddannelse i sorg og krise, seksuelle overgreb, tidlige, følelsesmæssige skader og supervision, ligesom mentalisering, miljøterapi og low arousal var metoder, der blev hentet ind for at møde børnene med den mest solide faglighed.

– Når børnene kom til Sabroegården, var alt jo i kaos for dem. Samtidig havde de et savn uden lige af deres forældre. Men i løbet af kort tid blev Sabroegaarden et hjem for dem. Vi så os som børnenes primære omsorgsgivere. Det var enormt vigtigt, at vores arbejde blev gjort ordentligt, fordi det lagde stien for resten af de her børn og unges liv, siger Tanja Grønbæk Nielsen.

Døgninstitutionen havde været lukningstruet flere gange over årene pga. økonomisk underskud. Og da kommunerne på en KL-konference blev introduceret til Herningmodellen og derfra overgik til forebyggende indsatser og flere anbringelser i familiepleje, holdt telefonen næsten op med at ringe fra den ene dag til den anden, fortæller daværende leder af Sabroegaarden Helle Tranbæk.

– Man kan ikke arbejde med en 100 pct. normering på en akut døgninstitution – i perioder med tomme pladser satte jeg jo ikke en annonce i avisen med reklame for muligheden for at blive anbragt. Omvendt kan du heller ikke indskrive børn, der har brug for en akut indsats, på venteliste, hvis der ikke lige er plads. Det gør jo noget ved økonomien, tilføjer hun.

Lukker sig om sig selv
Sabroegaarden ligger i Socialpædagogernes Kreds Midt- og Vestjylland, som er det område i Danmark, hvor allerflest døgninstitutioner er lukket. Ud over at der næsten ingen døgninstitutioner er tilbage i kredsen, mærker man udviklingen ved at møde familieplejere, der har massivt brug for støtte og aflastning, fortæller faglig sekretær Lene Skovsager.

– Vi ser det knæk, det er for en plejefamilie, når de må sige, at de ikke magter opgaven længere – når den faglige opgave, de er ansat til at løfte, og rammerne for at løse den ikke længere holder.  Det er med blødende hjerte, for det har jo konsekvenser for børnene, siger hun.

I 2017, da endnu en døgninstitution i kredsen lukkede, fik socialpædagoger, andre kommunalt ansatte og kredsen nok og aktionerede i fællesskab mod udviklingen af Herningmodellen. Desuden har Lene Skovsager og kredsformand Peter Sandkvist holdt møder med mange af kredsens kommuners børn- og ungeudvalg for at gøre dem opmærksomme på problemstillingen.

– Vi ser en klar tendens til, at man starter nederst på indsatstrappen og bevæger sig opad frem for at starte det rette sted. Og derudover er der også en tendens til, at kommunerne lukker sig om sig selv frem for at gå sammen om at finansiere døgninstitutionerne, så børnene kan få det rette tilbud uden at skulle flyttes til den anden ende af landet, siger Lene Skovsager.

Vi taber børnene
Trods møder og protester ser udviklingen ikke ud til at vende foreløbig. Tværtimod. Senest lukkede Ballerup Ungdomspension for knap en måned siden. Og nu overgår stedets socialpædagoger til at være støttekontaktpersoner for både unge, der bor hjemme hos forældrene, og unge, der bor ude, fortæller socialpædagog og TR Robert Friis Engelsholm.

– Min frygt er, at børn og familier bliver tabt i det her og ikke får den rette hjælp, fordi man trækker indsatsen i hjemmet ud, indtil relationen brænder helt sammen. Så ender den unge i stedet i en langvarig anbringelse langt væk fra hjemmet, siger han.

I takt med at Sabroegaarden, Ballerup Ungdomspension og mange andre døgninstitutioner er lukket, er manglen på døgnpladser begyndt at melde sig.

Der mangler pladser
Hos FADD modtager man hver uge opkald fra kommuner, der spørger, om de eller nogen, de kender, kan løfte en opgave med et barn med komplekse behandlingsbehov. Mange døgninstitutioner oplever, at de bliver nødt til at ’gå til kanten’ i et forsøg på at være med til at løse forvaltningernes problemer med at finde egnede steder til de udsatte børn og unge.

Det betyder også, at anbringelsen ender langt fra hjemmet og dermed barnets eller den unges netværk, fortæller FADDs formand, Søren Skjødt. Og når kommunerne kommer til kort, fordi det rette tilbud ikke længere findes, har det alvorlige konsekvenser for børnene.

– Vi spilder afgørende behandlingstid, når vi ikke iværksætter den rette behandling til barnet, og som samfund har man investeret en masse penge i noget, der ikke virkede. Samtidig kommer børnene med adskillige afbrudte forløb og er mærket af dem. Det skal det næste anbringelsessted arbejde med, ligesom barnets forældre har mistet tillid til systemet, siger han. 

Vi kan mere sammen
Set fra Søren Skjødts perspektiv burde kommuner indgå partnerskaber om at drive døgninstitutionerne i fællesskab og sætte sig sammen for at få et fælles overblik over, hvilke børn de forventer at skulle finde tilbud til i årene, der kommer. For i sidste ende handler det ikke om enten døgninstitution, opholdssted eller plejefamilie – men om, at hver kommune skal have en palet af tilbud på alle indsatstrin, der passer til hvert enkelt barn, mener han.

– I dag har døgninstitutionerne tilpasset sig efterspørgslen, så de som minimum har skole-dagbehandling integreret, støtteperson­ordninger, familiebehandling, plejefamiliestøtte. Og det tror jeg er en sund udvikling. Vi skal masseproducere individuelle løsninger. Det kan ingen gøre alene, men vi kan en masse sammen, siger Søren Skjødt.

Nu må vi købe pladserne
Netop den tilpasning forsøgte Sabroegaarden også at lave. Da en lukning stod for, gik hele arbejdspladsens MED-system, bl.a. TR, leder og AMR, i gang med at finde på alternativer til døgninstitutionen, så man kunne gøre brug af de faglige kompetencer fra institutionen – som fx aflastning for plejefamilier, som udvidet SFO for udsatte børn og unge – og som ungdomsbolig for udsatte unge.

Samtidig tog de kontakt til de kommuner, der ofte købte pladser, for at afsøge muligheden for, at kommunerne slog sig sammen med Skive Kommune om at drive døgninstitutionen. Men uden held.

– Det kræver en politisk vilje til at have fælles økonomi, hvilket der ikke er meget erfaring med. Muligheden bliver først præsenteret, når man er presset, og så lykkes det sjældent, siger Helle Trangbæk og fortsætter:

For medarbejderne var det frygteligt at opleve, at ’nu kan vi åbenbart undværes’. I dag har vi ikke længere en døgnmulighed i Skive, men må købe pladser på opholdssteder og familiedøgnafdelinger.

Helle Trangbæk, tidligere leder af Sabroegaarden

– For medarbejderne var det frygteligt at opleve, at ’nu kan vi åbenbart undværes’. I dag har vi ikke længere en døgnmulighed i Skive, men må købe pladser på opholdssteder og familiedøgn­afdelinger. For dagområdet kan jo ikke løfte hele døgnområdet, siger Helle Trangbæk, som i dag er familiechef i Skive Kommune.

Gid nogen havde set dig
Fra byrådet besluttede at lukke Sabroegaarden, til den sidste medarbejder satte tudehornet i bund, blev der gjort en stor indsats for at hjælpe medarbejdere såvel som børnene godt i vej.

I dag arbejder Tanja Grønbæk Nielsen som socialpædagog ved STU i Skive. Hun er sikker på, at dygtige familieplejere har overtaget en del af opgaven fra Sabroegaarden. Men hun kan godt være bekymret for, om de kan holde til det, hvis et specialtilbud ikke har arbejdet med barnets problematikker først, og når de ikke – som Tanja og kollegerne – kan puste ud derhjemme efter en hård dag på jobbet eller få supervision fra kolleger.

Og mest af alt frygter hun, om man får sat ind med det rette tilbud til de udsatte børn og unge.

– I dag møder jeg jo unge mennesker, hvor jeg tænker, gid der var nogen, der havde set dig, og var trådt ind i din familie, da du var yngre, ligesom vi gjorde – så var du et andet sted i dag, siger hun.