Professionel – og fuld af følelser

’Men det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at du har svært ved at holde den professionelle distance.’ Sådan lød det i en afskedstale, da Rikke Smedegaard Hansen stoppede på en arbejdsplads. Endnu en gang blev det antydet, at det var et problem, at hun blev følelsesmæssigt påvirket af sit arbejde med udsatte børn – og brugte sine egne følelser i relationsarbejdet.

Og det var lige dér, at hun besluttede sig for at skrive en bog om følelser i pædagogisk arbejde fortalt gennem hendes egne oplevelser – men sat i relief med teori og faglige begreber.

– Det er noget pjat at sige, at det pr. definition er uprofessionelt at være følelsesmæssigt optaget af eller involveret i dem, som man arbejder med. For følelserne er der jo. Men de bliver flove og skamfulde, hvis vi ikke forholder os til dem og kan snakke med kollegerne om de følelser. At tale om dem giver en klarhed og tydelighed, som styrker vores arbejde, siger Rikke Smedegaard Hansen.

Hun har selv været uddannet pædagog i snart 24 år – og arbejdet med børn og unge inden for både dagtilbud og socialområdet som kontaktperson og på behandlingshjem.

Et fagligt løfte
I dag arbejder Rikke Smedegaard Hansen med inklusion i folkeskolen. Og på sit CV kan hun nu også skrive forfatter. For tidligere på året udkom bogen ’Ida er pisseprovokerende’. En bog skrevet med afsæt i, at Rikke Smedegaard Hansen var træt af at føle sig alene med det faglige standpunkt, at man godt kan være følelsesmæssigt optaget af sit arbejde – og samtidig være professionel.

Træt af hele tiden at blive i tvivl om, hvorvidt det var hende, den var gal med, når hendes erfaring fra praksis var, at netop nærheden og den tætte relation gjorde hele forskellen. Hendes pointe er, at det er afgørende for menneskers udvikling at have en tryg tilknytning til en omsorgsperson – for den tætte relation kan være broen til at løse nogle af de andre problemer.

Og selvom afskedstalen var dét, der fik Rikke Smedegaard Hansen til tasterne, så var der særligt ét barn, der fik hende til at give sig selv et fagligt løfte, som også gennemsyrer bogen. Et barn, der fik hende til at opleve et fagligt svigt, som hun har lovet sig selv ikke at gentage.

Rikke Smedegaard Hansen mødte en anderledes pige, der ikke rigtig passede ind socialt. Pigen knyttede sig tæt til hende. Meget tæt. Rikke Smedegaard Hansen blev i tvivl, om den tætte relation var fagligt funderet, og kollegerne og ledelsen advarede hende mod det. Men samtidig kunne hun mærke, at de havde noget særligt sammen – og at hun var vigtig for pigen, der på mange parametre ikke havde det nemt.

Usikker på sig selv
Historien endte ikke godt, desværre. Pigens støtte­behov skal til revurdering, og hendes kontakt med Rikke skal dermed ophøre, beslutter ledelsen. De får Rikke Smedegaard Hansen til at overbringe pigen beskeden, selvom hendes eget faglige instinkt sagde, at det var en dårlig idé. Men hun gør det alligevel. Og pigens øjne fyldtes med uforstående tårer. Da sommerferien var slut, havde forældrene flyttet hende til en anden skole.

– Hun må have følt et enormt svigt fra mig, siger Rikke Smedegaard Hansen om episoden, som prægede hende:

– Jeg blev enormt vred over ikke at føle mig forstået af kolleger og ledelse. Men jeg var ikke god nok til at begrunde, hvorfor jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Hvorfor jeg troede på, at det var vigtigt, at jeg blev ved med at være der for hende. Jeg formåede ikke at sige: Jeg skal blive tæt på hende, indtil vi får løst de andre problemer, hun har. Det kunne jeg ikke argumentere for, fordi jeg blev usikker på min egen faglighed.

Oplevelsen – og den dårlige samvittighed over for barnet – fik Rikke Smedegaard Hansen til at love sig selv, at hun skulle lære at argumentere bedre for sin faglighed og stå fast. At turde blive på barnets eller borgerens side.

– Og samtidig skal jeg også kunne rumme tvivlen om, hvorvidt det er det rigtige, jeg gør ved at knytte mig tæt. For tvivlen er der, og det skal den være. For den gør, at vi bliver ved med at reflektere, siger hun.

Arbejde med følelser
Følelserne skal jo ikke kun tages alvorligt for ens egen skyld, understreger Rikke Smedegaard Hansen. Det handler i høj grad om barnets og borgerens udvikling og trivsel. Ofte skal man som socialpædagog arbejde for at undertrykke sine umiddelbare følelser og fx bevare roen og være neutral i en situation, hvor barnet eller borgeren er ophidset, aggressiv eller på anden måde i affekt.

For følelser smitter, forklarer hun. Og det kan både være hensigtsmæssigt eller det modsatte: Man skal være opmærksom på, hvornår der sker overføring eller modoverføring af følelser fra borger til socialpædagog eller omvendt.

Redskaberne til at arbejde professionelt med sine følelser handler blandt andet om mentalisering, mener Rikke Smedegaard Hansen.

– Det er at kunne se sig selv udefra og prøve at se den anden indefra. At kunne skifte fokus fra den adfærd, vi kan se og mærke, til, hvad der kunne ligge bag adfærden. Og det handler også om at se adfærd som en invitation til omgivelserne, forklarer hun.

Mentaliseringens grundlag er empatien, hvor spejlneuroner hos både socialpædagogen og barnet eller borgeren spejler hinandens følelser og sindsstemninger. Ja, vi kan faktisk slet ikke lade være – det ligger simpelthen i menneskets hjerne, og netop derfor kan følelser ikke være uprofessionelle, mener Rikke Smedegaard Hansen.

De ubehagelige følelser
Det kan jo lyde meget dejligt alt sammen. At man gør en forskel og støtter et barn eller en borgers positive udvikling. At være der for nogen, der er glad for én. At føle sig betydningsfuld.

Men den anden side af mønten er også vigtig at forholde sig til. Når man føler sig betydningsløs, pointerer Rikke Smedegaard Hansen. Når de følelser, barnet eller borgeren vækker i én, er alt andet end behagelige.

Grundlæggende mener hun dog ikke, at man skal tale om negative eller positive følelser – for følelser er følelser.

– Men der er forskel på, om de vækker behag eller ubehag, og dem, der vækker ubehag, har man en tendens til gerne at ville have til at forsvinde hurtigst muligt, siger hun.

For selvfølgelig møder man modstand i relationsarbejdet. Rikke Smedegaard Hansen har selvfølgelig også prøvet det, som de fleste nok har. At blive svinet til. At blive fravalgt af et barn eller en borger. Eller skulle være i en meget uforudsigelig kontakt.

Hun har oplevet følelsen af, at hun simpelthen ikke havde mere at give og derfor havde lyst til at afvise et barn. Hun har oplevet at føle afmagten, når man kommer til kort fagligt – og når man føler sig betydningsløs.

– Der er ikke noget galt i at føle sådan. Det vigtige er bare, at man er opmærksom på det, så man ikke ubevidst kommer til at fravælge eller nedprioritere de borgere eller børn, der får en til at føle sådan. Man skal aktivt forholde sig til det. Og så skal man bede en kollega om hjælp eller tage det op i supervision, siger hun.

Etikken er fundamentet
Og så skal etikken holdes ved lige, når man møder følelser, der er svære at være i, så det ikke går ud over borgeren eller barnet. Alle har ret til omsorg og til at have én på sin side, slår Rikke Smedegaard Hansen fast.

– Det handler om at være bevidst om, at jeg skal anstrenge mig, når jeg går hen til et barn, som jeg ikke umiddelbart bryder mig om – eller møder et ungt eller voksent menneske, som er svært at holde af. For når man lærer dem at kende, så har alle mennesker noget, der er interessant, og noget, der er værd at beskæftige sig med. Den professionelle opgave er, at man skal anstrenge sig for at komme til at bryde sig om nogen, som man ikke brød sig om i starten, siger hun.

Hun understreger dog, at der naturligvis er en grænse – ved fx meget grænseoverskridende adfærd over for socialpædagogen, men også det modsatte: Barnet eller borgeren skal også have ret til fx at fravælge en kontaktperson, man bare ikke kan med. 

Du skal kende grænsen
Og den grænse er essentiel, mener Rikke Smedegaard Hansen. For med den følger omsorgen for sig selv, som er nødvendig for at undgå udbrændthed.

– Jeg har en tendens til at synes, at jeg skal investere i og hjælpe alle. Men konstant medfølelse kan blive anstrengende, og man skal blive bevidst om, hvornår man husker at trække vejret selv. Det er ligesom i flyet: Du skal selv tage iltmasken på, før du kan hjælpe andre. Det kan være rigtig svært i vores arbejde, siger hun.

Derfor tror hun meget på fællesskab i pædagogik. At det er noget, man gør sammen. At man har et blik for, hvornår kollegaen er udfordret i en relation, og at man sammen har et fællesskab, så man kan låne hinandens perspektiver i refleksionerne.

– Og så har det været en befrielse for mig at erkende, at jeg bare er et menneske. Selvfølgelig begår jeg fejl. Selvfølgelig falder man jo i. Og det er okay, siger jeg til mig selv. Det er okay, så længe jeg prøver at lære noget hver gang, siger Rikke Smedegaard Hansen.

Det er ligesom i flyet: Du skal selv tage iltmasken på, før du kan hjælpe andre. Det kan være rigtig svært i vores arbejde.

Rikke Smedegaard Hansen, pædagog og forfatter